Jeg er for længst blevet led og ked af den stigende mængde superheltefilm som i de seneste mange år, er sprøjtet ud i biograferne. For mig at se, ligner den ene film den anden, dog med den forskel at der bliver skruet et hak op for de computergenerede effekter fra gang til gang. Når det er sagt, kan jeg vel næppe tillade mig at kalde mig selv for en filmconnoisseur, hvis jeg ikke smuttede til Dybbelsbro og ind i Cinemaxx i Danmarks første IMAX-biograf (Planetariet på Gammel Kongevej er ikke en ‘ægte’ IMAX-biograf) og så den første film vist i IMAX 3D, som så var “Avengers: Age of Ultron” der.
Til en billetpris på DKK 175,- pr. snude, kan man vel også tillade sig at forvente sig noget ekstra. Det første man får er en lang række eksempler, i form af små film der viser hvad IMAX 3D kan, samt et par trailere for kommende IMAX-film. Og det ser imponerende ud, absolut helt på højde med det som jeg har oplevet i f.eks. Universal Studios i Orlando. Der er også fuldt skrald på lyden som dog, i mine øren, ikke helt når helt op på det Dolby Atmos niveau som vi kender fra Imperial Biografen. Som med de andre 3D-installationer vi har været udsat for, glemmer man ret hurtigt, når filmen er gået i gang, at det er en IMAX 3D film man ser. Så umiddelbart er min vurdering, at det i virkeligheden er en ret så ligegyldig gimmick. Dog er der så meget spark på lyden, at man godt kan mærke det høje niveau, hvilket jeg jo så ret godt kan lide …
Jeg vil slet ikke begynde at rode mig ud hvad de forskellige superheltes (og ditto skurkes) roller, forcer, svagheder etc. i filmen er. Det har jeg slet ikke de rette kompetencer til. Men jeg kan i hvert tilfælde konstatere at der er mange af dem … både helte, skurke og kompetencer 🙂 Næsten for mange, for tilsammen kan de næsten alt, og derfor bliver det bare til et stort ramasjang af eksplosioner og effekter. Og selv om at den opgave som vores Avengers bliver kastet ud i synes meget stor, nemlig at forhindre at en mellemstor østeuropæisk landsby bliver forvandlet til en meteor som vil kunne udslette alt intelligent liv på jorden (det giver god mening, ikke?), er vi aldrig et sekund i tvivl om at de vil klare opgaven. At de så får lidt hjælp fra Nick Fury (Samuel L. Jackson), og hans flyvende hangarskib, gør blot opgaven endnu nemmere.
Robert Downey Jr. spiller for, er det 5. gang Tony Stark/Ironman, og det gør han præcis på samme måde som han hele tiden har gjort. Bestemt ikke dårligt, men heller ikke særligt opsigtsvækkende. Jeg glæder mig til at se ham i Sherlock Holmes 3, som vel kommer i 2017. Det er en rolle jeg kan lide at se ham i … men jeg er selvfølgelig også både Sherlock og Guy Ritchie fan! Alle de andre skuespillere gør hvad de skal, men så heller ikke mere. Scarlett Johansson gjorde så åbenbart en del mindre end hun skulle, da hun var gravid da optagelserne fandt sted, og derfor er langt de fleste af de scener hvor Natasha Romanov/Black Widow var med, lavet med hendes stand-in.
Flotte effekter, flot lyd og flotte mennesker/superhelte ingen tvivl om det. Bare ærgerligt at vi har set det hele før, mange gange. “Avengers: Age of Ultron” får tre stjerner.
Læs mere om “Avengers: Age of Ultron” på IMDb.