Jeg kan egentlig godt lide stilen og tonen i Café Society, som vel egentlig er temmelig klassisk Woody Allen. Dog udspiller handlingen sig, i modsætning til Allens ældre film, delvis i Hollywood og delvis i New York. Ping-pongen mellem handlingen i de to byer giver filmen liv og tempo. Den underfundige tone og og Woody Allens kommentarspor fungerer også, som altid, fint. Dog er det dog som om at denne recept virker en anelse slidt efterhånden.
Filmagenten Phils nevø Bobby er på vej til Hollywood. Bobby, som kommer fra New York, er blevet træt af at arbejde i hans fars slagterforretning, og søger lykken derfor lykken i englenes by. Efter lidt startvanskeligheder, lykkes det med hjælp fra onklen, at opnå en hvis succes i Hollywood. Samtidig bliver Bobby forelsket i Vonnie, som også er Phils sekretær. Det udvikler sig til noget af et trekantsdrama, som i sidste ende gør at Bobby returnerer til New York, hvor han får et job i brormands natklub. Broren er samtidig en gangster, som er meget hurtig på aftrækkeren, i bogstaveligste forstand. I New York møder Bobby også kvinden i sit liv, som interessant nok også hedder Vonnie (Veronica), og de bliver hurtigt gift og får børn.
Lad mig sige det med det samme. Den bedste i castet er Skotske Ken Stott. Stott som er kendt både fra Hobitten, men også som en snu og lettere gnaven politmand, i adskillige engelske krimiserier. Han spiller Bobbys far (Marty) i Café Society. I en verden af småneurotiske og småkriminelle jøder, er han den eneste der sådan nogenlunde er i stand til at at holde hovedet koldt. Ellers må det siges at kvaliteten af præstationerne i filmen er noget svingende. Vonnie 1 (Kristin Stewart), er ikke imponerende! Er hun iøvrigt nogensinde det? Vonnie 2 (Blake Lively), som jeg umiddelbart kun kender fra The Shallows, er der væsentligt mere stil over, hvis du spørger mig. De øvrige i castet, herunder Jesse Eisenberg (Bobby) og Steve Carell (Phil), imponerer ikke … men skuffer egentlig heller ikke.
Café Society er egentlig lækkert og tæt klippet. Alt, herunder gangstermord, foregår i munter tone. Og det bliver ikke dvælet over sagerne. Det er hurtigt videre til næste scene, og det kan jeg faktisk godt lide. Alt sammen er naturligvis pakket en i lækker 20’er jazzmusik, så sound tracket fungerer max. Dog lige med den undtagelse, at den faste sangerinde på natklubben i New York, har den hæsligste stemme jeg længe har hørt. Den er så ubeskriveligt irriterende, at jeg slet har ord for det …
Jeg har ikke noget imod film så har en åben slutning, men slutningen på Café Society er så åben og så abrupt, at man lige sidder i 3 sekunder og tænker, “hvad skete der lige her”. Men så går det op for en, at rulleteksterne er i fuld gang, og filmen er slut. Jeg er godt med på Allens premisse om at hans film er indholdet sat langt over formen. Det har vi jo fundet ud af efter snart 50 film. Men igen, efter så mange film begynder det koncept altså at virke lidt tyndslidt. Der er siden Allen instruerede sin første film for 66 år siden, altså dukket andre instruktører op, der magter begge dele. Uden sammenligning i øvrigt, kan jeg fx. nævne Alejandro González Iñárritu (The Revenant og Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)).
Denne 47. film (mener jeg det er) er meget lig hans gamle film, som alle foregik i New York. Tempoet, stilen, jazzmusikken … ja det hele er der. Men efter 96 minutter i selskab med det cast, har man såden set fået nok. At Allen er gået tilbage til den gamle recept, er måske ikke verdens bedste idé. I hvert tilfælde var Blue Jasmine, Midnight in Paris og Vicky Cristina Barcelona væsentligt bedre skruet sammen. Café Society får 3 stjerner.
Læs mere om Café Society på IMDb.
