WE MUST KEEP ON LIVING!

Vi stormede ind i Empire Bio sal 7½, som er en forbavsende god og hyggelig sal, selv om den ligger gemt godt af vejen i her i Nørrebros (København) eneste biograf, på premieredagen for at se Oscarvinderen for årets bedste internationale film, Drive My Car. En beslutning vi ikke skulle komme til at fortryde, selv om vi faktisk ikke kendte til noget om hvad den handlede om, før vi plantede os på tredje række. Da filmen varer 179 minutter, havde vi dog forsynet os med kakao, cola og chokolade, hvilket egentlig ikke var strengt nødvendigt, da filmen er så gribende at den ikke på noget tidspunkt bliver kedelig, trods det at filmen er blottet for noget der bare minder om action.

INTRO

Yûsuke Kafuku bor sammen med sin underskønne kone Oto i en lækker lejlighed i, (er det) Tokyo? Filmen starter med at Oto er ved at fortælle Yûsuke en noget særegen historie, umiddelbart efter hun lige har fået en orgasme. Oto arbejder på en TV-station og Yûsuke er teaterinstruktør. Trods det at de umiddelbart har et godt sexliv, er deres forhold ikke godt, efter deres 4-årige datter døde af lungebetændelse nogle år før vi kommer ind i deres liv. Alligevel er det lykkes Oto at skabe sig en karriere som manuskriptforfatter på TV, via hendes post-orgasmehistorier …

Knap fyrre minutter inde i filmen indtræffer katastrofen og Yûsuke må genstarte sit liv. Det må så i øvrigt være noget nær en verdensrekord, at vi først bliver præsenteret for introsekvensen godt fyrre minutter efter filmens begyndelse …

NU FØLER JEG MIG PISKET TIL AT SE ONKEL VANJA!

Yûsuke får efter at være kommet lidt til hægterne igen, opgaven med at sætte Tjekovs Onkel Vanja op på et teater i Hiroshima. Da Yûsuke af kreative årsager har valgt at bo på et hotel en times kørsel fra Hiroshima, bliver han tildelt en chauffør. En disposition som Yûsuke ikke er enig i, men som han bliver nødt til at acceptere for sådan er teatrets regler … og pengene til ordningen er afsat.

Nu nærmer vi os sagens kerne, thi Yûsukes noget alternative opsætning af Onkel Vanja, sætter en masser tanker i gang og få en masse traumer op til overfladen, både hos Yûsuke, men også hos hans skuespillere samt, ikke overraskende, hos hans unge chauffør.

CAST & CREW

Der er ikke så meget at sige til det, jeg kender ikke en eneste af personerne i castet, hverken i Drive My Car eller i Onkel Vanja, som jo næsten er de samme personer. Og netop det faktum er det centrale i filmen. Men egentlig er det ligegyldigt, thi alle spiller til perfektion, uanset hvilken kasket de har på. Jeg kan umuligt fremhæve nogen. De spiller alle underspillet, som japanere jo generelt gør. Det fungere bare … meget troværdigt.

Instruktøren Ryûsuke Hamaguchi, har jeg godt nok heller ikke det store kendskab til. Men instruere til den store guldmedalje, det kan i hvert tilfælde. Mens han studerede lavet han en japansk genindspilning af den noget specielle russiske science-fictionfilm Solaris, så allerede for 15 år siden, var kan ikke bange for at kaste sig over de svære opgaver. En genindspilning der ikke nåede til Danmark. Steven Söderbergh prøvede for 20 år siden at lave en amerikansk version af Solaris, uden videre succes. Anyways, Hamaguchi har gang i sit næste projekt, Our Apprenticeship, som vi så kan glæde os til.

BILLEDE & LYD

Film og klipning er tæt på at være genial i Drive My Car. Næsten alle indstillinger og scener er fra øverste hylde. Hvert en scene er som taget ud af maleri, og det uden at der er blevet leget med filtre og CGI. Du ser det som det er. Virkeligt lækkert. Hvor der i en typisk amerikansk film bliver klippet en gang hvert sekund, er vi i Drive My Car, vel nede på et klip hvert minut eller deromkring. Det fungerer bare perfekt i den her film

Lyden lagde jeg faktisk ikke så meget mærke til i filmen. Hvad man derimod er meget obs på er stilheden. Som et snelandskab hvor der er TOTAL stilhed i adskillige sekunder. En stilhed der var så larmende at man knap nok turde trække vejret og sad at frygtede at der skulle komme en rumlen fra maven 😉

KONKLUSION

Jeg kan godt forstå hvis du umiddelbart føler at ovenstående virker lidt kedeligt og langsommeligt. Jeg var faktisk også lidt nervøs over tempoet i de første tre-fire minutter. Men så var jeg så ligesom tunet ind på at sådan skulle det bare være. Man skal rent faktisk være VÅGEN i samtlige 179 minutter. Blinker du med øjnene en gang for meget eller tager du dig tid til en for stor slurk Coca-Cola, risikerer du at misse vigtig information, og så skal du bruge unødvendig energi for at komme tilbage på sporet igen 🙂

Det var fuldt fortjent at Drive My Car tog Oscaren for årets bedste Internationale Film og BAFTA’en i samme kategori, hvilket fantastisk nok er første gang for en japansk film. Well, Akira Kurosawa (Seven Samurai og Ran) fik en æresoscar i 1990, men det er jo ikke helt det samme. Drive My Car er i hvert tilfælde, med flere længder, bedre end Flugt. Vi lander på fem store stjerner.

Læs mere om Drive My Car her.