Jamen, øøøhhh, det var så den RIGTIGE film om Steve Jobs, som instruktøren Danny Boyle (“Trainspotting”, “Slumdog Millionaire”) havde fået flikket sammen her. Historien om Steve Jobs blev også lavet i 2013 med Ashton Kutcher i hovedrollen, her hed den blot “Jobs”, men blev ikke nogen stor succes. Her i “Steve Jobs” har de næsten skåret alt væk om de første år i Apples historie, hvor Jobs og Wozniak sad i Jobs forældres garage og flikkede Apples første computer sammen. Tak for det! Den historie har vi hørt og set 117 gange, så den sidder ligesom på rygraden 🙂 “Steve Jobs” starter i 1984, få minutter før Apple II skal lanceres …
Boyle har lavet filmen sådan, at den udelukkende foregår i minutterne inden Jobs skal holde en stor lancering af et nyt Apple / NEXT-produkt, i årerne 1984 til 1998. Altså filmen springer fra lancering til lancering frem til 1998, efter at Steve Jobs er genindtrådt og den første Apple iMac bliver lanceret. Handling ud over disse lanceringer sker ved hyppige flash-backs, ofte så hyppige, at f.eks. i en samtale mellem Jobs og John Sculley (Apples CEO på det tidspunkt), sker klipningen mellem fortid og nutid så hyppigt, at man lige skal være vågen for at kunne følge med i samtalen 🙂 Ganske sjovt lavet, men på mig virker det lidt som unødvendig en gimmick, som ikke rigtigt tilføjer filmen noget.
Filmen koncentrer sig meget om forholdet mellem Lisa (som måske vistnok er hans datter) som måske er opkaldt efter computeren Apple LISA … eller også er det omvendt, samt Lisas mor. Forholdet mellem Jobs, Lisa og hendes mor er meget anstrengt og der bliver ikke her lagt fingre i mellem, når Jobs fremstilles som en mand som næsten tror han er en gud, men samtidig også en meget omskiftelig karakter, som er fuldstændig ligeglad med andre mennesker … måske altså lige bortset fra hans måske-datter! Alle andre mennesker, herunder Steve Wozniak (glimrende spillet af Seth Rogen), John Sculley (også fint portrætteret af Jeff Daniels) og Joanna Hoffman (lidt kedeligt fremstillet af Kate Winslet) er kun til for Apples/Jobs skyld.
Winslet fik en Golden Globe for årets bedste kvindelige birolle i “Steve Jobs”. Hvorfor, spørger jeg bare? Den skulle helt klart være gået til Jennifer Jason-Leigh, for hendes sublime præsentation som Daisy Domergue i “The Hateful Eight“. Vi må håbe på at de progressive gamle gubber bag Oscarshowet d. 28. februar belønner Jason-Leigh for præstationen i stedet for … fat chance 😉 Fassbender gav den OK gas som Jobs, man er ikke tvivl om at han var noget af en karakter, og på mange områder, et helt igennem dumt svin. Så der var bestemt ikke noget at udsætte på hans præstation, men den savnede lige det sidste procent, for at han skulle komme til at virke som en 100% troværdig Jobs. At Fassbender så, sammenlignet med Kutcher, som næsten (fysisk) var en direkte kopi af jobs, ikke har megen lighed med Jobs, hjælper naturligvis heller ikke på sagen 🙂
Som nævnt benytter Boyle sig i voldsomt omfanng af flash-backs. Jeg elsker flash-backs og uliniær handling, hvis man altså kan gøre det lige så godt som Tarantino. Det kan Boyle så ikke helt klare. For lige som at forstærke det sagte i filmen, projicerer Boyle undertiden filmsekvenser fra “det virkelige liv” på væggene der hvor filmen i handlingen nu foregår. Det kan være udmærket trick at bruge, særlige i en film der er baseret på virkelige begivenheder, men her virker det nærmest som om vi (publikum) er tungnemme, og lige skal have forklaret tingene en ekstra gang, ved også at “tegne det på væggen” 😉
“Steve Jobs” er ikke en elendig film, den første tredjedel er faktisk rigtig god og tilføjer lige filmen, som jo er meget snakke-tung, lidt befriende humor, af den sorte slags. Men den resterende del af filmen er simpelthen får meget køren rundt i den samme rille, i en grad så det sgu bliver lidt kedeligt. Og så er der slutningen, som den ellers førhen så eksperimenterende engelske instruktør, formår at få gjort lige en tand for tåkrummende amerikansk … “Steve Jobs” får 3 æbler.
Læs mere om “Steve Jobs” på Imdb.
