Tom Jones
SEX BOMB BLUES
Jeg havde spenderet DKK 195 på Golden Circle i Tivoli til Tom Jones koncerten … og DKK 220 på entreen, da jeg ikke magtede at troppe op over 4 timer før koncerten, hvilket ville have sparet mig DKK 80. I betragning af hvor lille scenen ved Plænen er, synes Golden Circle godt nok meget stor. I hvert tilfælde ville Tom blive reduceret til en prik i horisonten, hvis man ikke ikke havede løst billet til den famøse cirkel … og formåede at krabbe sig et godt stykke ind i mængden af midaldrende personer, i den time jeg havde før koncerten begyndte. Der var så også en del personager der brokkede sig højlydt til de sagesløse billetkontrollører, og sagde at Tivoli var en pengemaskine etc. Nu mener jeg så ikke at der er nogen der har påstået et Tivoli er et filantropisk foretagende?
INTRO
Før koncerten gik i gang 22:00 sharp, var der mulighed for, hver halve time, at deltage i en Kahoot-quiz, der ikke overraskende handlede om Tom Jones. Præmierne var vist meget gode, men da jeg fejlede for vildt i den ene quiz jeg nåede at deltage i, hæftede jeg mig ikke meget i den side af sagen.
DELILAH WAS A BITCH
Tom Jones sang naturligvis en god blanding af nogle af de gode gamle 60’er hits som “Delilah”, over Prince’s “Kiss” og hans egen “Sex Bomb”, til et par sange fra hans nyeste album fra 2021. Mange af disse sange var blevet blues-ificeret. Hvilket virkede forbavsende godt og passede godt til Toms ældre stemme. Tom sad ned på en høj stol under store dele af koncerten. Om det havde noget at gøre med hans ildebefindende for nogle uger siden, ved jeg ikke. Han blev kortvarigt indlagt til diverse tests, men blev udskrevet samme aften. Han jokede selv lidt med det …
SOLISTER & ORKESTER ETC.
82-årige Tom kan rent faktisk stadig synge. Well, stemmen lyder ikke helt så lækker som i fx “I’ll Never Fall In Love Again” fra 1967, men stemmen er absolut stadig godkendt. Også bandet, som primært bestod af yngre kræfter, trakterede guitarer, trommer, harmonika og keyboards på en absolut kapable måde.
Aftenens største hit, i mine øren, var hans egen “Sex Bomb” og Prince’s “Kiss”, som begge startede som bluessange og midtvejs gik over i noget der minder om Tom classic. Men der var faktisk ikke nogen sange der faldt decideret igennem.
SCENESHOW & LYD
Som det sig hør og bør ved koncerter, stort set overalt i dag, var det meste af baggrunden ved denne koncert dækket af et stort lærred hvorpå næsten alle koncertens effekter blev projiceret. Udover dette var der to skærme i yderste venstre henholdsvis højre side af scenen. Dette setup har vistnok været standard på Plænen i snart mange år. Det fungerer også udmærket til de små forhold som Tivoli tilbyder. Billetkontrollørerne sagde godt nok at Tivoli ikke var helt så proppet som der har været et par gange tidligere på sommeren, hvor der så er opstået kaos, men det må have været tæt på.
Lyden som sådan var fin nok. Den måtte gerne have været en tak højere, hvis du spørger mig. Men er der ikke noget med at de Tivolis sure naboer har fået gennemtrumfet at lydniveauet ikke må overstige xx dB? Tivoli har jo også kun eksisteret i 178 år, så det er jo helt umuligt for beboere der køber lejlighed i Tietgensgade at vide hvad de går ind til? Suk!
KONKLUSION
Koncerten varede lige under 90 minutter. Tom Jones i Tivoli … vi lander overraskende nok, ikke mindst for mig selv, på fem stjerner. Ikke de kæmpestore funklende stjerner, men alligevel meget godt skuldret af 82-årige Tom Jones.
Læs mere om om Tom Jones her.
0 kommentarer