Der er igen tale om en næsten tre timer lang film, en længde der synes at være consensus om, blandt producere / instruktører, at en stor film skal have. Jeg kedede mig ikke et sekund! Jeg skal da være ærlig og indrømme at jeg er vild med Chris Nolans film, specielt “Inception”og “The Prestige” var vildt gode. Det gør ikke noget at der er lidt til de små grå og en snert af noget “uforklarligt” i en film, synes jeg. Både “Inception” og “The Prestige” er jo blevet diskuteret godt og grundigt igennem på de sociale medier, og det samme vil “Interstellar” helt sikkert blive. For er plothullerne egentlig plothuller eller er der en mening med galskaben oppe i Nolan finurlige hoved? Er forklaringen videnskablig, overnaturlig eller er det hele blot en drøm? Der er stof til dagevis af herlige diskussioner, og det er vel et af filmmediets fornemmeste opgaver – at få folk til at tænke/snakke/overveje – og måske ovenikøbet blive heftigt uenige …
I en nær fremtid er jorden er ramt af en virus der langsomt men sikkert slår alle planter ihjel. Efterhånden er den eneste afgrøde der kan dyrkes majs, men også det forgår på lånt tid. Cooper (McConaughey) får at vide at hans datters generation vil være den sidste der kan overleve på jorden. Kolossale sandstorme driver igennem landet og gør livet yderst besværligt. Cooper som tidligere var astronaut hos NASA, den gang tingene stadig fungerede, men nu er landmand har tilsyneladende mere eller mindre affundet sig med tingenes tilstand. Under en sandstorm opfanger Coopers datter et signal, som viser sig at være koordinaterne til et sted midt i New Mexicos ørken. Hvad der gemmer sig på disse koordinater skal ikke afsløres her, men naturligvis er det noget der måske kan hjælpe til med at løse menneskehedens problemer.
Soundtracket er som regel meget vigtig i enhver film. I “Interstellar” gør den specielt scenerne i rummet meget intense og tilføjer helt sikkert noget til filmen. Musikken er leveret af Hans Zimmer, som også lavede musikken til “Inception”, “Sherlock Holmes: Games of Shadows” og “Black Hawn Down”, for bare at nævne tre. En anden ting der er vigtig i en film som delvis foregår i det ydre rum, er stilhed. Og den absolutte stilhed er brugt supergodt i det scener hvor man virkelig skal føle hvor “langt ude” vores hovedpersoner er. At man så i Imperial får muligheden, som kun et af tre steder i Europa, for at se den i analog 70mm og dermed kan høre projektorens sagte snurren i baggrunden i disse stille passager, gør, i mine øjne, kun oplevelsen større.
Alle de “store” skuespillere, Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Jessica Chastain, Michael Caine og Matt Damon leverer solide præstationer. Jeg foretækker film hvor filmstjernerne, ikke agerer som stjerner, men leverer et godt håndværk, og det er helt sikkert tilfældet her. Bill Irwin og Josh Stewart, som er ukendte for mig, bør også nævnes her. De ligger stemmer til filmens to robotter TARS og CASE. Ikke alene er robotterne ultrafede, men de levererer også filmens comic relief (hvad er egentlig den elegante danske oversættelse af det begreb?), ved hjælp af deres meget sarkastiske tilgang til tingene. For en gangs skyld, er der tale om robotter der gør hvad de får besked på, og ikke bryder deres programmering eller andet pjat 🙂
Filmen beskæftiger sig med begreber som ormehuller, sorte huller, 5. dimension og fabulerer over relativitetsteorier, tyngdekraft og sågar spøgelser. Jeg synes aldrig at det bliver for meget eller for tungt. Det bliver doseret lige nok til at vi (tror) at vi har en idé om hvad det handler om. Men der er helt sikkert nogle mystiske og uforklarlige passager i filmen, og sådan skal det også være. I øvrigt må det her siges at “2001: A Space Odyssey” og Stanley Kubrick ikke har levet forgæves, for Nolan har da vist lige skævet lidt til det mesterværk, da han gik i gang med “Interstellar” 🙂
Chris Nolan filmer stadig på analog film, derfor greb Imperial muligheden for at vise “Interstellar” i 70mm-formatet. Det ser da bestemt godt ud, men for en digital person som mig, synes jeg ikke at det rigtigt tilføjer filmen noget. Jeg tænker at det lidt er ligesom de folk der synes det er fedt at høre musik på vinyl igen. Man kan sikkert sige en masse om at opløsningen stadig er bedre end 4K og at billedet er mere dynamisk etc. Anyways, det er fint nok for mig, men ikke noget must. Som man måske kan fornemme på min anmeldelse var jeg, trods den lidt sentimentale og rushede slutning (den måtte såmænd godt have varet 30 minutter længere for min skyld), meget glad for filmen. Derfor får “Interstellar” 6 stjerner.
