Ufatteligt at Wes Anderson har kunnet samle alle disse normalt gode skuespillere til denne, dybeste set, lille og alt for pjattede film. Vi snakker immervæk om navne som Ralph Fiennes, Bill Murray, Jude Law, Tilda Swinton, Harvey Keitel med mange flere. Det kan næppe være lønnen der har trukket…

Egentlig kan jeg godt lide den de første 30-40 minutter af filmen, hvor vi lærer hoteldirektør M. Gustave (Fiennes) og forfatteren (Jude Law / Tom Wikinson) som binder hele historien sammen fra nutiden og tilbage til WWI. Andersons meget stiliserede men samtidigt farverige univers fungerer godt. Og måden han leger med billedformatet til at illustrere hvor vi befinder os, rent tidsmæssigt, er sjovt fundet på. Og castet spiller heller ikke ligefrem elendigt.

Men så halvvejs inde i filmen, da M. Gustave og Zero (hans nye Bell Boy) må flygte fra tyskerne gennem de snedækkede bjergegne, både på ski, i bobslæde, med tovbane etc., et eller andet sted i østlige europa, kammer filmen over og bliver til ren tegneserie/fim med tilhørende indslag der snerper, men kun snerper, hen imod Storm P’ske indfald, bliver det hele altså lidt for åndet at se på, og det var så tæt på at jeg var lige ved at tage mig en blunder 🙂 For mig er det noget af en gåde, at flere andre filminteresserede mennesker rent faktisk mener at “The Grand Budapest Hotel” er en af årets bedste film. Heri er jeg ganske uenig!

Well, første akt og sidste akt, gør at filmen er til at holde ud, men mellemspillet ødelægger altså fornøjelsen. Jeg ved ikke helt om det var et spørgsmål om at for mange kokke (gode skuepillere) fordærver maden, eller om det bare var Anderson der ikke magtede opgaven… Jeg hælder mest til det sidste! Desværre tror jeg altså ikke at “The Grand Budapest Hotel” kan få mere end tre stjerner af undertegnede 🙂

subscribesubscribesubscribenon-checknon-checknon-check

Pin It on Pinterest