Man skal være stor nok til at indrømme, når man har taget fejl! Indtil for en uge siden ville jeg have forsvoret at jeg nogen sinde ville gå i biografen og se en film med Melissa MaCarthy i hovedrollen … se min anmeldselse af “St. Vincent“, hvor jeg giver min uforbeholdne mening om hendes udfoldelser i den film. Well, man har et standpunkt, til man tager et nyt. Ergo, i går var jeg inde og se komedien “Spy” med McCarthy i hovedrollen og det var en af årets sjoveste oplevelser …
Susan Cooper (Melissa McCarthy) er Bradley Fines (Jude Law) backupagent hjemme i kælderen i CIAs HQ i Langley. Susan er med andre ord topagenten Fines digitale øjne og ører, når han er på sine missioner rundt omkring i verden. Universet er meget 007-agtigt, dog er der lige skruet op for de muligheder som ikke mindst backupagenterne har for at hjælpe deres partnere i felten. Susan og Bradley er noget af superteam, som også er gode venner privat. Susan er forelsket i Bradley, en ting som hun ikke har fortalt Bradley om, da han er toplækker fyr, mens hun jo bare er en tyk lille dame …
Da Fine bliver slået ihjel under en mission i Bulgarien af Rayna Boyanov (Rose Byrne), en af lederne i den østeuropæiske mafia, som er kommet i besiddelse af navnene på alle aktive CIA/MI6-agenter, står CIA med et stort problem … samtidig er hun så i øvrigt også lige kommet i besiddelse af en kompakt atombombe! Susan Cooper melder sig frivilligt, det er ganske vist 10 år siden at hun har trænet i skydning, kampsport og lignende ting som en typisk agent i felten skal kunne mestre, men, så længe at Susan lover at hun ikke vil gå direkte i clinch med de forskellige mafiamedlemmer, får hun lov til at drage til Europa og hjælpe til.
Vel ankommet til Paris, bliver hun opsøgt af en anden af CIAs superagenter Rick Ford (Jason Statham), som er en blærerøv af dimensioner, der ikke er i tvivl om egne kvaliteter. Han sætter Susan på plads og fortæller hende råt for usødet hans mening om hende. Selv om Susan er lidt i tvivl om egne evner, kaster hun sig dog ud i jagten på Rayna, gennem Paris, Rom og Budapest. Senere støder Susan også på den italienske agent Sergio de Luca (Bobby Cannavale), som i den grad lægger for vildt an på Susan … men han besidder dog også nogle flere talenter end blot at kunne nedlægge damer.
Filmen er propfyldt med sindssvagt mange sjove dialoger, monologer og andre sjove indfald. Der bliver serveret en masse syleskarpe svinere, ikke mindst fra Melissa McCarthys side. Selv om antallet af gange at ordet “fuck” bliver anvendt er STORT, bliver det aldrig for meget eller for plat. Dialogen sprøjter afsted som maskingeværild, og det er simpelthen superunderholdende. Sammen med actionsekvenserne, og Susans nyopdagne evner som skytte og kampsportsspecialist, gør det at man ikke kommer til at kede sig i et eneste minut af de 120 som “Spy” varer.
Sammenlignet med andre film i samme skuffe, f.eks. “Johnny English”, er “Spy” langt mere rå. Altså, når folk bliver slået ihjel, er det ikke kønt, ejheller er Susans reaktioner på disse dødsfald 🙂 Der er bestemt ikke meget sødsuppe over instruktør Paul Feigs “Spy”, og heldigvis for det. Jeg skal indrømme at da jeg så de første plakater for filmen, troede jeg at der var tale om en Disney-agtig familie-spionfilm, men intet kunne være længere fra det som man oplever i “Spy”. Billedsiden er også flot skruet sammen, og sine steder også ret så kreativt lavet, som f.eks. i et fly som styrtdykker, hvilket giver anledning til en af filmens vandvittige momenter … og viser os, at Susan også kan styre et fly! Lydsiden, tja, jeg lagde slet ikke mærke til lyden, hvilket betyder at den med største sandsynlighed var god 🙂
Alle skuespillere, faktisk uden undtagelse leverer flotte præstationer i “Spy”. Det gælder også Nancy (Miranda Hart), som er Susans lettere kejtede veninde og kollega i CIA samt 50 Cent som spiller 50 Cent 😉
Skal jeg brokke mig lidt, så må det være over at man ikke kan fravælge de danske undertekster i biografen. Dialogen gør sig langt bedre på engelsk. Selv om man prøver at abstrahere fra dem, kan det ikke undgås at man, særligt når der “undersættes”, og det sker desværre ret ofte, lige kommer til at læse med. Men det er ikke verdens største problem! Husk i øvrigt at blive siddende til at rulleteksterne er kørt færdige. Epilogen som starter lige efter at selve filmen slutter, fortsætter nemlig efter end-credits, og bidrager til en sjov lille krølle på historien 🙂
Det sker yderst sjældent at jeg skraldgriner under en film, men det skete rent faktisk til “Spy”. Ikke igennem hele filmen, men en 4-5 gange, og det er jo ikke så ringe. “Spy” er helt sikkert årets hidtil bedste komedie og får 5 stjerner.
Læs mere om “Spy” på IMDb.
