Everything Everywhere all at once
JUST BE A ROCK!
Baseret på at filmen havde en IMDb-score på 8,8 (pr. 9. maj 2022) tog vi chancen og smuttede i Empire Bio for at se forpremieren på EVERYTHING EVERYWHERE ALL AT ONCE. Ud over at den handlede om en gammel dame (Michelle Yeoh er mig bekendt 61 og kan vel næppe omtales som værende en gammel dame … dog var hun sminket ældre), hvis forretning , et kæmpestort møntvaskeri, kører lidt skævt, og derfor bliver så presset så hårdt at hun på magisk vis pludselig kan springe rundt i multi-verset, næææsten som en anden Doctor Strange, viste vi absolut intet om filmen. Var det mon rigtigt af os at tage den chance?
INTRO
Evelyn og Waymond har, oven i ovennævnte problem, også en krise i ægteskabet. Faktisk har Waymond allerede underskrevet seperationspapirerne. Og så er der lige datteren som har fået sig en sød hvid pigekæreste og bedstefaderen som er lettere desorienteret. Heller ikke kunderne på møntvaskeriet, som også er et renseri, opfører sig som Evelyn forventer.
Netop denne dag skal de hen til skattevæsnet og tale deres sag. Her møder de den intimiderende sagsbehandler, Deirdre Beaubeirdra. Hun accepterer ikke familien Wangs søforklaringer. Men giver dem dog til 18:00 samme aften, til at møde op med den rigtige dokumentation. Efter det møde bliver Evelyns verden(er) pludselig 1.000 gange mange mere kompliceret.
NEJ, DET ER IKKE DET DU TROR DET ER PÅ BILLEDET 🙂
Selv om filmene på ingen måde bevæger sig rundt i det samme univers, minder KNIVES OUT og EVERYTHING EVERYWHERE ALL AT ONCE, efter min mening, en hel del om hinanden, og det samme gjorde store dele af publikums, totalt overgearede og storgrinende reaktioner på denne forpremiereaften. Filmen var, bortset fra de første 20 minutter, altså før Evelyn finder ud af at hun har visse ekstraordinære evner, på det jævne. Havde man skåret 40 minutter fra og strammet op hist og her, kunne vi have endt op med 100 minutters fin underholdning. Subsidiært kunne man have fortsat stilen fra de første 20 minutter, men det havde nok været for meget forlangt.
CAST & CREW
Michelle Yeoh (Evelyn), som jeg bedst kender fra TOMORROW NEVER DIES, en relativt middelmådig 007-film fra Brosnan-tiden, er da en OK skuespiller, men ikke en der får en til at falde i svime. Ke Huy Quan (Waymond), kender jeg kun fra INDIANA JONES & THE TEMPLE OF DOOM, hvor han spillede Short Round, det var tilbage i 1984. Udover The Goonies fra 1985, har han ikke haft den store karriere, dog har han vist primært arbejdet bag kameraet. Jamie Lee Curtis (Deirdre på skattekontoret), kender vi fra geniale film som TRADING PLACES, A FISH CALLED WANDA og TRUE LIES … og som scream queen. Desværre kender vi hende også fra den tidligere omtalte og voldsomt overvurderede, KNIVES OUT.
Instruktørduoen The Daniels, er totalt ukendte for mig. Jeg har måske hørt om SWISS ARMY MAN, som skulle være lidt i stil med denne film. Altså nu kan jeg godt lide anderledes, skøre og bizarre film. Men lige præcis denne specifikke kategori, tænder mig ikke rigtigt.
BILLEDE & LYD
Der er da bestemt en par ganske hæderlige kung-fu-scener i filmen. Lidt action og Sci-Fi er der såmænd også blevet plads til. Hvad der er masser af, er infantil humor, komplet med dildoer som bruges som håndvåben og butt-plugs der, når de anvendes på den måde sådan nogen nu skal anvendes, aktiverer brugernes særlige evner. Det er bare ikke særligt sjovt, men mest bare plat.
Der er helt klart tale om en film der er lavet på et relativt lavt budget. Det er der bestemt ikke noget galt i. Bare, og her gentager jeg mig selv, The Daniels havde holdt fast i de 20 første minutter, så kunne vi havde stået med en langt mere interessant film … til endnu færre penge.
KONKLUSION
Altså, vi har åbenbart at gøre med en hylende morsom komedie her. Det var så ikke (i store træk) en humor som bed på mig og min biografbuddy denne aften. Den kører rundt i ring. Der er ingen rigtig fremdrift i filmen, og så er 140 minutter simpelthen for lang tid. EVERYTHING EVERYWHERE ALL AT ONCE får tre middelmådige stjerner.
Læs mere om EVERYTHING EVERYWHERE ALL AT ONCE her.
0 kommentarer