The Fabelmans

af | 2023-04-06 | Film, Oscar

No. No. Where’s the horizon?

Denne aften smuttede vi i NFB Lyngby, for at se THE FABELMANS, der er en semiautobiografisk film om de cirka 20 første år af Steven Spielbergs … eller Sammy Fabelmans liv. Hans (Stevens) første reelle film, THE DUEL, lavede han da han var 25. Der var godt nok tale om en TV-film, men det kunne sagtens have været en biograffilm. Fantastisk nok, hvilket jeg ubeskedent tager æren for, nåede vi at indtage en quick dinner på Halifax, der er flyttet lige rundt om hjørnet, 25 meter, i forhold til den gamle placering, i en nyopført glasbygning før filmen. Prisen er stadig fornuftig og komforten er noget bedre end førhen.

INTRO

Vi møder første gang Sammy Fabelman, som Steven hedder i filmen, da han som cirka 10-årig skal i biografen for første gang. Selv om han er bange for mørket og for de store mennesker på lærredet, bliver han bidt af filmens verden med det samme, hjulpet på vej af en scene hvor et tog kører ind i bil som er gået i stå på en jernbaneoverskæring. Det eneste Sammy nu ønsker sig er en modeljernbane. Ikke så meget fordi han er vild med tog, men fordi han ønsker at genskabe togulykken fra filmen.

Op til Hanukkah får Sammy togsættet af sin far, og til sidst også sporerne og transformatoren. Så nu kan Sammy begynde at føre sine planer ud i livet. Kort tid efter ønsker han også kunne forevige disse togulykker. Ergo, Sammys næste ønske er et smalfilmskamera …

The Fabelmans

No no no no no! Where’s the goddamn horizon?

Andet akt af THE FABELMANS, som varer en time eller så, handler primært om en familietur i skoven, hvor Sammy, ved at splejse en smalfilm sammen som han har optaget på skovturen, opdager at hans mor er hans far utro med familievennen og kollegaen Bennie. Vi, som publikum, er allerede 2½ minut inde i udflugten klar over hvad det går ud på. Steven Spielberg insisterer på at denne, naturligvis kedelige oplevelse for Sammy, der nu er blevet teenager, skal strækkes så meget ud, så den er blevet så tynd at den bliver gennemsigtig. Det er simpelthen for meget.

CAST & CREW

Det er sådan set gedigent skuespil fra alle i castet. Men hverken noget der vækker den store begejstring eller noget der skuffer voldsomt. Michelle Williams, Joe Dano og Seth Rogen spiller da glimrende skuespil, men det hele virker en anelse patetisk, lidt kedeligt og meget jødisk … hvad det jo så også er. På mig kommer det til at virke for påtrængende, for meget in your face. Altså, hvor tungnemme tror Spielberg egentlig at vi er? Dog må jeg fremhæve Judd Hirsch, som er glimrende som den gamle og skøre/kloge onkel Boris. Han var også god i TV-serien TAXI (1978-1983). Siden da er det ikke voldsomt meget man husker ham fra … INDEPENDENCE DAY og A BEAUTIFUL MIND måske?

Steven Spielberg lagde hårdt ud med film som JAWS, CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND og RAIDERS OF THE LOST ARK. Siden hen lavede han også film som JURASSIC PARK, SAVING PRIVATE RYAN og MINORITY REPORT. Herefter har der været længere mellem snapsene. Dog skal BRIDGE OF SPIES fremhæves … og vel egentlig kun den. De sidste 20 år har været temmeligt sløje. Og det blev ikke THE FABELMANS der rettede op den misere.

BILLEDE & LYD

Man kan bestemt ikke klage over den måde scenerne som Sammy bygger op, med sit modeltog, er lavet. Og da han så får en kamera i hånden og begynder at lave små film, fx en westernfilm med sine venner, begynder man at få syn for hans talent. Her er det så bare, at han måske kommer til at virke en anelse selvfed. Der er åbenbart ikke mangel på de små filmtricks som han har opfundet. Problemet er jo så bare at substantiel en del af hans opfindelser kan spores direkte tilbage mesteren over dem alle, Alfred Hitchcock.

KONKLUSION

Jeg kender ikke nok til Steven Spielbergs tidlige liv, til at have nogen ide om i hvor stor en grad The Fabelmans minder om Stevens eget tidlige liv. I det hele taget virker det en anelse åndet at lave en film om sin egen barndom, som så måske viser sig at være et eventyr fra endte til anden. Jeg var ikke voldsomt imponeret, derfor lander vi på de seks lidt kedelige stjerner.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_greystar_greystar_greystar_grey

(jeg har skiftet min stjernegivning ud med 10-skalaen, så den matcher med de stjerner jeg giver på IMDb)

Læs mere om The Fabelmans her.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest