Trumbo foregår i et af de mørkeste årtier i Hollywoods historie, men trækker tråde tilbage til anden verdenskrig og frem til midt-70’erne. De var i det år årti hvor Hollywoods kommunistforskrækkelse var på sit højeste, ført an af præsident McCarthy og hjulpet godt på vej af skuespillere som Ronald Reagan og John Wayne. Det var så ikke kun formodede kommunister, men også homoseksulle og afroamerikanere der stod for skud i rædselsregimet i de år hvor McCarthy var præsident. Dalton Trumbo stod bag succeser som Roman Holiday, The Brave One og Spartacus, som alle vandt Oscars, men han var nødt til at skrive disse under pseudonym, da han som “dømt” kommunist ikke have lov til at skrive for Hollywood. Det var først da Spartacus kom ud i 1960 at Kirk Douglas (som jo havde hovedrollen i Spartacus) og instruktøren i den efterfølgende Exudos, Otto Preminger, insisterede på at Trumbo og hans 9 lidelsesfæller (kendt som The Hollywood Ten) ikke længere skulle være bandlyste, at Trumbo fik mulighed for at skrive under eget navn igen. At Kennedy netop var blevet præsident, betød naturligvis også at den hårde antikommunistiske retorik aftog en smule. Der skulle dog gå flere år før end Trumbo rent faktisk officielt modtog de Oscar som retteligt var hans. Den sidste Oscar modtog han først i 1993, posthumt thi han døde i 1976.
Trumbo følger Dalton, i skikkelse af Byan Cranston, i perioden fra før han og hans Hollywoodkollegaer i The Hollywood Ten blev anklaget og dømt for antiamerikansk aktivitet, hans fængelsesophold og den hårde tid efter, hvor at han måtte lave mange krumspring for at kunne arbejde, uden at han officielt lavede noget arbejde for Hollywood. Det er filmisk håndværk af stor klasse, og måden hvorpå det illustreres hvorledes hans familie, ikke mindst hans kone Cleo (Diane Lane) og store datter Niki (Elle Fanning) bliver blandet ind i Daltons bestræbelser på at, trods alt, holde hans kunstneriske fane højt, og må holde for og bringe mange ofre for Trumbos skyld, er fremstillet yderst troværdigt. Diane Lane har, selv om hun aldrig er blevet den helt store stjerne, været en af mine favoritter på spindesiden siden The Outsiders fra 1983 … det hverken kan eller vil jeg løbe fra 🙂
Jay Roach, manden bag Austin Powers filmene, har overraskende nok, for mig i hvert tilfælde, instrueret Trumbo, og det har har han gjort godt. Filmen er interessant nok fyldt med flere fantastiske engelske skuespillere … jeg nævner i flæng Helen Mirren og Alan Tudyk, men også en del af de gode amerikanske af slagsen, som Bryan Cranston og John Goodman. Særligt skal dog bemærkes New Zealandske Dean O’Gorman, som har en nærmest uhyggelig lighed med Kirk Douglas anno 1959, både i udsende og bevægelser. Det er fuldt fortjent at Bryan Cranston i rollen som Trumbo, er nomineret til en Oscar for årets bedste mandlige hovedrolle. Han kan dog godt skyde en hvid pil efter den Oscarstatuette, thi den går til Leo i år!
Filmen er i ekstrem grad underspillet, hvilket for en aktionglad person for mig godt kan virke en anelse irriterende. Men efter at man lige har fået sin puls bragt på niveau med filmens tempo, må jeg erkende at tempoet passer uhyre godt til filmen og dens budskab. Trumbo indeholder en masse klip tilbage i tiden, autentiske såvel som konstruerede. Så man får f.eks. lejlighed for at se B-skuespilleren og, senere, 80’er præsidenten der i den grad var med til at sætte fut på USAs deroute, Ronald Reagan, folde sig ud i retssalen, hvor han tordnede mod den antiamerikanske bærme. Alle disse klip fungerer fint og giver filmen et “mildt” dokumentarisk præg. Udover dette, er der der ikke brugt de vilde fotografiske tricks i Trumbo. Ej heller på lydsiden er der gjort brug af de store krumspring. Det er fortællingen og skuespillet der bærer filmen, og det gør den godt.
Jeg skal ærligt erkende, at selv om jeg kendte til uhyrlighederne under MaCarthyismen, kendte jeg faktisk ikke til Trumbos historie og hans genvordigheder i den periode … det gør jeg så nu! Filmen varer 124 minutter, hvilket er lige det den skal vare. Havde den varet længere, havde filmens tempo gjort at den nok var begyndt at virke kedelig … det undgår vi lige akkurat her. Alt i alt en glimerende sammenskruet film, om et at de sorteste kapitler i Hollywoods historie. Trumbo får 4 stjerner.
Læs mere om Trumbo på IMDb.
