YIPPIE-KI-YAY MOTHERFUCKER!

I anledning af at det er over 33 år siden jeg så Die Hard for første gang, og for at sende en lille hilsen i retning af Bruce Willis, da han grundet sygdom er blevet tvunget på tidlig pension, smuttede vi i Empire Bio for at gense filmen. Det er utvivlsomt en af de actionfilm jeg har set flest gange, gerne op til jul, da det samtidig klart er den bedste “julerelaterede” actionfilm.

INTRO

John McClane ankommer fra NY til LA for at besøge sin kone der har fået et godt job hos det japanske firma Nakatomi som har sit US HQ i Down Town LA. Straks McClane er landet bliver hans fordomme overfor de indfødte bekræftet, og da firmaet har sendt en Limo, med den grønne chauffør Argyle bag rattet, for at køre McClane til Nakatomi Plaza, bliver disse fordomme forstærket. Dog bliver Argyle og John de bedste venner under køreturen fra LAX til Nakatomi.

Mens Argyle parkerer i kælderen, bevæger John sig op på 30. etage, hvor hele Nakatomis amerikanske afdeling, er ved at afholde juleafslutning, for at møde sin kone Holly. Kort efter ankommer to køretøjer til Nakatomi Plaza, propfyldt med hvad der ser ud til at være tyske terrorister og våben, ført an af den karismatiske Hans Gruber. De kommende to timer bliver begivenhedsrige, kan man rolig sige 🙂

HO HO HO, NOW I HAVE A MACHINE GUN!

Alt fungerer i Die Hard. Lige fra Grubers elegante entre i filmen, over McClanes dialoger/monologer til FBI-agenterne Johnson og Johnsons (no relation) selvsikre samtaler. Såmænd fungerer historien om John og Hollys komplicerede kærlighedsliv også. Og Hollys voldsomt irriterende kollegaer er seriøst belastende, og her tænker jeg naturligvis ikke mindst på den Coke-sniffende og -drikkende Harry. 

CAST & CREW

Efter Willis’ store succes i den glimrende TV-serie Moonlighting, hvor han spillede overfor Cybill Shepard, var Die Hard en af de første reelle spillefilm han var med i. Og hvilken entré! Det kan næppe gøres meget bedre. Det samme kan siges om antagonisten, Gruber (Alan Rickman), som havde sin første rolle uden for de skrå brædder i filmen. Hans rolle som den kontrollerede psykopat, er, om muligt, endnu bedre eksekveret end Willis’ John McClane.

John McTiernan, som året før instruerede Predator og syv år senere Die Hard with a Vengeance (Die Hard 3), havde sin storhedstid der omkring 1990, thi sidenhen er det ikke blevet til det vilde fra den kant. Die Hard 2 var han ikke involveret i. Men ligesom det gjorde sig gældende for Willis og Rickman, var det noget af en start han fik på sin karriere. Så genial var den start, at det har været svært for alvor at følge op på den for nogle af dem.

BILLEDE & LYD

Der er en masse imponerende (praktiske) eksplosioner i filmen. Die Hard er fra før man blev i stand til at lave den slags i CGI … heldigvis. Selvom man er nået langt her 2022, i den retning, er der stadig en pauver erstatning for her real stuff. Vi vil have de ægte eksplosioner tilbage! Hvis det så samtidig kan være medvirkede til at bare 50% af de utallige alt for VFX-tunge superheltefilm vi er blevet udsat for de seneste 20 år, forsvinder, er der jo tale om en ren win-win-situation 😉

Det eneste der lige ser lige åndet ud i filmen, i et 1½ sekund, er da Gruber falder mod jorden i filmens døende minutter, hvor det at der er brugt green screen er alt for tydligt. Til gengæld er den frygt man ser i Rickmans øjne ægte, thi stunttemaet snød ham og lod ham falde 10 meter ned på den på den oppustede pude efter 1 … og ikke efter 1 – 2 – 3, som han var blevet lovet 🙂

Musikken er også genial. Beethovens “Ode to Joy” fungerer på forunderlig vis perfekt som underlægningsmusik til Grubers og hans bandes perfekt orkestrede kup. Også julemusiksnaserne, både julerappen og “Let it Snow”, er med til at sætte stemningen … for en blodig omgang action.

Skal jeg komme med en klage, er det at Hans og han kompaner snakker gobbledy-german (vrøvletysk) sammen. Det er naturligvis godt nok for 99,9% af den amerikanske befolkning, som var det primære publikum for filmen. Men for os der trods alt har lært tysk i cirka fem år i folkeskolen/på HH, og stadig har en hæderlig hukommelse, er det en anelse belastende 😉 Dog er det ikke noget der trækker ned i den samlede stjernegivning 😀

KONKLUSION

Die Hard er, selvom den har 34 år på bagen, stadig en af de, hvis ikke den, bedste actionfilm ever. Den får stadig seks moterfucking fornuftige stjerner. Die Hard kan jeg sagtens tåle at gense op til jul, hvert år, indtil jeg måske en gang dør 😉

Læs mere om Die Hard (1) her.