ALWAYS MAKE A SCENE

Årets første gallapremiere, og den første i over et år, blev på Babylon i Imperial. Biografen var fyldt med mere eller mere mindre kendte personager fra film- og TV-verden … plus os dødelige. Der var champagne, softdrinks, vand, små hapser og goodiebags, af den ikke voldsomt imponerende slags. Men alt i alt var det såmænd fint nok. Det der sprang i øjnene var hvor træt og utidssvarende Imperial er blevet. Ud over luksussæderne midt i salen, er hovedparten af sæderne bemærkelsesværdigt ukomfortable, når man sammenligner med andre Noordisk Film Biografer samt konkurrenter som fx MovieHouse i Hellerup og de tre søsterbiografer i fx Helsingør. Stram op Imperial, det kan I ikke være bekendt!

INTRO

Vi er skal kun 10 minutter ind i filmen før end en af filmens hovedpersoner er blevet udsat for hundredvis af kilo elefantlort direkte fra kilden og at vi oplever filmens første golden shower … så er stilen ligesom lagt 😊 Efter optakten med at få fragtet omtalte elefant op til et højtbeliggende hus i Hollywood Hills, starter filmen ud med en vild kæmpefest, hvor alt er muligt, kokainen forefindes i kolossale mængder, sex dyrkes på kryds og tværs i alle afarter og deltagerne er både filmstjerner og ditto wannabees. Vi befinder os i slutningen af 1920’erne, hvor stumfilmene synger på sidste vers, hvilket er en udfordring for nogle af de største af den tids stjerner.

ETHUNDREDEOTTEOGFIRS MINUTTER …

Filmen starter, udover Paramounts logo anno 1920, lige på … der går faktisk ½ time før vi ser filmens titel. Filmen handler om stjernedrømme og stjerners fald … og her mener jeg SERIØSE fald. Tempoet er hektisk. I starten har vi nærmest at gøre med en komedie af næsten slapstick-karakter, som glider over i et drama, der glider over i et mareridt og ender i et psykedelisk trip. Udover filmens umiddelbare handling og historie, fornemmer man en mere dyb, på flere måder, fortælling om filmverdens udvikling gennem de seneste 100 år. Hvor er vi på vej hen? Hvad skal det hele ende med? Chazelle går næsten, forsøger i hvert tilfælde, at gå et spadestik dybere end Kubrick gjorde i hans allerbedste film. Lykkes det for ham? Vel ikke helt … det kræver at jeg ser Babylon igen, før jeg kan komme med et fornuftig bud.

CAST & CREW

Margot Robbie, Brad Pitt, Diego Calva, Tobey Mcguire og Olivia Wilde spiller allesammen supergodt. Robbie er den i castet der har fået de fleste nomineringer, men jeg mener ikke rigtigt at hun har vundet noget endnu, men award-sæsonen er stadig relativt ung.

Damien Chazelle, hvis bedste film til dato vel er Whiplash, har instrueret Babylon. Selv om vi er langt ude over Whiplash-territorie i denne film, det ER noget af en opgave han har påtaget sig, synes jeg faktisk at han har formået at lave en ganske fornuftig film. En film der bestemt ikke er for alle og enhver, men vel bør være noget for alle folk som for alvor elsker film.

BILLEDE & LYD

Scoren I filmen er superfed og den har allerede vundet flere priser, herunder Golden Globes her forleden dag. Det er et big band, kun med afroamerikanske medlemmer, der (på lærredet) står for langt den største del af scoren. Den fungerer max. Hvad der derimod fungerer knap så max, er Imperials state of the art B&W Dolby Atmos højttalersystem. Lydniveauet var alt for lavt … og, ja tak, min hørelse fejler endnu ikke noget. Sådan en film kræver sgu da at man kan HØRE musikken. Måske NFB havde fået ordrer oppe fra, om at skåne de sarte øren på skuespillerne blandt publikum … men, come on!

Filmisk er Babylon en stor fornøjelse. Tempoet, klipningen, de indsatte sekvenser, lyset, mørket … altsammen spiller i mine øjne noget nær perfekt sammen. At det er en film om film om film, står hurtigt klart, men det kommer aldrig til at virke tungt af den grund, vel snare det direkte modsatte.

En anden nydelse ved filmen er production designet. Der er ikke sparet noget her. Mange af scenerne må have været en helvede at sætte sammen. Her tænker jeg ikke mindst på de tumultariske fester, med hundredvis af deltagere, hvoraf flere af dem laver mere eller mindre depraverede ting med hinanden. Og så er der det nærmest kaotiske og seriøst store filmset, hvor flere film bliver optaget på samme tid. Her er vi vel oppe på over tusinde mennesker, der skal få et kaos til at virke kaotisk, uden at alt går i kaos. Se filmen. Det giver god mening. Og filmen er da også blevet nomineret til flere awards i netop den kategori.

KONKLUSION

Jeg var vild med Whiplash, som var barsk men realistisk. La La Land var mere, sådan drømmeagtig. Med Babylon er vi ude i noget af et trip på 188 minutter. Jeg kedede mig ikke, så noget kan filmen. Problemet er bare at jeg ikke helt har fundet ud af hvad det er den kan. Man kan mene at selve den grundlæggende historie kunne have været fortalt på cirka den halve tid. Tilføjer alt staffagen noget til historien og fatter jeg alt hvad der sker. Svaret er ja og nej. Problemet er så bare at jeg endnu ikke har kaperet filmen til at jeg kan komme med en klokkeklar konklusion. Jeg bør nok se filmen igen. Indtil videre lander vi på otte stjerner …

(jeg har skiftet min stjernegivning ud med 10-skalaen, så den matcher med de stjerner jeg giver på IMDb)

Læs mere om Babylon her.