MovieHouse Hellerup
MovieHouse Hellerup er (pr. 01/01 2019) Københavnsområdets nyeste biograf og Hellerups eneste. MovieHouse ligger på toppen af Experimentariet i Hellerup. Et rigtigt lækkert foyer/loungeområde, med snesevis af behagelige sofaer/stole og mulighed for at få sig en drink (kaffe/champagne/cocktails) samt en bid brød før/efter filmen. De fem sale er alle voldsomt hyggelige, komplet med fuldt konfigurerbare sæder, puder og uldne tæpper, samt borde med små lamper mellem hvert andet sæde … meget gennemført. Selv toilettet er så “appetitligt” at det bør besøges uanset hvad 🙂 Utvivlsomt en biograf jeg vil besøge i fremtiden, og sandsynligvis en biograf der kan snige sig ind på min top-10 liste.
Sliksortimentet er fint nok, der er både mulighed for bland-selv og færdigpakkede poser … iblandet nogle lidt anderledes sliktyper. Softdrinkhanerne serverer kun Pepsis udrikkelige fluida, men heldigvis kan mere lødige drikkevarer fås på flaske i køleskabet. Biografen som repertoiremæssigt, må siges at lægge sig ret tæt på Dagmars, ser ud til at være velbesøgt af Hellerupdamer (i 50-årsalderen +/-), hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting … Anyways, de fylder ret godt op i det ellers pænt store loungeområde, og i køerne til billetter, slik, kaffe og kage samt et hurtigt aftenmåltid. Så mit råd må være at undlade at komme i sidste øjeblik. Alt i alt vil jeg, hvad maden angår, nok anbefale at man besøger en af de andre restauranter, bistroer eller pizzeriaer i området. Der er portionerne større og maden generelt en tak bedre. Til den hurtige sult, kan MovieHouses mad dog sagtens bruges.
Problemet med MovieHouse Hellerup er at lyden, i de tre sale jeg har besøgt, har haft det udfordring at den savner saft og kraft. Det bemærkede vi især ved A Star is Born, hvor flere at de ellers glimrende koncertsekvenser led under dette, men også ved Ternet Ninja, var lydniveauet simpelthen for lavt. Jeg har nu gjort MovieHouse skrifteligt opmærksom på problemet, så må vi se om der sker noget på den front!
Se mere på MovieHouse Hellerups website.