Oppenheimer

af | 2023-07-27 | Film

NOW I’VE BECOME DEATH, THE DESTROYER OF WORLDS!

Mig og min biobuddy denne søndag eftermiddag, mødtes i CinemaxX et kvarter før Oppenheimer begyndte. Vi havde valgt CinemaxX udelukkende fordi det er den eneste biograf i København der viser film i IMAX-format. Vi kunne også have valgt 70 mm analogt format, som blev vist i Imperial og Gentofte Kino. Desværre er Imperial efterhånden kun værd at besøge hvis man sidder på sofarækkerne midt i salen, og dem var vi desværre for sent ude til at kunne få. Gentofte Kino er flot istandsat her for tre år siden, men desværre er stolene her ikke helt i top og gulvet hælder forkert, og lærredet sidder for højt. Synd at de ikke tog højde for det ved den store istandsætning.

CinemaxX har altid været et skodsted. Det var det da jeg var der sidst i april 2015 og der er absolut ingen ændringer sket i positiv retning. Logistikken halter stadigvæk gevaldigt og så er der den kvalmende lugt af popcorn og gammel friture samt et generelt dårligt indeklima. IMAX-salen er fin nok og sæderne er OK. Det kommer dog til at vare mange år før CinemaxX for en chance til … hvis nogensinde.

INTRO

Oppenheimer begynder midt i slutningen på Oppenheimers karriere, hvor han står anklaget for at være kommunist. Herfra hopper vi tilbage til tiden før anden verdenskrig og Oppenheimer tidlige karriere. Herfra bruger filmen noget nær en time på at sætte narrativet for filmen op. Det er en stor og voldsom mundfuld, som nok kunne være skåret bare lidt ned, med en ½ time eller så. På den anden side virker de konstante spring frem og tilbage i tiden, ikke generende, thi med kan let følge med. Og tiden skal der jo leges med i en Nolan-film …

Oppenheimer

THE CHANCES ARE NEAR ZERO …

Jeg var lidt forundret over at Nolan har kastet sig over en film der bygger på virkelige og en ret så veldokumenterede begivenheder og på biografien “Amerian Prometheus” af Kai Bird. Jeg frygtede lidt det ville kunne ligge bånd på Nolans fantasi. Og jeg føler lidt at jeg fik ret. Filmen følger virkeligheden, som jeg kender den … og det er normalt den virkelige virkelighed, og ikke en alternativ en af slagsen jeg holder mig til, men det levner så ikke voldsomt meget plads til en Nolan’sk fantasi. Der er dog nogle scener, fx en surprise sexscene, hvor vi lige får en snert af denne fantasi, men de scener er få og der er langt imellem dem.

CAST & CREW

Cillian Murphy er simpelthen Robert Oppenheimer, han spiller fandeme godt. Men fx også Robert Downey Jr., Florence Pugh, Matt Damon og Gary Oldman (der som sædvanlig går i et med sin karakter, i dette tilfælde Harry Truman) spiller til UG med kryds og slange. Skal der strøs lidt malurt i bægeret, må det værre Emily Blunt, som normalt er god, og Kenneth Branagh der, også i rollen som Niels Bohr, fejler, som han også gør når han forsøger sig udi rollen som Herude Poirot. Men stort set alle i castet er A-liste- skuespillere, mange af dem er kun med 1 minut eller så. Hvor mange kan du nå at spotte?

Det her er ikke, synes jeg, en af Christopher Nolans bedste film. Bevares, selv når Nolan er dårlig, er han god 😉 Men film som Memento, The Prestige, The Dark Knight, Inception og Interstellar er langt mere helstøbte og med det der lille men lækre skær af mystik. Og så har de alle en handling som gør at man sidder og prøver at gætte på hvad det er der egentlig foregår. Vi får altid et svar til sidst, og vi har altid gættet forkert. Det er naturligvis anderledes med en film som bygger på virkeligheden og hvor vi kender slutningen. Vi må håbe at Nolan ikke går den vej næste gang. Kender jeg Nolan ret, så finder han på noget helt nyt.

BILLEDE & LYD

Selve filmhåndværket er der ikke en finger at sætte på. Fx står de sort/hvide IMAX-scener klippefast og skarpt. Selvom der bliver klippet meget mellem scenerne før, under og efter krigen, er det altid nemt at følge med … næsten for nemt 😉 Selve testatombombeeksplosionen, som foregik i New Mexico, er lavet med praktiske effekter, set i det lys er den imponerende. Men alligvel er optakten til denne eksplosion så intens, at eksplosionen kommer til at virke lidt undervældende …

Det bringer mig til filmens lydspor og ikke mindst soundtracket. Jeg savner lidt smæk på lyden. Jeg mistænker lidt at det er her IMAX kommer til kort. Dolby Atmos i nyeste version, er i stand til at levere noget mere intens lyd.

Dog er der noget der undertrumfer denne manglende smæk på lydeffekterne, nemlig den belastende og lige en tand for høje generiske musik der kører konstant under i filmens scener hvor Oppenheimer og andre, bliver forhørt under sagen efter krigen. Denne musik overdøver næsten dialogen, og er lige ved at drive en til vanvid hen imod slutningen af filmen. Skal vi igen give IMAX skylden for den misere … eller skal vi virkelig opfordre Nolan til at se 12 Angry Men (originalen fra 1957 med Henry Fonda) for at lære Nolan hvorledes den kage skal skæres 😀

KONKLUSION

Med 180 minutter, kræves der virkelig en seriøst god film, for at man kunnes holde sig fuldt fokuseret på historien gennem hele filmen. Jeg synes at Nolan, i perioder, spreder handlingen en anelse for tyndt ud. Det er det sublime cast og historiens vigtighed der redder Oppenheimers r*v. Vi lander vi på syv jævne stjerner.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_greystar_greystar_grey

(jeg har skiftet min stjernegivning ud med 10-skalaen, så den matcher med de stjerner jeg giver på IMDb)

Læs mere om Oppenheimer her.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest