(Min lejlighed i Paris)

Fed dansk titel de danske distributører af filmen har fået skruet sammen der. Filmen handler ganske vist om den lejlighed som Kevin Kline har arvet. Men kunne man ikke lige have kigget på originaltitlen, og have fundet ud af en noget mere elegant løsning?

Anyways, filmen, som er instrueret af Israel Horovitz, starter op som en sød lille komedie, med et stænk af socialrealisme á la Mike Leigh. Kevin Kline og Maggie Smith får fyret nogle spydige kommentarer af mod hinanden, og det er faktisk ganske underholdende. Cirka midtvejs skifter filmen, for mig totalt overraskende, karakter, og bliver til et semi-barskt drama.

Mathias Gold (Kline) arver en stor lejlighed i Paris centrum efter sin afdøde fader. Der er bare lige den hage ved det, at lejligheden er en såkaldt viager. Viager foregår på den måde at en bolig bliver solgt til en lavere pris (end markedsværdien), mod at husets, typisk ældre beboer, får lov til at bo i boligen OG modtager at månedligt fast beløb af køber indtil den ældre beboer afgår ved døden. Og 92-årige Mathilde Girard (Smith) er den meget levende viager, som ikke har tænkt sig at stille træskoene foreløbig. Og Mathias havde naturligvis ingen idé om dette arrangement, da han rejste fra USA til Frankrig med planen om at sælge boligen lejligheden med det samme, og tjene en masse penge på den 6-800 kvadratmeter store Pariserlejlighed. Penge som Gold har hårdt brug for, da han har tre kuldsejlede ægteskaber bag sig, og i det hele taget i både egne og andres øjne er en stor fiasko, som intet har opnået her i livet, ud over at skabe sig en gedigen gæld.

Det jeg mangler i den her film er lidt ‘nerve’. Skuespillerne, og her mener jag naturligvis specielt Chloé (Kristin Scott Thomas), har en lidt for fransk måde at gennemleve deres strabadser på. Selv da Mathias og Chloé bliver interesserede i hinanden, for det bliver de naturligvis, sker det uden synderlig entusiasme. Det er meget underlig distance til tingene, som virker temmelig besynderlig, når man tænker på hvor dramatiske begivenhederne rent faktisk er. Og så er der to møder (af en art) som Gold har med syngende kvinde ved Seinen tæt ved Pont Neuf, som absolut ikke giver nogen som helst mening for filmen overhovedet. Måske er der et eller andet jeg totalt overser her?

Okay så, der er alt i alt, egentlig tale om en meget sød lille film. Kline og Smith er gode som altid gode, omend via er meget langt fra Kline i “A Fish Called Wanda” og Smith i “The Best Exotic Marigold Hotel”. Kristin Scott Thomas er som altid fad og totalt usexet. Sidste halvdel af filmen trækker altså noget ned. Ikke fordi at jeg ikke kan lide et godt drama, men simplethen fordi at overgangen fra komediedrama til rent drama virker alt for abrupt og lidet sandsynlig i mine øjne. Jeg synes at tre stjerner er en meget fair vurdering af “My Old Lady”, så det giver jeg den 🙂

subscribesubscribesubscribenon-checknon-checknon-check

Pin It on Pinterest