Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2
Bill … it’s your baby … [BANG!]
Her midt i Cinematekets Tarantinomåneder (august/september 2019), var det endelig blevet tid til Kill Bill: The Whole Bloody Affair. Det vil sige, at det var ikke den ægte The Whole Bloody Affair der blev vist, thi denne særlige version af Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2 bliver kun vist i Tarantinos favoritbiograf i L.A. en gang i mellem, med cirka 2-3 års mellemrum. Så vi måtte nøjes med en mere almindelig double-bill Kill Bill, som denne aften blev præsenteret af Casper Christensen fra Filmnørdens Hjørne. Med præsentation og pause blev det til 277 minutters glimrende underholdning, til det latterlige beløb af DKK 100 (DKK 160 hvis man ikke er medlem af Cinemateket)
For fire år slog The Brides tidligere lejemorderkompaner (Bill, Budd, O-Ren Ishii, Vernita Green og Elle Driver) The Bride og alle andre i kirken ihjel på dennes bryllupsdag. Det vil sige at det troede de at de slog hende ihjel. Men The Bride røg “kun” i en fire år lang koma. Nu er hun vågnet, og er parat til at gå på hævntogt. Hun har udarbejdet en sirlig udformet liste over de fem personer der skal slås ihjel. Hun begynder fra en ende af … i Tarantinos univers vil det sige med nummer to på listen. Hun har to film til at udrydde de fem personer, plus det løse … og det løse er der en del af, skulle jeg hilse og sige, så det burde være til at overse 🙂 Men vi ved jo godt at i en QT-film er der intet der er bare lige …
Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2 – That really was a Hattori Hanzo sword!
Dette er en af de bedst udførte hævnhistorier jeg har set. Alt spiller simpelthen, lige fra attentatet på The Brides bryllupsdag til den afsluttende showdown mellem Bill og The Bride. Fx The Brides kamp for, i bogstaveligste forstand, at komme til at stå på egne ben igen efter fem år i koma i hænderne på verdens sygeste sygepasser, hendes ultrahårde træning hos den kinesiske kung-fu-mester Pai Mei samt ikke mindst hendes flugt fra den visse død, efter at være blevet levende begravet. Alt beskrevet i Quentins bedste ej-liniære stil, med masser af blodsprøjtende lemmer gennem luften flyvende ultravoldelige og til tider ubehagligt eksplicitte sekvenser … samt en masse humor. Det er for fedt. Det holder max. Og det er to film der SKAL ses med jævne mellemrum!
Cast & Crew
Uma Thurman (The Bride) er på niveau med sin præstation som Mia Wallace fra Pulp Fiction. Hvilket egentlig er fantastisk, for udover de to højdepunkter, har hendes karriere ikke budt på noget fantastisk. QT er har en særlig evne til at grave noget ekstra ud af sin cast, og det har så i den grad også vært tilfældet med Uma Thurman. Også Lucy Liu (O-Ren Ishii) som styrer Tokios underverden med hård hånd og Daryl Hannah (Elle Driver), som her oplever et kortvarigt, men mindeværdigt comeback, som den enøjede og “lettere” psykopatiske lejemorder og Bills tro væbner, spiller begge to deres roller til UG. Skal to af de mindre, men ikke uinteressante roller fremhæves, må det være Julie Dreyfus (Sofie Fatale), O-Ren Ishiis fransk-japanske højre hånd og Chiaki Kuriyama (Gogo Yubari), en Mangainspireret teenagepige med et af filmshistoriens mest interessante våben 🙂
Der er jo ikke så meget at sige om instruktøren, Quentin Tarantino. Han er jo i top-5 over mine favoritinstruktører, sammen med navne som fx Alfred Hitchcock og Christopher Nolan. Han har endnu ikke fejlet i en eneste af de ni film han hidtil har instrueret eller de film (herunder True Romance) han på anden måde været indblandet i, og derfor er Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2 også en nydelse for alle sanser … de(n) ligger faktisk i øverst halvdel af hans hidtige film.
Billede & Lyd
Soundtracket gennem begge film sidder lige i skabet. Fra introen med Nancy Sinatras Bang! Bang! til closing credits-sangene (der er to styk) med Shivarees Goodnight Moon og Meiko Kajis Urami-Bushi, bliver der vel ikke spillet en eneste tone forkert gennem de to film. Det er sublimt arbejde. Og husk iøvrigt at se closing credits til ende, da der ligger i lille easter egg gemt til allersidst … i biografversionen i hvert tilfælde. Kameraarbejdet sidder også lige i skabet. Grynet og beskidt, men samtidig legende og let. Effekterne er totalt overdrevne, på den fede måde. De afhuggede lemmer flyver gennem luften og blodet sprøjter ud i alt for voldsomt sjove kaskader. Mangasektionerne passer som fod i hose ind i handlingen, og er vel på en måde med til at tage brodden af de scener der kunne blive for ubehagelige. Uanset hvad er det hele alt for lækkert lavet
Konklusion – Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2
I disse to film får du alt det du kan forvente af en (to film der tæller kun for en film i QT’s regnskab) Quentin Tarantinofilm … gange to! Med Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2 er du er du fandeme kanongodt underholdt i godt fire timer … man keder sig ikke i et sekund. Så ikke så meget pjat, selv om vi ikke når helt op på Pulp Fiction – niveau, fortjener Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2 stadig, her 14-15 år efter premieren, intet mindre end seks stjerner.
Læs mere om Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2.
0 kommentarer