Skyggen i mit øje

af | 2021-10-31 | Film

FLODHESTEN

Vi nappede forpremieren på Skyggen i mit øje i MovieHouse i Hellerup. Filmen blev på glimrende vis talt i gang af F16-piloten Thomas Kristensen, som med over 4.000 timer i cockpittet er en yderst erfaren herre i sit gebet. Han fortalte om hvorledes man både tilbage i 1945, og i dag, forbereder at luftangreb af den størrelse. Planlægning > Briefing > Udførelse > Debriefing. Han fortalte også ærligt om, hvorledes man under flere ugers, mere eller mindre, daglige bombetogter, kan komme ind i boble, hvor man mister virklighedsfornemmmelsen lidt, således at man bliver næsten besat af tanken om “bare giv mig morgendagens mål, så skal jeg nok tage ud og udslette disse mål”. Altså man bliver lidt “afstumpet” og følelseskold. Det er så også derfor at jagerpiloterne (de danske i hvert tilfælde) kun må være på mission i otte uger af gangen. Og så skal man hjem til dagligdagens trummerum, for at blive “nulstillet. Overordenligt interessant.

Handlingen i Skyggen i mit øje, burde være kendt af alle, bortset fra de allermest historieløse, i Danmark. Altså RAF har i et stykke tid planlagt at bombe Shellhuset i København, som huser Gestapos hovedkvarter. Indtil videre har det at Gestapo har placeret en mængde tilfangetagne modstandsfolk i loftetagen, som dermed fungerer som et bombeskjold. Den 21. marts 1945 er Gestapo dog så tæt på at optrævle modstandsbevægelsen, at englænderne beslutter sig for at det skal være nu at man sender de 51 fly (20 Mosquitoangrebsfly, hvoraf to skulle fungere som fotofly, samt 31 Mustangfly, der skulle fungere som eskorte) afsted fra Norfolk mod København. Altså noget af en operation, som da også gik helt galt, da et af flyene i første (af tre) angrebsbølger ramte en antenne og styrtede ned i et garageanlæg mellem Den Franske Skole og Avenyteateret  på Frederiksberg, som nu blev opfattet som målet af flere af de efterfølgende jagerfly …

Skyggen i mit øje

DET GODE HIPOSVIN …

En ting der virker godt i filmen, er skiftet mellem de barske realiteter, som fx RAF’s minutiøse forberedelser til bombardementet og så børnene, som på vej til skole gør det at skulle ind til bageren, kaldet flodhesten, og købe et stykke brød, til et mindre eventyr. Et stykke brød der vel at mærke er giftigt indtil det har været dyppet i kirkens døbefond på den katolske franske skole. Det giver næsten mindelser om Guillermo del Toros geniale El laberinto del fauno (Pans Labyrint) … men altså kun næsten 😉 

CAST & CREW

De tre børn, hovedpersonerne i filmen (Bertram Bisgaard Enevoldsen, Ella Josephine Lund og Ester Birch), spiller mindst lige så godt som de voksne i castet, fx Danica Curcic, Alex Høgh Andersen, Susse Wold, Fanny Bornedal og Morten Suurballe, som er MEGET SUUR i rollen som den rå doktor der skal hjælpe med at få Henry på højkant igen efter hans noget barske oplevelse i Jylland. Men de spiller faktisk alle glimrende … men det er altså de tre børn der shiner.

Instruktøren bag filmen, Ole Bornedal, som ganske vist virker, og altid har virket, som en noget opblæst herre, har efter hans eget udsagn, tænkt på at han gerne ville lave en film om katastrofen, siden han så et interview med en af nonnerne på Den Franske Skole, tilbage i 1970. Igen omkring Y2K dukkede tanken op hos ham igen, men først tyve år senere mente han at CGI’en var blevet kapabel nok til at han mente at han kunne binde an med opgaven.

BILLEDE & LYD

At salen på denne aften primært var fyldt med repræsentanter fra 65+ år-segmentet, stod klart for os så snart Dolby Atmos-introsekvensen løb over lærredet og ikke mindst ud ad højttalerne. Thi straks lød der (højtlydte) klager over at lyden var for høj, og der var flere der ytrede ønske om at den blev tonet ned. Det skete heldigvis ikke. Lyden var høj, men ikke for høj. Den var lige tilpas til den lyd som man forventer af jagerfly anno 1945. I øvrigt sad lyden gennem hele filmen lige i skabet. Eneste undtagelse var lige i starten af filmen, hvor en lille pige synger en børnesang igen og igen, med en meget skinger stemme. Havde hendes sang varet 1½ længere, var jeg gået ud af mit gode skind. Filmens score understøtter handlingen flot, uden at over- eller underdøve den.

VFX, CGI og det hele, er vel nok det bedste jeg til dato har set i en dansk film.  Både den barske introsekvens i Jylland (fandt den sted i virkeligheden?), over forberedelserne hos Royal Air Force, flyveturen fra England til København, selve bombardementet og implikationerne bagefter … alt er flot lavet! Der er ikke noget at komme efter her. Det skulle da lige være at filmen er blevet skudt Prag. Jeg sad med en fornemmelse af, at selv om gaderne skulle forestille Frederiksberg 20 år før jeg blev født, så havde den del af København trods alt ikke undergået så stor en forandring i løbet af to årtier. Under rulleteksterne så jeg så at vi befandt os i Prag, og at jeg dermed ikke var helt galt på den.

KONKLUSION – SKYGGEN I MIT ØJE

Skyggen i mit øje er klart Ole Bornedals bedste film siden Nattevagten … den er måske endda bedre en den? Dybest set har hans filmproduktion ikke ligefrem været præget af guldkorn, bortset fra netop de to film. Vi var i hvert tilfælde godt “underholdt” (er ikke det rigtige ord), i de godt 100 minutter filmen varer. Uanset hvad … vi lander på fem absolut fornuftige, men ikke kæmpestore, stjerner.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_grey

Læs mere om Skyggen i mit øje her.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

ten + 4 =

Pin It on Pinterest