Jeg har sandt for dyden aldrig været en stor Woody Allen-fan. Specielt de film hvor instruktøren selv har været med i som skuespiller, har jeg ikke været begejstret for. Men den sidste Allen-film jeg så, hvor han så ikke var med, “Blue Jasmin” med Cate Blanchett i hovedrollen, var jeg ret begejstret for, derfor gav jeg “Irrational Man” med en anden af mine favoritskuespillere Joaquin Phoenix i hovedrollen, en chance …
Abe (Joaquin Phoenix) er filosofiprofessor og bliver ansat som lærer på Jills (Emma Stone) universitet. Selv om den noget ældre mand mest af alt minder om en meget livstræt person, bliver Jill, til sin kærestes store fortrydelse, mere end almindeligt interesseret i Abe. Da Abe og Jill overhører en samtale om en kvindes problemer med en kendt dommer, på en diner, tager en irrationel idé form i Abes hoved. En idé som gør at han får livs- og sexlysten tilbage, men som også fører ham længere ud på randen af det totale vandvid.
Det hele kunne have været så godt. Men de alenlange højpandende filosofiske samtaler, er simpelthen for uinteressante og fører absolut ingen steder hen. Det er da muligt at det var Allen der er faderen til den slags film, men derfor kunne han jo godt lære noget til den nuværende mester indenfor genren, nemlig Quentin Tarantino, men der er han vel for fin (og for gammel) til! Selv i Tarantinos mest snaksalige film, som f.eks. “Deathproof” vil man gerne have at samtalen bliver ved, fordi dialogen er så (van)vittig, også selv om den virker som om den slet ikke har nogen relation til handlingen i filmen i øvrigt. Og i Tarantinos film, ved vi jo, som tilskuer, at vi altid får en præmie i sidste ende. Når vi så endelig, efter 90 minutters snik sank, får lidt action (af en slags) i “Irrational Man”, er det overstået før end det overhovet er startet for alvor …
Både Joaquin Phoenix og Emma Stone leverer under standard, men er ikke decideret dårlige. De gør vel det bedste de kan ud fra det materiale de har at arbejde med. Som sædvanligt i Allens film, er der masser af jazzmusik i baggrunden, blot er musikken så uforholdsmæssig høj, at den nærmest kommer til at blive forgrundsmusik og faktisk bliver en anelse belastende at høre på. Billedsiden er simpel og ærlig talt lidt kedelig og genkendelig, og filmen er lavet på samme måde som alle Allens film som foregår i New York, bortset fra at “Irrational Man” så ikke foregår i New York, New York!
Det helt store problem med “Irrational Man” er vel egentlig, at man har har en meget god idé om hvad det hele ender med allerede fem-ti minutter inde i filmen. Det gør at man føler at kedsomheden sniger sig ind allerede efter 15 minutter, man begynder at kaste stjålne blikke på sit ur og regner på hvornår man kan slippe ud i friheden igen 😉 Er man stadig stor fan af den, efterhånden, meget gamle gris Woody Allen, skal filmen vel ses. Alle andre kan blot gå i en middelstor bue uden om filmen. “Irrational Man” får 2 stjerner.
Læs mere om “Irrational Man” på IMDb.
