FORD VS. FERRARI

Der var godt nok ikke mange til forpremieren på Le Mans ’66 denne tirsdag aften i Empire Bio. Det var så også en midnatsforestilling, som først sluttede 00:30. Men dem der ikke fik set filmen før de fleste andre, kan godt begynde at ærgre sig at de ikke ofrede en halv nats søvn, thi vi har med en af 2019s bedste film at gøre her. En film som meget vel kan komme til at at deltage i kampen om et par af Oscarstatuetterne ved de tooghalvfemsindtyvende  Academy Awards her om små tre måneder …

I starten af tresserne leger Ken Miles og Carroll Shelby med tanken om at skabe det første amerikanske racerteam der kan vinde det sagnomspundne 24-timers racerløb i Le Mans. Henry Ford II bliver også varm på idéen, og tager til Italien og prøver at få et samarbejde op at stå med selveste Enzo Ferrari, hvis biler hidtil har vundet det fleste udgaver af Le Mans. Enzo er dog alt for snu, og gennemskuer let de arrogante amerikanere. Han skyder deres idé ned, og smider dem ud af sin fabrik med et elegant formuleret sviner. Ford må derfor arbejde sammen med de to vilde amerikanske racerhelte i kampen for forvandlet Ford konebiler til elegante fuldblodsracerbiler, således at Ford kan vinde over Ferrari i 1966-udgaven af Le Mans.

LE MANS ’66 – TAN, DON’T BURN

Filmen bygger på de vikelige begivenheder fra 1960-erne. Om Miles og Shelby var ligeså farverige karakterer i virkeligheden som i filmen, skal jeg ikke kunne sige. Derimod mener jeg at den generelle udlægning af hvorledes cheferne hos Ford, og ikke mindst Ford II, gebærdede sig, er ret så meget spot on. Forstokkede og med alt for mange interne interesser og politikker der skulle plejes. Det var så også før at Detroit, hvor de tre store (GM, Ford og Chrysler) holdt til, gik på r*ven (byen gik konkurs i 2013).

Cast & Crew

Både Christian Bale (Ken Miles) og Matt Damon (Caroll Shelby) spiller, som sædvanlig fristes man til at sige, deres karakterer med en indlevelse og dedikation, så man rent faktisk tror på at de er virkelighedens Shelby og Miles. Også irske Caitriona Balfe (Mollie Miles) fungerer ekstraordinært godt som Kens kærlige, men bestemte (og til filmen indsatte) kone, til noget nær perfektion. Faktisk alle i castet, herunder de noget anløbne Fordchefer, spiller kanon.

Instruktøren bag herlighederne, James Mangold, kender vi fra Girl Interrupted, Walk the Line, 3:10 to Yuma samt som producer på The Greatest Showman. Så han har da en fornuftigt, men måske ikke ligefrem prangende, bagkatalog. Le Mans ’66 kan meget vel komme til at gå hen og blive hans hidtil bedste film.

Billede & Lyd

Billedesiden i filmen er helt i top. Racerscenerne, både i og uden for kabinen, er eminente. Man lever sig i den grad med i kørernes strabadser … men føler så næsten lige så stresset som de måte føle sig. Meget lækkert lavet. Dog sker der nogle lidt irriterende Hollywoodske, og i virkelighedens verden, umulige hændelser på Mulsanne-strækningen … Den tilhørende lyd sidder også lige i skabet, og lyder rigtig godt i Empire Bios (sal 2) yderst kapable Dolby Surround-setup.  Soundtracket består af 15 melodier fra 60’erne. Nogle i originale indspilninger andre i ny version. Uanset hvad, så komplimenterer de filmen på flotteste vis. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at 60’ere (musikmæssigt) er et af mine favoritårtier 🙂

Konklusion – Le mans ’66

150 minutters film, hvoraf 100 minutter er racerløb, heraf de sidste 60 der foregår omkring, og ikke mindst på banen, i det famøse løb på Le Mans i 1966. Hvor spændende kan det lige være? Langt mere spændende end man lige skulle tro! Man må gang på gang gribe sig selv i at sidde på kanten af sædet og selv køre med. Le Mans ’66 får fem fornuftige stjerner.

Læs mere om Le Mans ’66 på IMDb.