(Praktikanten)
Ben (Robert De Niro) er en 70-årig enkemand der er gået på pension … og han keder sig, selv om han hverken er ensom eller trist til mode. Tai Chi i Central Park er ligesom bare ikke nok til at udfylde hans dag og de ældre enker som er interesserede i ham, er han absolut ikke spor lune på. Han ser en annonce med et firma der søger en senior-praktikant, og da han har de rette kvalifikationer bliver han hurtigt ansat i Jules (Anna Hathaway) nystartede men meget succesfulde on-line modetøjsfirma. Ben forstår hurtigt at charme sig ind i hans kollegaers hjerter, og det gælder ikke mindst firmaets massør Fiona (Rene Russo), og kommer da også ret hurtigt, via et par misforståelser, til at fungere som Jules højre hånd.
Rene Russo, Anne Hathaway og Robert De Niro spiller alle deres roller på en sympatisk men desværre også på en temmelig tandløs måde. Filmen savner en rigtig antagonist. Den eneste i “The Intern” som må siges at have den rolle er Jules mand, som dog er noget af en vatp.., og derfor har jeg lidt svært ved at kalde ham filmens skurk … og filmens “farlige” situation, ender dog også med at løbe ud i sandet. Umiddelbart kan ’The Intern’ godt ligne en omvendt ‘The Devil Wears Prada‘, hvor Meryl Streep spillede en særdeles urimelig chef overfor Anne Hathaway i rollen som den udfordrede assistent. Nu er det Hathaway der er placeret i chefstolen, men her stopper sammenfaldet også, da modefirmaets øverste chef i dette tilfælde er en yderst sympatisk kvinde hvis umiddelbart hårde facade viser sig kun at være en tynd skal, og en kvinde der blot forsøger at få familielivet og karrieren til at hænge sammen.
“The Intern” er en film som er lavet uden de store falbelader, og det gælder både filmisk, teknisk og musisk. Humoren kan vel næppe genere nogen, udover de allermest snerpede, da den må siges blot at være hyggelig og totalt ufarlig.
Rollen som Ben er jo ikke just en typisk Robert De Niro-rolle, men har gør det såmænd meget godt. Der er tale om en feel-good film, som sagt uden nogle egentlige skurke, og det kan da være meget godt af og til, men det bliver lidt langt når vi har at gøre med en film de varer lige over de 120 minutter. “The Intern” er absolut ikke en stor film, men inden for feel-good genren, holder den 100%. “The Intern” får tre stjerner af den større slags.
Læs mere om “The Intern” på IMDb.