De fleste ved jo nok at jeg aldrig har været den store fan af eventyrfilmgenren … og det har så ikke hjulpet voldsomt meget på det efter midnatspremieren på “The Hobbit: The Desolation of Smaug”. Jeg lod mig lokke med, fordi det var den første film jeg ville få mulighed for at se i HFR / 3D / Dolby Atmos, og så i mit ‘andet hjem’ Imperial 😉
Vi sad, som det efterhånden er kutyme, på ‘sofarækken’, hvor både 3D og Dolby Atmos er tæt på at være optimalt, og hverken lyd eller 3D fejlede noget. HFR har jeg så lidt blandede følelser for. Det giver nogle ufatteligt bløde kamerabevægelser, noget som man i den grad gjorde brug af i filmen. Kameraet ‘flød’ konstant rundt og lavede de mest vandvittige vinkler, zooms og panoreringer, og der var absolut ingen hakken selv ved de helt store vidvinkel horisontale panoreringer! På den anden side er der ingen tvivl om, som det har været nævnt tidligere, at HFR giver filmen en meget computerspilsagtigt præg. Der hvor det irriterede mig mest, var ved indendørs næroptagelser af personer i ‘virkelige’ omgivelser, her kom det på bizar vis til at virke som studiooptagelser af engelske TV-serier fra 80’erne… Svært at forklare, men det så i mine øjne, temmelig unaturligt ud!
Ingen tvivl om at kampscenerne var sindssygt flotte i “The Hobbit: The Desolation of Smaug”, her kom det ‘flydende’ kamera virkelig til sin ret. Filmen er proppet med fantastiske engelske skuespillere. Her må vel især Benedict Cumberbatch som ‘Smaug’ og Stephen Fry som ‘Master of Laketown’ fremhæves – men de to herrer fejler nu også sjældent.
Jeg må være ærlig og sige, at det der generede mig ved “Lord of the Rings” (afsnit 1), og som gjorde at jeg aldrig fik set de to efterfølgende, var at jeg syntes at de konstant vadede afsted, og den samme ting generer mig ved denne her, selv om det langt fra er lige så slemt 🙂
Well, filmen er lang og slutter naturligvis med en cliffhanger, men alligevel vil jeg være generøs og give “The Hobbit: The Desolation of Smaug” fire (små) stjerner ud af seks mulige 🙂
