TIME IS THE ENEMY …

Så fik jeg prøvet Big Bio Nordhavn. Sådan en fugtigkold dag i starten af januar er hverken biografen eller området særlig spændende. Bevares, biografsalene og stolene er rigtigt fine, men selve biografens miljø er ikke just ophidsende, specielt sammelignet med områdets anden biograf, MovieHouse Hellerup. Man må da håbe, især håbe for de personer som har købt lejlighed til DKK 80.000+ pr. m2 i Nordhavn, at området bliver bedre (hyggeligere?) med tiden. At de bor MEGET tæt, kan der der så ikke lige ændres på! Anyways, Big Bio har kun haft åbent i få dage, så forholdene i selve biografen kan, og skal, nå at ændre sig til det bedre, hvis de vil have flere besøg fra mig. Desværre er slikbutikken lige så kedelig som i Empire Bio. De har kun Pepsis kedelige drikkevarer, og slikken er lige så standardagtig. Som trenden byder, er der unisex- (kønsneutrale) -toiletter på stedet, hvor man bliver underholdt af Hella Joofs stemme 😉

Første verdenkrig er gået ind i sit næstsidste år, og de engelske tropper kæmper er barsk skyttegravskrig mod tysken i Frankrig. Da general Erinmore får opsnappet at en forestående offensiv mod tyskerne i virkeligheden er et bagholdsangreb, som risikerer at kunne koste op til 1.600 engelske soldater livet, bliver han nødt til at få bragt denne information frem til colonel MacKenzie ved fronten.  Korporal Schofield og korporal Blake bliver sat på opgaven, hvilket kræver at de bevæger sig gennem fjendeland til en lille fransk by hvor fronten ligger. Første del af deres tur virker relativt nem. Først skal de bevæge sig gennem mere eller mindre tomme skyttegrave, dernæst gennem nogle udbombede områder hvor det flyder med lig. Men da de nærmer sig den første, tilsyneladende tomme, franske landsby, begynder problemerne …

1917 – THEY ARE WALKING INTO A TRAP …

I 1917 føler man, især i filmens første tredjedel, at man er blevet smidt lige ned i et computerspil. Man følger de to hovedpersoner tæt på og hele tiden, samtidig med at kameraet hele tiden bevæger sig rundt om de to. Til at begynde med virker det ret lækkert, men efter få minutter begynder det faktisk at blive en smule belastende. Men naturligvis har vi at gøre med et af filmhistoriens svageste plot, så Sam Mendes har måtte finde på noget “sjov” for at gøre filmen seværdig. Efter en mængde film om anden verdenskrig gennem de sidste mange år, kunne man godt have ønsket sig at 1917 var en film der gav os et nyt blik på denne krig. Det få vi desværre på ingen måde!

Cast & Crew

De to hovedpersoner George Mackay (Captain Fantastic og Pride) og Dean Charles Chapman (GoT), er for specielt for førstnævntes vedkommende, glimrende unge skuespillere. De får dog slet ikke lov til at vise hvad de kan i denne film, hvor kameraet er hovedpersonen. Benedict Cumberbatch (Sherlock og Doctor Strange),  Andrew Scott (Sherlock og SPECTRE) og Colin Firth (Kingsman: The Secret Service og Kingsman: The Golden Circle) er alle tre med i så kort tid, at det slet ikke er værd at skrive om 😉

Engelske Sam Mendes har instrueret glimrende film som Skyfall, SPECTRE, Revolutionary Road og American Beauty, så han kan godt noget. Det viser han så ikke rigtigt i 1917. Først i filmes sidste tredjedel få vi noget der minder om filmkunst, og ikke bare kamerakunst.

Billede & Lyd

Bag kameraet har vi den yderst kapable Roger Deakins (Blade Runner 2049, Sicario og MANGE andre fede film), og hans kamera er da også 1917‘s egentlige hovedperson. Desværre i så høj en grad, at man ofte bliver lidt for opmærksom på kameraet. I starten af filmen er det helt galt, mens det hen i mod slutningen bliver mindre udtalt. I starten er det også som om, at det vigtigere at vi sidder med følelsen af at hele filme er lavet i et take, mens der bliver blødt lidt op omkring det dogme i filmens sidste del. Musikken i filmen spiller desværre slet ikke op til Big Big Nordhavns fine Dolby Atmos setup, så om det rent faktisk fungerer efter hensigten ved jeg endnu ikke.

Konklusion – 1917

Jeg har set flere film hvor one take-illusionen fungerer bedre og mindre påtrængende end i 1917. Eksempler på dette er Hitchcocks Rope fra 1948, den eminente åbningsekvens fra A Touch of Evil (1958) og den fine åbningsekvens fra SPECTRE. Kan man leve med at kameraet er hovedpersonen (hvem sagde computerspilsnørder), er filmen helt sikkert glimrende. Jeg, derimod, synes at det blev for first person shooter-agtigt, og dermed lander jeg på de lidt ærgerlige tre stjerner, med en forsigtig pil opad 🙂

Læs mere om 1917 på IMDb.