Mylène Farmer – Nevermore Tour
HVORFOR VAR JEG DER IKKE TIL HENDES 25-ÅRS JUBILÆUM?
Stade de Genève var nemt at komme til fra mit hotel med tram 18. Til gengæld var adgangsforholdene ind til selve stadion, og i særdeleshed til pladserne til den østlige del af golden circle, noget kaotiske. Stade de Genève er på to sider lukket inde af baneterræn, derfor er det nok ikke lige et stadion man gad at være på hvis der opstod uroligheder i forbindelse med fx en fodboldkamp, og gerne vil væk fra området hurtigt. Men ind kom vi. Og vi stod også OK tæt på scenen. Vi var klar i til Mylene Farmer 19:30. Hun var sat til at gå på 20:30, men gik først på 21:15-ish. Lige en tand for “stjernenykkeagtigt” for min smag. Der var ikke noget opvarmningsband, men de seneste cirka 40-50 års største internationale hits blev blæst, mildest talt, ud af højttalerne, allerede fra omkring tre timer før Mylènes intro begyndte.
INTRO
21:15, hvilket rent faktisk først var det tidspunkt hvor solen var ved at gå ned, startede koncerten med en MEGET lang intro, hvor en megastor flok computergenererede stære (eller noget i den stil) lavede sort sol på det lærred der på det tidspunkt dækkede hele scenen, til et MEGET spacey, og meget høj, hyle-agtig tone. Den var så høj, at jeg opdagede flere der holdt sig for ørerne. Denne “seance” varede noget med 10 minutter og jeg fattede aldrig helt ideen med den, andet at disse sorte bevingede kræ var et gennemgåede tema gennem hele koncerten. Mylène har før åbnet episke åbninger til sine koncerter. Denne her åbning var som sådan også spektakulær, men ikke på den ubetinget fede måde.
ELLER TIL HENDES MYLLENNIUM TOUR?
Fransk-canadiske Mylène Farmer’s karriere startede samme år som Madonna’s, og de er jævnaldrende. Men, trods at hun lavede nogle fantastiske videoer i 90’erne, som blev spillet på MTV, er hun aldrig rigtigt blevet kendt uden for Frankrig, Belgien og Schweitz samt Ruslands grænser. Da billetter blev sat til salg til denne koncert tilbage i efteråret 2021, var det da også meningen at hun skulle give to koncerter i Moskva. Denne plan blev dog droppet et halvt års tid senere.
Farmer har altid levet et stille liv, omgivet at et stænk mystik, bortset fra den ene gang, cirka hvert 5. – 7. år når hun er draget på sine vilde turnéer som samtidig er store udstyrsstykker. Denne seneste turné, fylder 90 lastvogne og tager 48 timer at stille op. Det gode ved Mylène, sammenlignet med Madonna, er er at hun stadig ikke har fået foretaget et ansigtsløft eller er begyndt på bruge autotune og andet snavs. Her er vi, hvis jeg har regnet rigtigt, nået til version 3 af Madonna og autotune har hun brugt i 25 år.
BANDET
Mylène er i centrum, men hun har dog nogle habile musikere i bandet, ikke mindst pianisten (med det STORE hår), Yvan Cassar, der har været med ved vistnok alle hendes turnéer, i indeværende årtusinde. Der er også et par gæstesangere ved hendes shows. Tidligere har vi set både Seal og Sting, denne gang var det en, for mig, komplet ukendt franskmand, Simon Buret. Dog føler jeg at lidt for meget af musikken var båndet og at bandet var mindre end det er set tidligere.
SCENESHOW
Scenen var bestemt et kolossalt udstyrsstykke. Det så nærmest ud som at Notre Dame, i sin nuværende “under rekonstruktions”-form var blevet væltet ud mod publikum, således at vi så ned på kirken ovenfra og Mylène og musikerne stor på indersiden af den ene side under det meste af koncerten. Giver det mening? Ikke rigtigt, vel! Men sådan så det altså ud. Igen, det så imponerende ud, og det samme gjorde lys- og videoshowet … og de store fugle, dødningehoveder (som hun har brugt i mange år) etc., men nogen mening gav det ikke rigtigt (for mig). Måske jeg skulle tage at få set den dokumentar der ligger på (den franske) Netflix (eller er det Prime?), så jeg kan blive lige klogere på hvad der ligger bag denne mystiske/private franskcanadiske sangfugls fascination af disse ting.
LYD
Lyden på Stade de Genève var god, og som sagt ultrahøj, både under de tre timer før koncerten, prologen, de 18 sange og epilogen. Sammelignet med RAMMSTEIN i Odense to uger tidligere, var lydniveauet vel nogenlunde det samme. Men Tills dybe stemme og Christophs trommer rammer altså lige en i mellemgulvet på en mere behagelig måde end Mylènes gør 😉
KONKLUSION
Selv om Mylènes stemme ikke levede op til fordoms storhed, er jeg bestemt glad for at jeg, efter at have ventet i 25 år, endelig fik set hende live. Og hun ser da, selvom hun har rundet de 60, bestemt stadig godt ud. Men helt så sprød som hun så ud i nullerne er hun dog ikke. Selv om Mylènes show er imponerende, når det, her 2023-versionen, ikke RAMMSTEIN (også i 2023-versionen) til sokkeholderne. Hendes Millennium tour, hendes 2006 tour og ikke mindst hendes 25-års jubilæumstor (2009), som jeg desværre kun har set på Youtube, var væsenligt mere imponerede. Ærgerligt er det naturligvis for de franske fans, at de tre koncerter på Stade de France her over weekenden (1. og 2. juli 2023), blev aflyst på grund af balladen i Frankrig her i sidste uge. De skulle blive afholdt på et senere tidspunkt. Uanset hvad, lander vi på fire fine stjerner for MYLÈNE FARMER – NEVERMORE TOUR.
Læs mere om MYLÈNE FARMER her.
Videoen (ovenfor) som nu er blevet pillet ned, trods at jeg havde fået at vide at den var OK, havde opnået 4.000+ views og 98,8% likes på Youtube på cirka to døgn. Så har jeg prøvet at få en “copyright strike” (min allerførste) hos Youtube 🙂
Well, jeg prøver med Vimeo i stedet for 😉
Hvis jeg tager en “copyright school” og venter tre måneder, bliver mine “copyright strikes” nulstillet hos Youtube.
Nu har jeg taget YouTube’s Copyright School, som består af en overdrevent humoristiske tegnefilm af 4 ½ minuts varighed og fire multiple choice spørgsmål. Så nu er mine strikes på vej mod at blive nulstillet 🙂