V for Victory … ikke V for up your bum 🙂

Darkest Hour foregår i London og handler om de første måneder af anden verdenskrig. Den siddende Premiereminister Neville Chamberlain, var mest stemt for at prøve at forhandle en fredsaftale i stand med Hitler. En vandvittig tanke, taget i betragtning af at tyskerne allerede havde besat lande som Danmark, Holland, Belgien og netop havde kastet sig over Frankrig. Neville var heller ikke voldsomt populær hos hans egne (The Conservatives), men heller ikke hos Labour eller generelt i befolkningen. Et alternativ måtte findes, som kunne samle både partierne og befolkningen. Valget faldt på Winston Churchill. En fedladen, cigar-storrygende whiskydranker. Det kunne da kun gå galt, skulle man mene! Det viste sig dog, at Churchill netop var i stand til at samle befolkningen samt at lave en samlingsregering. Han var grov, brovtende, ofte lettere bedugget. Men samtidig besad han en folkelighed, en afvæbnede humor samt en kone der kunne styre ham. Han sørgede for at al snak om at forhandle med tyskerne blev droppet og at englænderne satte alt ind på at besejre tysken militært.

Darkest Hour foregår primært kort før de engelske soldater som sad fast i Dunquerke, blev evakueret og, primært med hjælp fra civile, blev hentet over den Engelske Kanal og hjem til England. Denne del af anden verdenskrig blev glimrende beskrevet i Chris Nolans Dunkirk fra sommeren 2017. Darkest Hour foregår næsten udelukkende i London, i Westminster og i miljøet omkring parlamentet. Altså en masse trækken i trådende og baggrundsstof, ikke nogen kamphandlinger bliver vi vidne til …

Vurdering

Darkest Hour ligger flot fra land. Man følger de ophedede debatter i parlamentet, intrigerne på kontorerne i Westminster, tilberedelsen af Churchills morgenmad (som indeholder både godt med bacon og whisky) samt det første møde mellem den nye generte sekretær Elisabeth og Winston, som abolut ikke er hverken genert eller blufærdig. Så det tegner rigtigt godt, og alt er lækkert filmet. Men efter Churchill er blevet valgt som premierminister, bliver stort set al tempo trukket ud af filmen. Ikke at det nødvendigvis gør filmen dårlig, at man bliver givet tid til at reflektere over begivenhederne. Men her i andet akt, ender vi ud i en handling med så godt som ingen fremdrift. I sidste del af Darkest Hour kommer der lidt mere fart over feltet, men så der kun 15 minutter tilbage af filmen.

Gary Oldman spiller helt fantastisk. Han er simpelthen Winston Churchill, både i statur, bevægelser, måden han taler på … det er næsten helt uhyggeligt. Det må have kostet timevis i sminkerummet at lave den transformation. Kristin Scott Thomas (Clemmie, Winstons kone), som vi senest så i The Party, gør det glimrende som kvinden der måske er den eneste, der til en vis grad kan styre Churchill. Lily James (Elisabeth, sekretæren), som vi husker for 2017s nok bedste film Baby Driver, som i starten knap nok kan betjene en skrivemaskine (efter Churchills foreskrifter), men som viser sig at være en stor hjælp når Winstons store taler skal formuleres, er også super god.

Instruktøren Joe Wright slår mest sine folder i historiske dramaer som fx Atonement og Pride & Prejudice. Det gør han såmænd glimrende, men ikke just på nogen ophidsende måde. Der er lidt for meget kostumedrama over disse film, ligesom der også er over Darkest Hour, og det er ikke rigtigt noget der får mig frem i biografsædet …

Der er flere scener, specielt hen i mod slutningen af filmen, som jeg tvivler stærkt på foregik sådan i virkeligheden. Nu mener jeg ikke at der er nogen der har påstået, at Darkest Hour er en en-til-en-genfortælling af de virkelige begivenheder, men alligevel generer det mit øje lidt. Specielt da vi jo har at gøre med en af verdenshistoriens vigtigste begivenheder.

Konklusion – Darkest Hour

Sådan set en hæderlig film om et af historiens mørkeste kapitler, bare ærgerligt med det mildest talt søvndyssende andet akt. Darkest Hour får 3 flotte stjerner. Hvis Gary Oldman vinder Oscaren for bedste hovedrolle, er det dog fuldt fortjent!

Læs mere om Darkest Hour på IMDb.