Ad Astra

af | sep 20, 2019 | Film

Pitt’s in Space …

Op til premieredagen havde jeg gode vibes omkring Ad Astra. Premieredagens lunkne anmeldelser havde dog gjort mig lidt nervøs for hvad det var vi skulle se denne aften. En mellemting mellem 2001: A space Odyssey, Gravity og Interstellar lød det. To af disse tre film er mesterværker, og at mene at en ny film er en mellemting mellem disse, kan være direkte blasfemisk at påstå 😉 Samtidig skulle det være en af Brad Pitts bedste film. Det lød næsten for godt til at være sandt. Havde dem der kom med disse udtalelser ikke set Once Upon a Time in … Hollywood, for bare 5 uger siden … eller Fight Club, eller Inglorious Basterds?

Jorden i en nær fremtid. Roy McBride har altid ønsket sig at gå i sin fars fodspor og blive astronaut. Selv om faren forsvandt under en mission til yderkanten at vores solsystem, i jagten på at finde intelligent liv i rummet, har Joe holdt fast i sin drøm og er blevet astronaut. Han arbejder på en rumantenne på kanten at atmosfæren, da en energiudladning rammer jorden. Joe styrter mod jorden, men når at trække faldskærmen før han bliver til en pandekage. Energiudladningen kom tilsyneladende fra det område hvor faren forsvandt. Joe får at vide at man mener at faren er i live og at han tilsyneladende har eksperimenteret med et stof der kan udrydde universet. Joe påtager sig opgaven at rejse mod Saturn for at finde ud af hvad der er sket … og  for at hente faren hjem …

Ad Astra – mod stjernerne

Jeg holder lige så meget af film som ikke kommer med en fiks og færdig forklaring på hvad der der skete før, hvad der sker her og nu samt hvad der kommer til at ske, som enhver anden filmelsker gør. Men når filmmagerne ikke smider så meget som en enkelt brødkrumme, således at man har noget at bygge sine formodninger på, så bliver det bare latterligt og påtaget kunstnerisk vrøvleri.

Månen, som er det første stop på vejen for Joe, er tilsyneladende forvandlet til en form for en forlystelsespark … i hvert tilfælde svæver det gamle “Marlboro Man”-skilt over månebyen i hologramformat? Og så er grænselandet ved månens mørke side også hjemsted for månepirater, som racer rundt i månebiler og chikanerer vores helt. Hvorfor, finder vi ikke rigtigt ud af.

Cast & Crew

Roy (Brad Pitt) spiller overdrevet mystisk! Hvad skal det til for? Det samme gælder Roys far Clifford (Tommy Lee Jones) og Thomas Pruitt (Donald Sutherland). Mystisk med mystisk på, men hvad er formålet? Er det kun for at genere publikum? Liv Tyler og Ruth Neggas præstationer vil jeg slet ikke kommentere, for vi ser dem kun ganske få minutter.

James Gray, instruktøren bag “værket” har ikke noget kæmpe instruktør-CV at prale med. We own the Night, en middelmådig mafia-thiller fra 2007 og Little Odessa et forlængst glemt thriller-drama fra 1994, er umiddelbart de eneste jeg har set. Ingen af disse to imponerede, ligesom Ad Astra heller ikke gjorde.

Billede & Lyd

Fotograferingen og klipningen er brugt for amatøragtigt til at skabe mystik og spænding. Det virker slet ikke. Til tider er det abrupte klip, der på ingen måde giver nogen mening. Effekterne er just heller ikke voldsomt imponerende anno 2019. Lyden derimod, er faktisk ret god. Meget af det er lyde fra diverse rumskibe og vejrtrækning, og virker faktisk realistisk. Ligesom den lyd man ikke høre, i rummet kan ingen høre dig skrige etc., fungerer fint. Udover dette, hører man kun lidt violiner og instrumenter i den dur, så egentlig musik bemærkede jeg slet ikke 🙂

Konklusion – ad astra

Jeg tvivler egentlig ikke på filmens store visioner. Men uden reelt indhold, er vi meget langt fra at udfylde nogle af disse visioner. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, “Hvad skete der lige her?”. Og her taler jeg ikke om “Hvad skete der lige her?”, på den fede måde. For der skete så godt som intet. Og det lidt der skete, virkede påtaget og uengageret. Årets hidtil dårligste film, intet mindre. To dværgstjerner kan det blive til. Og så har jeg på ingen måde været nærig.

Læs mere om Ad Astra.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest