IF I CAN’T MOVE, I CAN’T SING!

Efter en halvhurtig dinner på Hooked, hvor fisken i vores Fish & Chips desværre var noget tør, smuttede vi i Empire Bio, hvor vi efter at have købt lidt slik, bevægede os ind i sal 7½,  som var den samme sal hvor vi så årets hidtil bedste film, den japanske DRIVE MY CAR, for at se Baz Luhrmanns version af historien om Elvis Presley. Mon ELVIS kunne leve op til det?

INTRO

Vi møder første gang EP som tween, hvor han for første gang hører African American musik, i et telt ude på landet. Den gang hvor opdelingen mellem hvide og sorte stadig var skarp. Elvis får lov til at komme ind og høre musikken, og det bliver en næsten religiøs oplevelse, som virker noget hysterisk på mig. Men vi må jo huske på at Elvis ikke er en dokumentarfilm, men snarere en slags mockumentar. Det skal indrømmes, at denne “negermusik” lyder også rigtig godt. Den oplevelse lægger kimen til hans musikkarriere.

Elvis begynder at lave musik for et lille lokalt label, men ret hurtigt bliver han opsøgt at manageren Colonel Tom Parker. Parker er en noget shady person, som dog får gang i EP’s karriere. Det skal vise sig at Parker er langt mere shady end han ser ud til at være i starten … 

THE SNOWMAN STRIKES AGAIN

Det er svært ikke at sammenligne Elvis med Moulin Rouge. Stilistisk minder de om hinanden, men hvor MOULIN ROUGE nærmest er en romantisk eventyrfilm, tilsat en masse lækker musik, er ELVIS en næsten dokumentarisk eventyrfilm tilsat en masse lækker musik. Men ELVIS når slet ikke MOULIN ROUGE i lækkerhed 😉 Men det skal så siges, at vi får et indblik i ting som jeg ikke kendte til omkring Elvis … nogle af de ting i hans liv, som førte til hans alt for tidlige død som 42-årig i 1977.

CAST & CREW

Austin Butler er så tæt på at være Elvis som man kan være, uden rent faktisk at være ham. Colonel Tom Parker som spilles af Tom Hanks, er faktisk en karakter jeg ikke rigtigt kendte til. Men jeg synes at, selvom makeuppen virker noget tung på Tom Hanks, så ligner han sgu den virkelige Tom Parker ret godt.

Bas Luhrmann, som jeg primært kender fra STRICTLY BALLROOM, ROMEO + JULIET, MOULIN ROUGE og THE GREAT GATSBY, kan jo noget med at skrue en film sammen som er lækker for både øjne og øren. Jeg synes desværre at han kommer til at køre lidt i tomgang her. Der kunne nemt være skåret en halv times tid ud af filmen, uden at man havde følt at man var gået glip af noget!

BILLEDE & LYD

Der hvor filmen rigtigt fungerer er når EP jammer sammen med hans store inspiratorer som fx BB King og Little Richard. Se det er rigtig musik! I vanlig Bas Luhrmann-stil, er det også lykkedes ham at at blande lidt moderne musik ind sangene (herunder rap), og det virker forbavsende godt. De numre hvor EP for alvor giver den fuld gas på scenen er også lækkert lavet.

Billedstilen er sådan lavet meget med collager i dokumentaragtig stil. Det er da meget sjovt, men der er ikke rigtigt noget nyt under solen her og bliver lidt “gammelt” efterhånden som filmen skrider frem..

KONKLUSION

Det må så være en af mine korteste anmeldelser ever. Jeg kan godt, når det gælder 🙂 ELVIS får fire sådan af de rigtigt kedelige og middelmådige stjerner.

Læs mere om ELVIS her.