Jeg så “Amy” i går til en forpremiere i Grand Teatret, hvor Politikens udmærkede filmanmelder, Kim Skotte præsenterede filmen. Der var tale om en kort og præcis intro til denne dokumentarfilm om Amy Winehouse uden de store falbelader.

Det skal indrømmes, at selv om jeg godt kunne se (høre), at Amy Winehouse havde en meget stor stemme, måske DEN største i 00erne, samt skrev nogle geniale tekster, så var jeg ikke nogen stor fan af hende. Faktisk blev jeg nok først opmærksom på hende, efter at det var begyndt at gå galt for hende, offentligt altså, tilbage i 2007. Så da hun så døde den 23. juli 2011, havde jeg ikke just det store følelser omkring det.

I “Amy” møder vi første gang Amy Winehouse, på nogle private filmoptagelser, som ung teenager i hendes forældres hus i East Finchley. Allerede den gang kunne man fornemme at hun havde en stor stemme samt at hun ikke var en helt ukompliceret ung dame.

“Amy” er naturligvis centreret omkring de år hvor det rigtigt begyndte at gå galt. Filmen bryder lidt med dokumentarfilmens regler, bl.a. ved at når en person, det være sig tidligere kærester, veninder, hendes far, bandmedlemmer, psykologer eller andre, bliver interviewet om Amy, så ser vi aldrig personen på skærmen, men derimod nogle af de begivenheder der fandt sted på det tidspunkt som personen taler om. Instruktøren, Asif Kapadia, som også stod bag “Senna”, om Formel 1 køreren Arton Sennas alt for tidlige død i 1995, har gjort dette, fordi mange af de personer som kendte Amy godt, stadig er meget berørte af hendes død. Samtidig, har Kapadia lavet et kunstgreb af de helt store, i og med, at når vi i filmen når til et punkt i hendes liv, som hun har skrevet en sang om – alle Amys sange handlede om hendes eget liv – så hører vi sangen, kun understøttet at stillbilleder og teksten til sangen som løber over lærredet. Det virker måske simpelt, men det virker … stærkt og kanongodt.

Allerede som 15-årig fortalte Amy sin mor at hun havde fundet den ultimative slankekur. Spis dig en pukkel til og gå så ud og stik en finger i halsen. Moderen fortæller selv i “Amy”, at hun ikke rigtigt registrerede det og derfor fik hun aldrig snakket med Amy om det. Under 10 år senere kunne vi alle se hvor tynd hendes krop var blevet af bulimien, alkoholen og de hårde stoffer – som Blake Fielder-Civil introducerede for hende efter de var kommet hjem fra deres bryllup i Miami i 2007.

Man bliver lidt overrasket over hvordan det er lykkes Kapadia at få, ikke mindst Blake Fielder-Civil samt Amys far til at fortælle så relativt åbent om deres medvirken til Amy deroute. Man kan vel sige, at Fielder-Civil selv var så stort et crack-head at han ikke vidste hvad han gjorde. Men Amys far virker som en af de helt store skurke. Han virker som en person  der kun var ude på at spinde guld på hans datter og hendes ulykke. Alene det at han var en af bagmændene på en realityserie om Amys liv, som blev optaget mens de var på en ferie på “hendes” tropeø i 2008, skriger til himlen … Han virkede, og virker stadig, totalt blottet for empati. Om han så også misbrugte Amy, da hun var yngre, som filmen svagt antyder, får vi så ikke umiddelbart svar på.

“Amy” stiller mange spørgsmål og kommer med en del svar. Men nogen fiks og færdig forklaring på hvad der førte til den sarte Amys voldsomme misbrug og i sidste ende hendes død, kan vi stadig kun gisne om. En sætning der dog fæstner sig er, da hun i foråret 2008, efter at have været ædru og stoffri i et par måneder, vinder et bunke Grammys, og siger til hendes barndomsveninde som netop har lykønsket Amy, “hvor er det dog kedeligt det hele, uden alkohol og stoffer” …

“Amy” varer lige over to timer, hvilket måske er lige i overkanten. Men hvis du kunne lide Amy Winehouses stemme, og hvem kunne ikke det, og samtidig godt kunne tænkte dig at blive lidt klogere på hvad der førte til hendes tragiske skæbne, er “Amy” en absolut must-see. “Amy” får fire store stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om “Amy” på IMDb.

Pin It on Pinterest