Joker – Folie à Deux
GOT A JOKE FOR US TODAY?
Før filmen, snuppede min biopartner, denne aften, og jeg, en drink på Brus, der jo ligger lige ved siden af Empire Bio, hvor vi lige fik ordnet verdenssituationen, samtidig med at vi både græd og grinte! Efter filmen snappede vi en quick, men god, dinner på Mæxico, hvor der var propfyldt, selvom det var en regnvåd mandag aften. Der var god plads i sal 2 i Empire Bio. Man må formode at filmens noget tvivlsomme rygte var løbet den i forvejen?
INTRO
Arthur Fleck har siddet indespærret i Arkham Asylum i nogle år, og afventer retssagen mod ham, for de fem mord han begik for fem år siden, under hans alter ego, Joker. Han er kun en skygge af sig selv, er næsten kun skind og ben, og han bliver udsat for en hårdhændet behandling. En dag kommer han forbi et af fængslets åbne afsnit. Her bliver der sunget korsang, og hans øje fanger Lee Quinzel (aka Harley Quinn), og straks aner man kemien mellem dem. Fleck får mulighed for at være med i koret. Hurtigt opstår der sød musik mellem Lee og Arthur … den slags søde musik der ikke fører noget godt med sig!
THE WORLD IS A STAGE!
Lad os bare slå fast med det samme, at film hvor skuespillerne, (i denne film kun de to hovedpersoner) umotiveret kaster sig ud i sangnumre (musicalstyle) aldrig bliver min stærke side. I min, åbenbart grænseløse naivitet, kunne jeg leve med Arthurs første sang, da det, åbenbart, kun foregår i hans hoved. Senere når han kaster sig ud i duetter med Lee, som til sidst ender ud i fuldskala musicalnumre, men de øvrige personer i retslokalet som lalleglade statister, ja, så er det altså løbet af sporet, helt af sporet, for min smag. Jeg ved godt at der er nogle anmeldere der kan se dybden i disse sangnumre, og sågar i sangvalget. Det er er så ikke en vej jeg vælger at gå. Men modigt valg, må man sige, af filmens instruktør, at gå en diametral modsat retning i forhold til Joker (etteren). Han har så lovet at han nu er færdig med DC-filmuniverset, og det er nok meget godt.
CAST & CREW
Joaquin Phoenix er jo bare en kanon skuespiller, det kan der ikke være to meninger om. Her, Walk the Line og Gladiator er film der popper frem på den indre lystavle. Irske Brendan Gleason og engelske Steve Coogan, er også supergode som henholdsvis den lede fængselsbetjent og den dumme interviewer. Lady Gaga … hun skulle måske bare holde sig til sangen?
Instruktøren, Todd Philips, kender jeg primært for Hangover (I), II og III og Due Date, der dybest set er fire udgaver af den samme film (med mere eller mindre samme cast), og så A Star is Born (også med Lady Gaga). Og så naturligvis Joker, der klart er hans bedste film.
BILLEDE & LYD
Som sådan er flere af scenerne i Joker – Folie à Deux rimeligt lækkert lavet. Mange af de lækre ting er noget der kun forrgår i Arthurs hoved, som filmens VFX flot er omsat til noget der kan ses med publikums øjne, fx de sorte paraplyer, der i Arthurs øjne bliver farvestrålende regnbuefarvede. Men det er yderst underspillet, så det er næppe noget alle lægger mærke til. Samtidig er det klart at det er Arthur og Lee der, bogstaveligt talt, er i fokus. Så meget at omgivelserne ofte er blurret lidt for voldsomt ud. Filmen skulle anslået have kostet $200.000.000 at lave … hvilket virker temmelig voldsomt. Så er den ligesom også blevet betalt, skulle man mene
KONKLUSION
Der er absolut ingen fremdrift i de første 75% af Joker – Folie à Deux, først da vi når til retssalsdelen begynder der et ske lidt. Men det er for lidt for sent. Første gang Arthur Fleck begynder at synge, er det til at leve med, da man fornemmer, at det kun er noget der sker i Flecks hoved. Men når så Lee Quinzel stemmer i Arthurs sang (det er Joaquin selv der synger. Om der har været noget AI/Autotune indeover, skal jeg ikke kunne sige), begynder det ærlig talt at bliver for åndssvagt, og cirka halvvejs gennem filmen, er man parat til at forlade salen. Hvis det ikke havde været for Phoenix’ geniale method acting og fordi man kan begynde at skimte enden på pinslerne, havde man nok også gjort det. Vi lander på fire flade stjerner … som stort set kun gives for Joaquin’s geniale skuespil.
(jeg har skiftet min stjernegivning ud med 10-skalaen, så den matcher med de stjerner jeg giver på IMDb)
Læs mere om Joker – Folie à Deux her.
0 kommentarer