PARIS? THEY DON’T EVEN SPEAK ENGLISH THERE …

Årets første film i Dagmar, det lyder (også) helt tosset, blev The Father. Der var god plads ved fredagens anden eftermiddagsforestilling. Men både softdrinksudvalget og slikudvalget er blevet noget pauvert i deres café, efter at biografen blev bygget om, et stykke tid før Corona holdt sit indtog. Hvad sker der lige for de der saltlakridsstænger som de har valgt lade erstatte heksehylstængerne med? Der var dog en ekstremt kedelig smagsoplevelse. Og deres økologiske rabarbersodavand er så hvinende søde, så de er næsten udrikkelige.  Og så pisker de jo næsten en til at købe FatDane eller lignende i 7-11 få hundrede meter derfra, selvom man ikke må. Faktisk synes jeg at der er tiltagende tendens, både i Nordisk Films Biografer og fx også i Empire Bio og i Cinemateket, til at drikkevarer og slik bliver af mere og mere inferiør kvalitet 🙁

83-årige Anthony har en stor lejlighed midt i London. Hans fraskilte datter besøger ham ofte for at hjælpe ham lidt med dagens gøremål, selvom han absolut ikke har brug for hjælp! Pludselig en dag sidder der en en fremmed mand i stuen, som påstår at han er datterens mand. Men datteren er jo skilt … er hun ikke? Og hvor pokker er Anthonys armbåndsur pludselig blevet af? Og hvem er den fremmede dame der pludselig har nøglerne til hans lejlighed? Og er det overhovedet Anthony lejlighed? Og var det den gamle hjemmehjælper der stjal hans ur, som han ellers gemte i skabet bag badekarret, eller var det den nye? Som ikke engang er ansat endnu! Og har Anthony arbejdet i en cirkus som stepper i sine unge dage?

WHO EXACTLY AM I?

The Father er interessant ikke mindst på grund af vinklen som (næsten) hele filmen er set fra. Nemlig Anthonys. Nu kan man så mene at det måske er noget nær en umulighed at skildre hvorledes en demensramt person oplever verden, ikke mindst på grund af sygdommens beskaffenhed. Men uden at være specialist på området, ud over at min salige moder i sine sidste mange leveår var ramt af en, til at begynde med, langsomt progierende (staveplade) demens, som til sidst løb rigtigt stærkt, mener jeg faktisk at de har ramt perfekt i denne film. Selvfølgelig har vi så også med en af universets bedste skuespillere i hovedrollen

CAST & CREW

Anthony Hopkins (Anthony) spiller rollen til perfektion, det er simpelthen HANS film … og vel nok hans næstbedste overhovedet, naturligvis kun overgået af hans tour de force fra 1992, Silence of the Lambs, som jeg genså for snart to år siden med smag(?!?) i Cinemateket. Han har dog to andre fantastiske skuespillere, der giver ham perfekt modspil, nemlig Olivia Colman (The Favourite og Hot Fuzz) og Mark Gatiss, som både er manuskriptforfatter og/eller co-creator samt spiller Mycroft Holmes i, vistnok, alle afsnit af Sherlock med Benedict Cumberbatch.

Florian Zeller, den franske instruktør bag The Father, kender jeg absolut intet til. Man sådan en lille intens sag, som denne film, kan han i hvert tilfælde godt finde ud af at stykke sammen. Ud over at instruere, kan han så også skive til teatret, thi både The Father og hans kommende film The Son, har han selv skrevet, altså i første omgang til de skrå brædder. The Father er naturligvis også et psykologisk kammerspil af højeste karat, så det passer jo godt sammen det hele. Doh! Jeg synes da nok jeg havde set ham før .. han vandt jo både en BAFTA Film Award og en Oscar for bedste Adapted Screenplay her i år 🙂

BILLEDE & LYD

99% af filmen foregår i Anthonys lejlighed (altså hvis vi spørger Anthony). Så på en måde kan man godt sige at der er tale om filmet teater. Men så alligevel ikke, thi der er brugt flere subtile filmtricks, men man skal dybest set nok skal se filmen to gange, før end man rigtigt ser dem. Her i første omgang er det som ovenfor nævnt, Anthonys geniale skuespil der stjæler billedet. Især bemærker man hvorledes han blot ved hjælp af et skævt smil, et løftet øjebryn eller et ændret tonefald, er i stand til at skildre desperation, frygt, glæde, mistænksomhed og 117 andre sindstilstande. Det er der ikke mange andre der formår at gøre med så få midler.

KONKLUSION – THE FATHER

The Father er et drama med stort D. Sjovt nok er instruktørens eget teateroplæg mere et komediedrama. Der der da også lidt, men meget underspillet humor, i filmen. Så lidt, faktisk, at IMDb åbenbart ikke har bemærket den. Uanset hvad, så er The Father kvalitet for alle pengene og får derfor fem stjerner.

Læs mere om The Father på IMDb.