The Irishman
I HEARD YOU PAINT HOUSES …
Vi var ikke de eneste der havde valgt at bruge næsten 3½ time af vores torsdag aften i selskab med The Irishman i Grand Teatret, thi sal 2 (den største) var propfuld. Man kan så spørge hvorfor vi valgte at se en film, som dybest set sagtens kan ses på et 65-tommers husalter, når den altså bliver frigivet på Netflix fra kommende fredag. Det er bestemt ikke en film der lever af flotte eksplosioner og fantastiske effekter. De er der, både eksplosionerne og effekterne, men det er ikke nogen man dvæler voldsomt meget ved. Uanset hvad, så synes jeg helt sikkert at en film med et Oscarpotentiale som denne har, absolut bør ses i biografen.
The Irishman foregår på et plejehjem hvor den aldrende tidligere storgangster, Frank Sheeran, sidder og fortæller os (publikum i biografsalen) om det år (1975) hvor Teamsteren, Jimmy Hoffa forsvandt. Den køretur Frank var på (sammen med sin kone og to gangstervenner), fra New York til Detroit, som fandt sted på samme tid som Hoffa forsvandt, trækker tråde helt tilbage til slutningen af 40’erne, da Frank begyndte sin karriere indenfor gangsterverden, med lidt kødsvindel. Frank var irsk, han var lærenem, snarrådig og han var villig til at “ekspedere” de personer som hans chefer sagde skulle ekspederes, uden, virkede det til, at have skrupler ved det. Frank arbejdede sig hurtigt op i hierarkiet, og nærmede sig toppen af organisationen … og Jimmy Hoffa.
THE IRISHMAN – … DO YOU DO CARPETS TOO?
Filmen bygger på de virkelige begivenheder der fra slutningen af fyrrerne frem til 1975 … ja, faktisk helt frem til lige før Frank Sheerans død i 2003. Og embedsmandens vej op gennem Teamsters (fagforeningerne) og Bufalinofamiliens gangstersyndikatet, hvor korruption, afpresning og mord hørte til dagens orden, er ret så præcist beskrevet. Jimmy Hoffa, som var lederen af International Brotherhood of Teamsters, røg i fængsel i nogle år sidst i 60’erne. Da han kom ud igen og gerne ville være leder af fagforeningen igen, var visse af hans “venner” ikke enige i den ambition, hvilket ledte til hans forsvinden i 1975 … og til at han blev erklæret død i 1982. The Irishman kommer med et bud på hvad der skete der i 1975. Faktum er Hoffas lig aldrig er blevet fundet. Selv om FBI flere gange op til Frank Sheerans dødsdag, prøvede at få ham til at løfte sløret for hvad der rent faktisk skete med Hoffa, ønskede Sheeran ikke at hjælpe myndighederne.
Cast & Crew
Al Pacino (Hoffa), Robert De Niro (Sheeran), Joe Pesci (Russell Bufalino), Harvey Keitel (Angelo Bruno), Ray Romano (Bill Bufalino), for bare at nævne en håndfuld fra castet, spiller alle genialt godt. Faktisk er jeg gået hen og er blevet voldsomt meget i tvivl om hvorvidt Joaquin Phoenix stadig kan gå hen op nappe den Oscar, jeg stadig synes han fortjener for hans titelrolle i Joker. Problemet for Joker er så også at der er tale om en R-rated (forbudt for børn) film, som, mig bekendt, endnu har til gode at vinde en Oscar. Her er The Irishman langt mere Oscarkomiteens kop te … selv om der mange mord og masser af vold, er den knap så eksplicit 🙂
Matin Scorsese har jo instrueret et hav af fantastisk film (The Wolf of Wall Street, Shutter Island, The Departed, Casino, Cape Fear … og listen bliver ved og ved). Ni gange er han blevet nomineret til en Oscar for årets bedste instruktør, men kun en gang har han vundet, hvilket må siges at være en skandale. Han har jo bevæget sig rundt i gangstermiljøet i mange af sine film … og ikke en eneste af disse er fejlet, hvilket han så heller ikke gør med The Irishman. Selv om der er tale om en laaang film, forstår Scorsese at gøre hver en scene spændende, barsk, nærværende og/eller sjov … gerne på den rå måde. Ingen sort humor her. It is what it is!
Billede & Lyd
Umiddelbart virker det ikke som om der er lavet det helt store effektarbejde på filmen. Når folk bliver plaffet ned på gaden eller biler bliver futtet af, sker det kort og hårdt og brutalt. Ikke så meget pjat her. Der hvor kronerne er blevet brugt, er på den “digitale botox” (og vi taler uhyrlige summer), som gør at karakterernes udseende i filmen er fulgt med i den 50-års periode hvor filmen foregår, uden brug af “fysisk make-up”. Det virker … nogenlunde, men er langt fra perfekt. Nogle gange kommer personerne til at se lidt for “tegneserieagtige” ud. I en sci-fi-film som fx Alita gør det ikke så meget, men i en film som denne, sidder man og bliver lidt (for) obs på det. Giv det et par år mere, så skal det nok sidde lige i skabet! Musikken passer fint til den periode hvor filmen foregår. Jazzet og New York’sk … og ikke prangende. Man “hører” den ikke, hvilket man heller ikke skal!
Konklusion – The Irishman
200 minutters glimrende film, som der umiddelbart godt kunne være cuttet ¼ af, uden at der var gået noget tabt. Ikke at vi på noget tidspunkt sad og kedede os, men der var altså momenter hvor der lidt for megen slo-mo, vel og mærke i momenter der slet ikke behøvede slo-mo. Trods denne anke, får The Irishman lige som sidste uges Le Mans ´66, fem fornuftige stjerner. Og nu svømmer vi lige pludselig i bejlere til Oscarstatuetten for årets bedste mandelige hovedrolle/birolle (Joaquin Phoenix, Matt Damon, Christian Bale, Al Pacino, Robert de Niro, Joe Pesci …)
Læs mere om The Irishman på IMDb.
0 kommentarer