Mama Cass, Bruce Lee og Roman Polanski …

Once Upon a Time … in Hollywood er en film om film i filmbyen over dem alle, Hollywood. Den foregår i 1969, hvor enden på Hollywoods storhedstid nærmer sig. Hollywood er fyldt med flotte flowerpowerpiger, lækre øser, seje fyre og i det hele taget er miljøet ultrasejt. Bag det hele ligger Vietnamkrigen, som er gået ind i sit fjerde år, ungdomsoprøret samt Charles Manson med hans kult og spøger. Der er gang i festerne i Beverly Hills, også hos Hugh Hefner i hans Playboy Mansion, hvor stjerner som Steve McQueen, Mama Cass og Bruce Lee dukker op … og til hans fester flyder stofferne også i stride strømme. 

Rick Daltons karriere er for nedadgående. Han var en af de store westenhelte, men i de senere år har han kun medvirket i en TV-serie samt i en håndfuld pilotepisoder … hvor han normalt er bliver slået ihjel i piloten, og hans agent Marvin Schwarz (uden t) er ikke imponeret. Ricks stunt-double gennem de seneste år, Cliff Booth, er en sådan rigtig “happy go lucky” person. Sej som bare fanden, en damemagnet og så slår han også en proper næve. Rick og Cliff bliver tilbudt at være med i nogle westerns der skal indspilles i Italien. Disse spagettiwesterns er ikke umiddelbart noget Dalton er vild med, med måske det kan gøre at han kan beholde huset i Hollywood Hills …

Once upon a Time … in Hollywood – We want Pussy!

Handlingen i Once Upon a Time … in Hollywood er, i modsætning til flere af Tarantinos film, temmelig lineær. Dog er der godt med flashbacks, men de absolut til at holde styr på … eller er det bare mig der har set alle QT’s film så mange gange, at det virker helt “normalt”?

Filmen er, ikke overraskende stopfyldt med referencer til såvel film og skuespillere der var på toppen i 60’erne som til flere af Tarantinos egne film. Fx er der flere af skuespillerne, som har været med i andre af QT’s film, der spiller en rolle som referer til den rolle som de tidligere har spillet i hans film. Så der er vel tale om en metafilm med tre niveauer … mindst 😉 Skulle du, af uransaglige årsager, være blank på film fra 60’erne og/eller Tarantinos filmskat, vil jeg anbefale at du lige tager et crash course, før du ser Once Upon a Time … in Hollywood, hvis du vil have det fulde udbytte af den 🙂 

Tarantinos ultralange dia- og monologer er der ikke voldsomt mange af. Men dem der er der, holder max. Specielt samtalerne mellem Rick Dalton og den meget unge og lettere belastende skuespiller (ikke skuespillerinde, som hun understreger) Trudi, er guld værd. Rick og Trudi ender med at blive perlevenner.

Ellers er alle Quentin Tarantinos “særkender” med som en aktiv del af filmen. Herunder den totalt overgjorte brug af voiceover, som til at starte med næsten kan drive en til vanvid, samt et par ultravoldsomme slagsmål, hvor der virkelig blive slået til til Søren, så blodet sprøjter i kaskader. Sådan skal det være i en QT film … det er voldsomt, virituøst, og det holder bare!

Cast & Crew

Leonardo diCaprio (Rick Dalton) fungerer fantastisk som den lettere afdankede westenhelt med et blødt hjerte. Brad Pitt (Cliff Booth) er også super som Ricks trofaste støtte, som også er der for ham i privatlivet. Margot Robbie (Sharon Tate), Al Pacino (Marvin Schwarz), Damian Lewis (Steve McQueen), Mike Moh (Bruce Lee), nyligt afdøde Luke Perry (Wayne Maunder) samt ALLE andre i castet, herunder Kurt Russell, Zoe Bell, Michael Madsen, Bruce Dern … ja, listen af kapable skuespillere synes uendelig … spiller op til noget nær deres bedste! Julie Butters (Trudi) skal fremhæves, thi i en alder af 9 år, synes hun alt have potentiale til at blive noget stort.

I min bog har Quentin Tarantino gjort det igen, altså skapt et noget der minder om et mesterværk. Det er måske ikke hans allerbedste film, men mindre kan også gøre det. Alle de otte (Kill Bill vol 1 og Kill Bill Vol 2 tæller for en film) hidtidige film er fra øverste hylde, så alle er film, herunder Death Proof, der tåler at blive set mange gange … og det gør Once Upon a Time … in Hollywood helt sikkert også.

Billede & Lyd

Både filmarbejdet og lyd/musik er lige i skabet. Man kan vel sige at kameraarbejdet ikke indeholder nogen nyskabende ting, men det er bare godt og gedigent filmet. Det er sådan, lige på og hårdt, og selv flashbacks kommer prompte og uden nogen fikumdik der antyder at et flashback er på vej. Det er med til at holde publikum på stikkerne 🙂 Soundtracket er sublimt, og indeholder hele 31 numre (der er yderligere 15 melodier med i filmen som der ikke er fundet plads til på soundtracket) med den sprødeste 60’er musik. Overordnet kan man sige at lyd/billede/musik hænger så sømløst sammen i Once Upon a Time … in Hollywood, at det er en fornøjelse for både øren og øjne.

Noget af det rigtigt fede ved filmen er at der er brugt et minimum ef special effekter og andet “snyd”. Fx da en af scenerne med flere 60’er biler på motorvejen skulle filmes, lukkede man simpelthen en her sektion af Hollywood Freeway helt ned i to timer og brugte ingen VFX. Og da scenerne på Hollywood Blvd. skulle optages, opsatte man simpelthen facader i 60’er stil på de eksisterende butikker, restauranter og butikker der på Hollywood Walk of Fame. Til at begynde med var de handlende området ikke glade for at få deres moderne facader gemt bag disse gamle af slagsen. Efter optagelserne var stemningen vendt, og flere spurgte om de gamle facader ikke måtte blive hængende? Så ja, Tarantino og hans crew går hele vejen. Cool!

Konklusion – Once upon a Time … in Hollywood

Kanon film som altid fra Tarantinos hånd. Den første halve times tid, sidder man lidt med følelsen af at filmen er lidt i øst, syd, vest og nord på samme tid. Men så begynder det hele at hænge sammen, og man ender med at sidde med fornemmelsen af at man netop har bevidnet en af Tarantinos mest helstøbte film. Måske det ikke er hans bedste film, men den ligger i hvert tilfælde i top-9 … De 165 minutter herligheden varer, føles på ingen måde som værende for lang tid. Fem kæmpestore stjerne til Quentins niende og, efter han eget udsagn, næstsidste film.

Læs mere om Once Upon a Time … in Hollywood på IMDb.