(Nordisk Film har besluttet at denne film IKKE skal have biografpremiere i Danmark! I får derfor min anmeldelse nu, så er I klar til når den en gang kommer på DVD/BD.)

Endnu en gang har jeg været heldig og har været til testvisning på en god film. Denne gang var det “Mortdecai”, med Johnny Depp i den altoverskyggende titelrolle, der var tale om. Luksusproblemet ved disse testvisninger er, som sædvanlig, at jeg må holde tæt med sin anmeldelse i ugevis, i dette tilfælde seks uger, før end jeg må publicere den på nettet 🙂 Det er den anmeldelse, kære læser, som er blevet automatisk publiceret her til morgen, som du læser lige nu.

Mortdecai er en gentlemansvindler af den helt sublime slags, hvis han skal sige det selv. Hans kone, spillet af Gwyneth Paltrow, og inspector Martland (McGregor) fra MI5, er ikke helt enige. Det faktum at han er ved at miste familiens landsted, får dog Mortdecai til at gøre noget ved sagen, og ved et usansynligt held, får han mulighed for at få fat på et forsvundet Goyamaleri. Spillet kan hermed begynde.

Umiddelbart kan jeg ikke lade være med at tænke “Johnny English” når jeg ser indledningen til filmen. Ikke at Depp/Mortdecai fysisk ligner Atkinson/English, man Mortdecais stil og ikke mindst måden han taler på, ligger meget op ad Englishs. Mortedaifiguren bygger på en række romaner af den nu afdøde forfatter Kyril Bonfiglioli. Selv om filmens stil godt kan virke 50’er agtig, foregår den i nutiden. Samtidig er der en masse referencer til andre agentfilm, sjov leg med ord. Hold øjnene stive, og find flere end jeg umiddelbart så …

Alle i castet er yderst pjattede. Johnny Depp, Gwyneth Paltrow, Ewan McGregor, Jeff Goldblum og sågar Ulrich Thomsen, som spiller den russiske topskurk Roman Romanov, er pjattede og har sandsynligvis haft det sjovt med at lave filmen, og det skinner, til en hvis grad, igennem. Ikke overraskende, er det dog Depps film, men de øvrige topskuespillere gør deres til at netop han skinner igennem. Ikke mindst Mortdecais bodyguard/atmuligmand Jock Strapp (Paul Bettany), må stå model til en hel del, så som at blive skudt gentagne gange, både af diverse fjender, men også af hans fumlefingrede arbejdsgiver.

Selv om der er masser af skøre biljagter, fjollede ulykker og åndede uheld, så er det primært den vittige dialog der gør filmen interessant. Meget af den dialog handler om ting der sker under bæltestedet. Til tider kører de på den yderste kant af der hvor det går hen og bliver decideret plat. Men jeg synes dog at de redder den i land. Plat humor kan være fint nok, i små doser … får man for meget, bliver det meget hurtigt MEGET for meget 🙂

Et totalt åndet, men ganske sjov ting er, at Mortdecai lider af “sympatikvalme” 🙂 Det kommer blandt andet til udtryk, når Mortdecai, som lige har anlagt sig et overskæg, vil kysse sin kone. Hun hader den moustage så meget at det giver hende kvalme når han vil kysse hende og derfor bliver han også kvalm! Totalt skørt, men et ganske sjovt lille indfald som Mortdecai oplever flere gange på flere måder i løbet af filmen.

Filmen er, som mere end antydet ovenfor, meget pjattet, men kan umiddelbart godt tænke at den ligger lidt på niveau med den Oscarnominerede “The Grand Budapest Hotel” i pjattethed. Dog er “Mortdecai”, og her lægger jeg mig sikkert ud med mange andre filmnørder, efter min mening langt bedre end “The Grand Budapest Hotel”, som til tider er direkte tåbelig, på den TÅBELIGE måde 😀 “Mortdecai” får 4 stjerner.

checkcheckcheckchecknon-checknon-check

Pin It on Pinterest