Der kommer en dag er baseret på virkelige begivenheder, som fandt sted på børnehjemmet Godhavn (i filmen kaldet Gudbjerg), for knap 50 år siden. Det er barske løjer, og tanken om at det er så kort tid siden at noget sådant foregik på et børnehjem i det nordsjællandske for så kort tid siden, er ikke rar. At noget lignende sker den dag i dag i nogle (få, må vi håbe) plejefamilier, er ganske hæsligt at tænke på! I følge flere af de drenge (i dag mænd), som boede på Godhavn i 60’erne, er begivenhederne som er beskrevet i Der kommer en dag på ingen måde overdrevent penslet ud, rent faktisk var virkeligheden værre end beskrevet i filmen. Alligevel er vores nuværende regering ikke indstillet på at give dem en undskyldning for de uhyrligheder som fandt sted på Godhavn. Indtil videre er der kun borgmesteren (Kim Valentin, Venstre) i Gribskov, den kommune hvor Godhavn stadig ligger den dag i dag, som har givet drengene en uforbeholden undskyldning.
Brødrene Elmer og Erik, bliver i 1969 sendt til Gudbjerg af deres mor, både fordi hun er syg og fordi de har en livlig fantasi og er lettere uvorne. Men kun i tre måneder, da planen er at de skal være hjemme igen til jul … Drengene er slet ikke forberedte på voldsomme vikelighed der møder dem fra dag et på Godhavn. Disciplinen er benhård, drengene bliver behandlet som sad de i fængsel for mord og bliver sat til at arbejde under slavelignende forhold på marken. Lussingerne falder prompte og ofte fra forstanderen og hans ansatte. Udover tæskene, bliver drengene også udsat for vanvittige ydmygelser, samt noget der er værre end både tæsk og ydmygelser, af flere af de ansatte på børnehjemmet. Kun den nyansatte lærerinde, Lilian, er på drengenes side, selv om også hun bliver presset hårdt af den øvrige stab på Gudbjerg. Et fint lille trick som Der kommer en dag anvender, er at lade en af de andre drenge på Gudbjerg fungerer som fortællestemme igennem hele filmen. Det gør på en eller anden måde, at uhyrlighederne på børnehjemmet, lige akkurat bliver til at holde for os beskuere, da han (fortællerstemmen) stadig har en del af sin barnetro i behold, og derfor ikke lader os synke ned i det kulsorte hul som vi meget nemt kunne lande i.
Der bydes på fantastiske skuespilpræstationer stort set hele vejen rundt. Både af drengene, som spiller meget troværdigt i nogle roller som ikke kan have været helt nemme at spille, her tænker jeg naturligvis i særdeleshed på Elmer (Harald Kaiser Hermann) og Erik (Albert Rudbeck Lindhardt) og de professionelle skuespillere, ikke mindst forstander Heck (Lars Mikkelsen), overlærer Lassen (Lars Ranthe) og lærer Aksel (Søren Sætter-Lassen) som alle tre er så gennemført ubehagelige, så man næsten får myrekryb, men også lærerinde Lilian (Sofie Gråbøl) og inspektør Hartmann (David Dencik), som er de to som langt om længe opfatter at der er noget riv-rav-ruskende galt på Gudbjerg, er eminente. Den eneste der falder lidt igennem, er brødrenes mor (Sonja Richter), men hun er, i min bog, også en af de mest blodløse skuespillere vi kan diske op med her i Danmark …
Elmer, den yngste af brødrene, har en livlig fantasi og drømmer om at blive astronaut, trods det at han har klumpfod. Hans fantasi anspores yderligere af at vi befinder os 1969, det år hvor Armstrong, som den første mand, satte foden på månen. Elmers livlige fantasi, er både den der giver ham og hans bror (flere) problemer, men i sidste ende er det også hans fantasi og tilhørende handlekraft, der trods alt gør at filmen slutter positivt, og medvirker til at drengene på børnehjemmet endelig står sammen og siger fra overfor forstander Heck og de andre psykopater på Gudbjerg.
Der kommer en dag er flot instrueret af Jesper W. Nielsen, som ellers mest er kendt fra letbenede serier som Dicte, Badehotellet og den i øvrigt udmærkede Lykke. Musikken er måske en anelse storladen, må fungerer faktisk fint. Fotograferingen og klipningen er glimrende, uden at være ekstraordinær. Men det hele er lavet godt nok til, at vi bliver fastholdt i det voldsomme drama der udspiller sig på lærredet, så der er absolut ikke noget at klage på her.
Den barske historie fortælles kompromisløst og uden sentimentalitet. Den er som et stød i mellemgulvet som man ikke glemmer lige med det samme. Man keder sig ikke i et eneste sekund af de 119 minutter filmen varer. Der er i sagens natur ikke tale om en feel-good film, men historien er vigtig, så jeg kan kun henstille til at du får den set, men du har chancen for at opleve den på de store lærred. Der kommer en dag får fem stjerner.
Læs mere om Der kommer en dag på IMDb.