Queen + Adam Lambert

af | 2022-08-03 | Koncerter

MEGAHYLDEST TIL FREDDIE MERCURY

Der var stort set proppet helt op i Royal Arena. I sådan en grad faktisk, at Queen + Adam Lambert gav en ekstrakoncert dagen efter. Vi sad faktisk ret godt, med god benplads og det hele der på 30 række i sektion 106. Dog måtte det gerne have været lidt tættere på scenen. Det er såmænd også derfor at jeg oftest går efter pladser, også selv om det er ståpladser, helt fremme ved scenen. Som der var tilfældet med ABBA i London, vil være tilfældet med Tom Jones i aften og vil være tilfældet med fremtidige koncerter med fx Rammstein, The Morricone Duel, LP og Mylene Farmer.

Ellers virker det som om at RA har fået optimeret deres køsystem etc., så alt går supersmooth. Desværre har de kun, ikke overraskende, Royal Beer i de MobilePay-styrede haner og ellers er der Pepsi, som stadigvæk er en af verdens mest udrikkelige fluidas. Som sparede jeg jo de penge!

INTRO

Scenen lignede nærmest et kæmpe dronningdiadem før koncerten begyndte. Dette diadem røg dog helt op under loftet før koncerten begyndte. Koncerten startede cirka 10 minutter efter 20:00, en forsinkelse der absolut var til at leve med. Der var ingen opvarmning og hele herligheden varede 135 minutter. 

Queen & Adam Lambert

ALLE HITS & MAYS SOLO

Koncerten med Queen + Adam Lambert var, ikke overraskende en hyldest og kærlighedserklæring  til Freddie Mercury, og han medvirkede også glimtvis i koncerten, i form af videoklip, bl.a. fra Queens ikoniske Live Aid-optræden 13. juli 1985, hvor de spillede ALLE andre bands ud af banen, om jeg så må sige. Vi fik hørt deres 25 største hits, som alle, uden undtagelse, er af så høj kvalitet, at man aldrig bliver træt af at høre dem. Brian May, fik i kraft af at han tilbage i 2007 fik færdiggjort den PhD i astrofysik, som han ellers havde påbegyndt 30 år tideligere, mulighed for at spille en lettere spacey guitarsolo, mens han stod på en planet i universet. Han kan absolut stadig traktere sin spade til UG. I øvrigt fritidsjobber May lidt for ESA. Jeg har prøvet at læse hans PhD-afhandling, som handler om rumstøv … det er så ikke det lettest tilgængelige skriv jeg har været udsat for 😁

SOLISTER & ORKESTER ETC.

Brian May kan stadig spille guitar. Måske han, i en alder af 75, ikke helt kan holde det samme tempo som for 40 år siden, men hans Red Special, som han byggede sammen med sin far i 1965, kan han sgu stadig klemme fantastiske toner ud af. Guitarkendere siger at Red Special kun duer til at spille Queens musik på. Men det er så også godt nok i mine øren!

Jeg synes stadig Roger Taylor formår at få noget ud af trommerne. Derimod er hans sangstemme, som så vidt jeg ved, rakte over ½ oktav mere (eller noget i den stil) end Mercurys, er naturligvis knap så fod mere, uden dog på nogen måde at være decideret dårlig.

Adam Lambert er en absolut godkendt erstatning for Mercury. Hans flamboyante stil overmatcher næsten Mercurys stil, men faktisk holder han hele vejen igennem. Hans stemme er, selvom den ikke når Mercurys fantastiske spændvidde, overraskende god.

SCENESHOW & LYD

Som det sig hør og bør, ved koncerter, ikke mindst I Royal Arena, i dag, var baggrunden ved denne koncert dækket af et stort lærred hvorpå næsten alle koncertens effekter blev projiceret. Der var dog også godt med laserlys, der specielt ved “I Want to Break Free”, hvor dette ramte en stor discokugle, og skabte en superlækker effekt, lige gav sangen en ekstra pift.

KONKLUSION

Dybest set er der ikke nogen grund til at trække det i langdrag. May og Taylor kan stadig spille guitar henholdsvis trommer og Adam Lambert, som har været forsanger i Queen i 10 år, er en absolut hæderlig arvetager efter Mercury … han kan sgu godt synge selvom han slet ikke når Mercurys niveau. Vi lander på seks stjerner.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Læs mere om QUEEN her.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest