Da jeg først hørte om “Kingsman: The Secret Service”, troede jeg at der var tale om en af de evindelige ungdomsfilm a lá “The Hunger Games”, “Divergent” og andre film fra samme skuffe. Traileren til “Kingsman: The Secret Service” bestyrkede mig i den mistanke. Der skulle torsdagens udgave af “Filmselskabet” på DR-K, til at overbevise mig om at jeg tog fejl. Ergo måtte jeg jo straks ind og se filmen. En beslutning som jeg ikke kom til at fortryde.
“Kingsman: The Secret Service” lægger godt fra land, med en scene fuld af action, gadgets, en topskør læspende superskurk, kaldet Valentine (Samuel L. Jackson) samt hans sidekick, Gazelle (Sofia Boutella), som vist må være i familie med Blade Runner, altså den sydafrikanske løber ikke filmen. Gazelle er ligeså skør som sin chef og ligeså dødelig som Oscar Pistorius 🙂 Filmen holder faktisk tempoet godt hele vejen igennem, med små pauser indimellem. Der er lidt James Bond på speed over “Kingsman: The Secret Service”, og det er ikke så ringe endda.
Colin Firth gør det godt som den distingverede og yderst hårdtslående agent, Harry Hart aka Galahad. Jeg kender primært Colin Firth fra “The King’s Speech”, hvor han jo spiller kongen. Denne rolle er jo en ganske anden, men den her genre mester han altså også. Alle agenterne i The Kingsman, har navne efter “Kong Arthur og Ridderne af det runde bord”. Da en af de gamle agenter dør under tjenesten, er det Hart der skal finde en substitut. Blandt gruppen af nye agentspirer finder vi Gary ‘Eggsy’ Unwin (Taron Egerton), der er en meget atypisk aspirant, da han ikke har gået på Oxford, Cambrigde eller noget universitet overhovedet. Alligevel lykkes det ham at overbevise både Hart, Merlin (Mark Strong) og Arthur (Michael Caine) om, at han i den grad er agentpotentiale.
Filmen er egentlig langt hen ad vejen filmet ret klassisk, dog er der visse af slåskampscenerne der er klippet tæt og med speedede samt slow-mo billeder i en skønsom blanding, lidt a lá Sherlock Holmes … den med Robert Downey Jr. Og det fungerer stadig rigtigt godt langt hen ad vejen. På et tidspunkt i den anden halvdel af filmen, er det dog som om at det tager lidt overhånd med komikken, da hundredevis af hoveder eksploderer i noget der nærmest på karakteriseres som en farveorgie, til storladen musik. Indtil da købte jeg sådan set hele den usandsynlige handling uden det store skrubler, men hér bliver det altså lige et nummer for fjollet!
Alt i alt en fin film. Absolut et must see, hvis du er til genren. Dog skal man ikke gøre sig håb om at overvære noget der kan ses som være en arvtager til 007-sagaen, for det er der slet ikke tale om. Dertil er “pjathedsniveauet” altså for højt.
Der bliver dræbt en hel del bad guys, good guys samt civilister i filmen. Og mange af dem dør på dejligt voldsomme måder, med hoveder der eksploderer eller folk der bliver skåret midt over med skarpe klinger. Orkestreret vold og blod der sprøjter, tilsat et par stænk humor, det kan vi li’ 🙂 Kingsman: The Secret Service får fire stjerner.