(Teorien om alting)

“The Theory of Everything” handler om Stephen Hawkings liv, set med hans første kones øjne. Det betyder desværre, at der er alt for meget kærlighedspladder og alt for lidt videnskab i filmen. Det er da mægtig rørende at se hvor meget Jane elsker Stephen, i sådan en grad at hun gifter sig med ham, selv om de tror at han kun har to år at leve i, før end ALS’en (Amyotrophic Lateral Sclerosis aka Lou Gehrigs sygdom) vil tage livet af ham (her 50 år senere lever Hawking stadig). Ligeledes er det det også sejt gået af Jane, at hun er i stand til at føde tre børn med Hawking og samtidig klare at passe ham så lang tid som hun gør. Og ja, Hawkings fungerer upåklageligt på det punkt, altså han leverer sæden til Jane på den “sjove” måde. For selv om hans krop ikke fungerer, kører hans reproduktive organer på et helt andet system. Det siger så en hel del om mænd, som Hawking noterer sig 🙂 Men filmen fokuserer altså bare alt for meget på det aspekt, altså at Jane ofrer alt for ham, set fra mit synspunkt …

Eddie Redmayne portrætterer på bedste vis Stephen Hawking. Specielt er måden hvorpå vi oplever hvorledes Hawkings krop degenererer fra de allerførste symptomer viser sig midt i 60’erne og frem til han midt i 90’erne sidder bundet til sin elektriske kørestol, kun i stand til at kommunikere via sin klikker, skærm og talesyntese, helt fantastisk lavet. Det har virkelig krævet noget af Redmayne. Ligheden mellem ham og virkelighedens Hawkings er nærmest skræmmende. Felicity Jones fungerer også fint som Hawkings første kone Jane, om end hun virker lidt tam og ligegyldig. Udover Redmaynes fantastiske “forvandligsnummer”, kommer filmens store præstation fra David Thewlis som spiller professor Dennis Sciama, som er den person der først indser hvor intelligent Hawkings er og medvirker til at han får sin første ph.d. Instruktøren James Marsh, er mest kendt for dokumentar- og kortfilm, hvoraf den mest kendte nok er dokumentarfilmen “Man on Wire” fra 2008

Billedsiden er sådan set flot nok. Der er gjort en del ud af at få, specielt udendørs sekvenser til at virke som om de er postkort fra 60’erne og 70’erne, farvemættede, overeksponerede men samtidigt alligevel falmede. Det virker såmænd godt nok, men samtidig lidt unødvendigt og lidt for meget “in your face”-agtigt 🙂 Bortset fra slutningen af filmen, hvor vi lige pludselig, for mig lidt uvist af hvilken grund, kører hurtigt baglæns gennem Stephen og Janes liv, til den dag hvor de første seriøse symptomer på ALS’en viser sig, er filmen temmelig uinteressant klippet sammen.

Filmen slutter ret så brat, kort tid efter at Hawkings får sin første faste sygeplejerske, som (virkeligheden) viser, senere bliver Hawkings anden og nuværende kone. Da filmen baserer sig på Janes historie, er det jo sådan set rimeligt nok. Men for os biografgængere virker det en smule abrupt, at historien slutter lige netop der, sådan midt i det hele. Well, “The Theory of Everything” havde passeret de 120 minutter på det tidspunkt og havde som sådan varet langt tid nok, men alligevel var det en smule utilfredsstillende!

Fair nok at Eddie Redmayne fik Oscaren for årets bedste mandlige hovedrolle, men lige så fortjent at Felicty Jones ikke fik den for årets kvindelige ditto. En rigtig Oscarfilm, men så fantastisk var den så heller ikke. “The Theory of Everything” får tre stjerner

checkcheckchecknon-checknon-checknon-check

Pin It on Pinterest