Med Flaskepost fra P er vi nået til treeren, ud af potentielt 10 film, om Carl Mørck, Assad og Rose Knudsens eventyr i afdeling Q i kælderen på Københavns Politigård. 10 film, fordi Jussi Adler-Olsen har sagt at han vil skrive 10 bøger om antihelten Mørck. Det skal her skydes ind, at jeg ikke har læst et eneste af romanforelæggene og næppe heller kommer til at gøre det … det betyder at jeg udelukkende forholder mig til filmene i mine anmeldelser. Etteren (Kvinden i Buret), fik mig ikke helt op at ringe, dette skyldtes ikke mindst “offeret” i filmen, Sonja Richters, noget vage og lidet fængede præstation. I toeren (Fasandræberne) virkede det som at delene i formelen begyndte at gå op i en højere enhed, ikke mindst på grund af Sarah-Sofie Boussnina og Danica Curcic, som spillede “offeret” Kimmie sublimt (henholdsvis som teenager og voksen) i den film. Treeren her, lever desværre ikke helt op til toeren. Det er der flere årsager til. En af dem er antagonisten Johannes, spillet uindspireret af norske Pål Sverre Hagen … hvor har de dog fundet den blodfattige og svage skuespiller. Han magter sletter ikke at levere alle den rolles facetter, som kunne give rollen det nødvendige liv. Indrømmet, det er også en svær karakter at spille, som en bindegal måske religiøs fanatiker, med et bizart forhold til en kvinde, som vi egentlig aldrig finder ud af hvem er … og måske er det instruktøren der ikke har magtet opgaven. Jeg kender ingen af de to norske herrer, men forhåbentlig får instruktøren ikke en chance mere.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ærlig talt at holdet bag afdeling Q virker en anelse slidte og som om at de ikke rigtigt udvikler sig dernede i kælderen. Well, Mørck udvikler, eller rettere afvikler sig, da det fortsat går ned ad bakke med hans humør, som nu har udviklet sig til en regulær depression og noget der virker som PTSD, komplet med rystesyge og det hele. Men præcis hvorfor det er sådan fat med ham, ved vi ikke … og et hvert tilbud om hjælp affejer han med en dårlig vittighed. Man sidder at håber på at Rose snart folder sig ud som den psykopat hun åbenbart gemmer på. Indtil videre er det svært at se hvor indre psykopat skulle komme fra! Et andet punkt hvor jeg synes at Flaskepost fra P er svagere end i toeren, er i den humoristiske ping-pong mellem Mørck og Assad. Hvor den i Fasandræberne indgik som en naturlig del af deres samtaler, og ikke blev misbrugt, er det som om at Assads jokes, på Mørcks regning, bliver mast ind i handlingen på lidet usandsynlige steder. Humoren i sig selv er såmænd god nok, men virker blot malplaceret. Mørcks tørt-humoristiske kommentarer holder dog rimeligt OK filmen igennem.
Flaskepost fra P, og hele sagaen om Carl Mørck, er jo en del af Nordic Noir-franchisen, men denne tredje udgave rummer lidt flere lyse scener, vindmøller og vajende sennepsmarker samt sågar lidt hæderlig action, der dog er overstået næsten før den rigtig er kommet i gang. Det er faktisk okay lavet, men det er bare lidt for lidt. Det virker lidt som om at den norske instruktør, Hans Petter Moland, sad med en bevidst idé om at lidt action skulle der være, men endelig ikke for meget. Der er så også en lille ting som irriterede mit øje under filmen, og det var at toget, som fungerer som actionsekvensens centrum, umiddelbart ikke virkede dansk samt at ambulancerne ved den efterfølgnede hospitalsscene åbenbart heller ikke var danske. Lidt graven i den sag, viser dog også, at disse scener, sammen med en scenerene med vindmøllerne og de vajende kornmarker IKKE er optaget i Danmark. Altså, nu ved jeg godt at NDR sammen med bl.a. NRK og TV2 har været med til at financiere Flaskepost fra P, men det virker ærlig talt lidt svagt at man ikke har brugt et par hundredetusinde kroner på, eventuelt ved hjælp af CGI, at ændre ambulancens markeringer og diverse skilte, så vi i det mindste fik illusionen af at vi befandt os i Danmark … det virker temmelig latterligt, synes jeg. Men generelt af Flaskepost fra P filmet flot, selv om flere af scenerne altså er fra det nordlige Tyskland.
Til tider er lyden/musikken lidt enerverende, i modsætning til toeren, hvor lyden var mere symfonisk og understøttede handlingen mere elegant. Det er en af mine kæpheste, I know, men god filmmusik skal (generelt) fornemmes, snarere end egentlig høres. Et eksempel på en undtagelse fra dette mantra, er for eksempel badeværelsesscenen fra Psycho … men det er så nok også filmhistoriens mest sublime musiksnas. Jeg personligt føler mig utryg hver gang jeg går i bad, i flere dage, hver gang jeg har set denne klassiker 😉
Filmen er ingenlunde ringe, og hovedparten af castet gør det såmænd fint nok, med det de nu en gang har at arbejde med. Sammenlignet med de to første film i sagaen og karakterenes udvikling, som der desværre ikke så meget af, kan jeg ikke, selv om jeg er meget flink, lade Flaskepost fra P få mere end lige akkurat fire små stjerner.
Læs mere om Flaskepost fra P på IMDb.
