Den noget gennemsnitlige, men højt profilerede skuespillerinde, Angelina Jolie forsøger sig her, med lidt hjælp fra Coen-brødrerne (instruktørerne bag blandt andet “No Country for Old Men” og “Burn After Reading”), for tredje gang som instruktør, og det slipper hun egentlig ret heldigt fra. Filmen har en ret så klassisk tre-akters opbygning og det er der absolut ikke noget galt i. Dog vil jeg tillade mig at mene, at hvor de to første akter er af passende længde, er det tredje akt lige en tand eller to for langt. På en måde giver det god mening at lave dette akt så langt, så man på sin vis virkelig kan sætte sig en i de amerikanske krigsfangers nærmest ubærlige liv i den japanske fangelejr. Men hvis Jolie havde valgt at skære 20 minutter af denne del af filmen, således at den havde holdt sig lige under to timer, ville det havde gjort undere for det samlede værk … hvis I spørger mig!
Første akt foregår dels i et amerikansk bombefly som bomber japanske mål i Stillehavet og dels som flash-backs tilbage til Louis Zamperinis (Jack O’connell) barndom og ungdom, og frem til at han deltog som løber i de Olympiske Lege i Berlin i 1936. Scenerne fra bombetogterne er sindssygt flot lavet. Man lever sig virkeligt ind i soldaternes trængsler i bombeflyets kringelkroge.
I starten af andet akt styrter Zamperinis bombefly ned under en redningsaktion midt i Stillehavet. Zamperini og to andre soldater er de eneste overlevende, og man følger deres paniske kamp for at overleve i to åbne redningsflåder på det åbne hav. De må blandt andet finde ud af hvordan man fanger hajer og spiser deres friske kød. Efter 45 dage på havet, hvilket iøvrigt slår den gamle rekord med 20 dage, bliver de to soldater (en af dem dør undervejs) opbragt af et japansk krigsskib.
I tredje akt følger vi Zamperinis liv i den japanske krigsfangelejr som han bliver placeret i, hvor ikke mindst lejrlederen Watanabe (Takamasa Ishihara) gør sit til at de næste to år af Zamperinis liv bliver til et rent helvede. Watanabe er en sadist af den værste skuffe, og filmen beskriver i detaljer hvordan han gør sit yderste for et knække Zamperini. Det lykkes ham, som filmens titel antyder, ikke … selv om det er meget tæt på til sidst.
Filmen er en barsk historie, som er baseret på virkelige begivenheder. Zamperini døde i 2014, i en alder af 97. I 1998 lykkedes det ham endelig at løbe det maratonløb i Tokyo, som han oprindeligt skulle have løbet næsten 60 år tidligere. Skuespilpræstationerne er fine, uden at der er nogen der direkte shiner, filmen er megaflot fotograferet og skruet sammen, og musik og lyd fungerer glimrende … understøtter handlingen, uden at man egentlig hører den – lige som det skal være.
Filmens epilog virker en smule irriterende på mig, men siden der jo er tale om en film som er baseret på virkelige begivenheder, må jeg vel acceptere dette efterspil. Det virker blot lidt for pladderamerikansk, på den overdrevent religiøse måde, der næste for én til at kaste op. Men, there you go … 😉 “Unbroken” får 4 stjerner.
