Jeg så “Idealisten” til en testvisning for næsten et halvt år siden (28. oktober 2014) i Dagmar, med en venlig henstilling om først at anmelde filmen når den fik premiere. Det får den i dag, så derfor bliver min anmeldelse, som jeg skrev der for et halvt år siden, lagt op nu.
Filmen starter i 1988, hvor den unge idealistiske journalist Poul Brinck, spillet af (den for mig ukendte – det er lykkes mig, let og elegant, at gå uden om de to håndfulde film og serier han rent faktisk har været med i) Peter Plaugborg får nys om at Thuleulykken i 1968, hvor et amerikansk B-52 bombefly styrtede ned tæt ved Thulebasen i det nordvestlige Grønland, havde et langt større omfang, end hvad den officielle historie fortalte den gang. Brinck bringer de første rygter i radioavisen og selvom hans chefer til at begynde med er noget skeptiske, og ikke er meget for at bevillige ham penge til hans research, lykkes det ham dog til sidst at få dem overbevist, og den helt store undersøgelse af hvad der rent faktisk skete i Thule i 1968 går i gang. Det viser sig at løgne og fortielser, fra både embedsmænd, ministre og sågar statministeren, helt tilbage i 1957 hvor den daværende statsminister H.C. Hansen erklærede at Danmark, herunder Grønland, var atomvåbenfrit område, og at (han regnede med at) USA forstod og accepterede dette, var dagens orden.
Et stykke hen ad vejen, kender de fleste voksne danske vel til historien, ikke mindst sagerne med de mange oprydningsarbejdere på basen som tilsyneladende havde pådraget sig strålingsskader efter at havde arbejdet i sneen på nedstyrtningsstedet i flere uger den gang. Ydermere er der så også historien om den fjerde brintbombe som ikke blev smadret ved styrtet, men øjensynligt røg i havet, mere eller mindre indtakt. At amerikanerne den gang var meget karrige med deres informationer, blandt andet fordi de mente at Thule var amerikansk territorie, og heller ikke i 1988 er særligt meddelsomme når Brink tager til USA for at undersøge sagen, kan vel næppe komme som nogen stor overraskelse.
Den helt store hovedperson i filmen er Peter Plaugborg, og det gør han faktisk glimrende. De andre bipersoner, så som Thomas Bo Larsen (en af de strålingsramte oprydningsarbejdere), Søren Malling (som er talsmand for gruppen af de strålingsramte mand) gør det såmænd også ganske fint. Filmen, som er instrueret af Christina Rosendahl, som her kaster sig ud i sin første spillefilm, er, som det er trenden i dag, non-liniær, idet vi springer mellem 1968 og 1988-1994. Nogen gange er klippene fra 1968 originale klip fra den gang, og nogen gange er klippene lavet til denne film. Der er også en del klip længere tilbage i tiden, alle originale, som hjælper lidt til med at finde hoved og hale i sagen.
Undervejs i forløbet interviewer Brinck de to udenrigsministre i perioden 1988-1994, Uffe Ellemann-Jensen og hans efterfølger på posten, Niels Helveg Petersen. Ingen af disse to bliver fremstillet særligt sympatisk … snarere tværtimod. Måske en anelse overdrevet lavet. Well, Uffe har aldrig været sympatisk, men alligevel …
Glimrende dramadokumentarisk film med et internationalt snit, synes jeg godt man kan sige. Måske man godt kunne have ønsket sig lidt mere info om hvad der ligesom drev idealisten Poul Brinck. Desværre døde han allerede i 2002, i en alder af 49 år, af et hjertestop som han blev ramt af under en løbetur. Så han kan ikke mere være os til hjælp med det ‘mysterium’. Jeg synes “Idealisten” var god nok til at få fire stjerner af mig!
