THERE OS NO MINORITY REPORT!

Her, 17 år efter jeg så Minority Report første gang, skulle en af de bedste science-fictionfilm ever lige genses i Cinemateket. Specielt fordi der nu er gået en trediedel af tiden, siden jeg så den for første gang, og frem til det år hvor filmen foregår, som altså er 2054. Man snakkede en del om, den gang den havde premiere i biografen, om hvorvidt fx de biler, våben, reklamer etc. vi ser i filmen er på vej eller om de er helt  ude i skoven. På nogle af punkterne er vi der næsten allerede, mens andre er lidt for fantasifulde til at jeg tror at vi komme til at se disse … i min levetid, i hvert tilfælde. Lyden var desværre ikke i top og kopien var noget ulden i kanten … og vi var vist ikke meget mere end 14-16 personer til stede i Carl.

John Anderton er politimand i Washingtons PreCrime unit. Altså en enhed, hvor man ved hjælp af nogle orakler, er i stand til at få informationer om mord, før disses begås, og derved kan men forhindre at disse begås. I de seks år hvor PreCrime enheden har fungeret, er der ikke blevet begået et eneste mord i Washington, og nu er folkene bag, parate til at gå nationalt. Selvfølglig dukker der en irriterende embedsmand, der gerne vil være sikker på at systemet er 100% pålideligt, før pre-crime bliver landsdækkende. Det gør han til Andertons og hans chef, Lamars, store irritation, da de er sikre på at systemet er fejlfrit. Men hvor er det lige de orakler egentlig kommer fra? Hvad er for et liv de lever? Og hvad er der lige med de ekkoer som de af og til oplever?

MINORITY REPORT – OG SKUESPILLEREN JEG ELSKER AT HADE …

Selv om Anderton er en ledende politimand PreCrime-enheden, er han mand der er ude tovene, da hans søn blev kidnappet et par år før PreCrime-enheden blev startet op. Andertons kone har forladt ham, og i sin fritid svælger han i gamle familievideoer, løbetræner i det noget slumagtige kvarter han bor i samt indtager illegale stoffer for at kunne holde livet ud.

En af de mange interessant ting ved filmen er dens mange bud på hvorledes den ret så nære fremtid, kan komme til at se ud. Fx et af buddene på politiets ikke-dødelige våben, nemlig en sick stick, som er en form for politistav, hvor den kriminelle blot skal berøres med spidsen, så bliver han sløj, kaster op og er dermed ukampdygtig i nogle sekunder …

Cast & Crew

Tom Cruise gør det glimrende, det må man lade ham, det er også lige den type film han er bedst i. En rolle hvor han kan fungere som den lettere maniske person han ser ud til at være i virkeligheden. Svenske Peter Stormare er genial som den bimlende skøre øjenkirurg den udskifter Andertons øjne, så myndighederne ikke kan opspore ham. Og Samantha Morton fungerer glimrende som den ene af de tre ufrivillige orakler i PreCrime, som, ved nærmere eftersyn, viser sig at være en skummel affære. 

Steven Spielberg lavede mange gode film i 70’erne og 80’erne, fx Duel, Close Encounters of the Third Kind og Jaws, selv om sidstnævnte var medvirkende til at forstærke den almene befolknings forhold til hajer, i en meget uheldig retning. I det nye årtusinde er der blevet væsentligt længere mellem snapsene, … Bridge of Spies, Catch Me if You Can og altså Minority Report er tre af disse snapse.  

Billede & Lyd

Både billed, lyd og VFX sidder ret så meget lige i skabet gennem hele filmen, som også er spækket med actionsekvenser og lækre bud på teknologiens udvikling anno 2054. Philip K. Dick (manden som også er forfatteren bag Blade Runner, Total Recall og The Adjustment Bureau) har skrevet en fin novelle, som det er lykkedes Spielberg at omsætte til en ikke for lang spillefilm.

Konklusion – MINORITY REPORT

Minority Report holder godt, well den er kun 17 år gammel, men den virker på ingen måde forældet … eller for fantastisk! Fem fine stjerner er stadig passende til næsten-klassikeren!

Læs mere om Minority Report på IMDb.