Florence Foster Jenkins bygger på virkelige begivenheder. Hvor tæt på de virkelige begivenheder filmen ligger, har jeg ikke nogen idé om. Før rulleteksterne får vi, med hjælp af nogle sort/hvide fotografier af de virkelige personer bag skuespillerne, hvad der skete dem efter filmens slutning og frem til deres død. Instruktøren Stephen Frears er kendt for sine film, som er baseret på vikelige begivenhder (Philomena, The Queen), men der er ofte skruet lidt op for underholdningen, sammenlignet med de virkelige begivenheder. Det gør nu ikke så meget, thi Stephen Frears har lavet nogle svært gode film.
St Clair er pinefuldt klar over hans kones manglende musiske evner. Alligevel gør han alt hvad der står i hans magt, for at hun kan udleve sin drøm om at blive en sangstjerne i New York og ikke mindst på det lille teater som hun ejer. Han hyrer både en sanglærer og en talentfuld ung pianist, til at gøre Florence klar til hendes optræden. Den unge pianist, Cosmé McMoon, er målløs da han sætter sig til klaveret og hører de første skingre toner fra Florences mund. Så selv om Cosmé er lidt nervøs for hans videre karriere, indvilger han alligevel at være med til at få Florence klar til hendes optræden, for lønnen er god. Florence mener nemlig kun at hun har behov for at øve sig een time om dagen 🙂
Mod alle odds bliver Florences første optræden en succes. Dette skyldes ikke mindst at St. Clair gør sit yderste for at publikum er screenet før de får lov til at købe billetter samt fordi han bestikker anmelderne. Problemet er så bare, at den intetanende Florence nu får blod på tanden. Hun udgiver, på egen hånd, en plade samt booker Carnegie Hall, med plads til 3.000 tilskuere, til hendes næste optræden …
Meryl Streep i titelrollen shiner virkelig i denne her film. Første gang hun åbner munden og kaster sig ud i arie, med den måbende pianist bag klaveret, og giver os, som tilskuere, indtrykket af at hun virkelig tror på at hun kan synge, er det godt nok svært at holde tårerne tilbage … på grund af latterkramper, vel at mærke. Florence bevæger sig fra opera over de mere populære sange og videre til klassikerne, alle lige skingert og falskt. Den er simpelthent for dumt, men hold kæft hvor det er sjovt. Og så er det man lige må nive sig selv i armen, og minde sig om, at filmene Florence Foster Jenkins er bygget på virkelighedens Florence!
Simon Helberg (Cosmé MaMoon) er også vildt god som den unge ambitiøse pianist, som noget tøvende går med på legen. Hugh Grant, som pludselig ser meget gammel ud (er han mon sminket ældre for at matche Meryl?), fungerer også OK som manden der forsøger at jonglere to kvinder samtidig med at han kæmper for at holde Florences karriere i luften. Man sidder med en tvivl om hvorvidt han virkelig elsker Florence eller om det primært er Florences mange penge der holder St. Clair fast i spillet? Jeg tror at det er meningen fra Frears side, at vi skal sidde med den tvivl …
Af og til kan et godt publikum, gøre en sjov film (som dog også har sine barske momenter) endnu bedre. Selv om der ikke var mange i Dagmar denne aften, levede de fleste af os for alvor ind i Florences strabadser. Der blev grinet, grædt og klappet på de rigtige tidspunkter. Det gav lige filmen et par ekstra (gratis) points 😀
Der er ikke tale om sublim filmkunst her. Der er heller ikke tale om en af hverken Meryls, Hughs eller Stephens allerbedste film. Men mindre kan også gøre det. Og der er altså sjældent at en film kan få mig til at græde af grin. Flere gange. Det gør det alle pengene værd. Florence Foster Jenkins får fire stjerner.
Læs mere om Florence Foster Jenkins på IMDb.
