Så fik “Pride” langt om længe premiere i de danske biografer. Det tog jo ikke særligt lang tid … der gik kun 9½ måneder mellem premieren i London og premieren i København. Så den kan naturligvis allerede fås på DVD/BD/stream, men film skal jo altså ses i biografen – første gang i det mindste.

“Pride” foregår i 1984, dels i Londons LGBT-miljø og dels i en mineby i Wales, og bygger på virkelige begivenheder. Historien starter da Mark (Ben Schnetzer) finder ud af han og de andre i det lokale LGBT-miljø, skal samle ind til de engelske minearbejdere, som er fyringstruede, da Jernladyen har besluttet at alle de urentable kulminer skal lukkes ned. Der er i udgangspunktet i “Pride” tale om tale om engelsk socialrealisme tilsat et stænk humor a lá Mike Leighs “Secrets and Lies” og “Career Girls”. Men alligevel skiller “Pride” sig ud, synes jeg, ved at musikken spiller så stor en rolle som den gør i “Pride”. Meget af 80’ernes musik havde naturligvis rod i LGBT-miljøet, og i “Pride” er den brugt som det værktøj der er med til at gøre at minearbejderne, efter en del forarbejde, endelig lukker LGBT’erne ind deres verden og tager i mod hjælpen fra denne uventede kant.

Der er særlig stemning i “Pride”. Selv om vi beskæftiger os med forskelligartede emner som minearbejdernes kamp mod Thatcher, de første tilfælde af AIDS og hvordan en ung mand kommer ud af skabet, lykkes det alligevel at lave en letflydende og underholdende film, uden at det på noget tidspunkt bliver plat. Umiddelbart kunne jeg godt forestille mig at der i virkeligheden har været væsentlig større modstand fra minearbejdernes side, mod at mod penge fra “homoerne”. Der er modstand, men den overkommes ret let. Filmen er filmet uden de store krumspring, dog er der nogle stemningsmættede scener, der hvor musikken indtager hovedrollen, som er filmet lækkert og glidende, og med en drys humor. Flot, følsomt og rørende lavet.

Som det er sædvane i engelske film, ikke mindst dem som BBC har været med til at producere, er skuespilpræstationerne fantastiske, både fra de kendte skuespillere som Bill Nighy, som spiller den meget fåmælte Cliff, og Imelda Staunton, som spiller den slagfærdige Hefina, men også fra alle de andre i castet. Ingen underspiller og ingen overspiller. Her kunne mange amerikanske skuespillere virkelig lære noget af deres engelske ditto … Jeg elsker den evne som engelske skuespillere generelt har, til at spille deres roller med en autencitet og tilsyneladende lethed, så man hurtigt glemmer at det er en skuespiller man ser, også selv om det er en kendt skuespiller vi ser i rollen.

Med sange som Bronski Beat “Why”, Frankie Goes to Hollywood “Relax”, Pet Shop Boys “Westend Girls”, Dead  or Alive “You Spin Me Right Round”, New Order “Blue Monday” og 15 andre hit fra 80’eren, det bedste musikårti ever, må der være tale om det bedste soundtrack i filmhistorien. Det er vist et must have-album 🙂

“Pride” er noget så usædvanlig som en barsk feel-good film. Budskabet er på alle mulige måder sympatisk og at den bygger på virklige begivenheder under 80’ernes, på mange måder, absurde Thatcherregime, er absolut et plus.Med sine 119 minutter er filmen hverken for lang eller for kort, men lige tilpas lang. “Pride” får fire store stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om “Pride” på IMDb.

Pin It on Pinterest