Historien starter i Miami hvor teenageren Jake finder ud af at hans farfar har en hemmelighed, som han får indblik i. Af omveje lykkes det Jake at overtale hans far til at tage ham med til den lille ø ud for Wales kyst på hvis børnehjem farfaren levede i en del af hans barndom. Efter lidt startvanskeligheder, lykkes det Jake at komme ind på børnehjemmet, og komme i kontakt med forstanderen Miss Peregrine og de forunderlige børn. Et af vanskelighederne for børnehjemmet er, at det befinder sig i et tidsloop i 1945, lige før en bombe rammer stedet?!? Det egentlige eventyr kan nu starte!
En ting vi får i filmen er nogle lækkert lavede stop-motion effekter. De bliver bl.a. brugt når en af de sære børn, som har lavet nogle Frankensteins monster-inspirerede dukker, skal have vækket disse dukker til live. Det virker supergodt, og man føler sig for et kort øjeblik hensat til Edward Scissorhands-universet. De computergenerede effekter, dem er der også en del af i filmen, er såmænd fint nok lavet. Om end jeg sidder med følelsen af at det ser lidt for pænt ud. Man savner lidt det skæve, knirkende, sære … selv om monstrene da er uhyggelige nok … til børn. Måske er problemet bare at jeg ikke er barnlig nok mere. Men det kan da umuligt have sin rigtighed 🙂
Musikken er en af akilleshælene i Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Den er meget lidt magisk og slet ikke særlig Burtonsk. Derimod er der i filmens sidste fjerdedel, hvor hele menageriet er draget til nutidens Blackpool, en masse moderne popmusak. Det passer i og for sig perfekt til det støjende og nedslidte Blackpool, men meget dårligt til Burtons univers.
Miss Perigrine (Eva Green), Barron (Samuel L. Jackson) og Miss Avocet (Judi Dench), kører alle i nogen grad på autopilot i Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Jeg var i hvert tilfælde ikke overbevist af deres præsentationer. Det skal dog nævnes, og det har jeg for to pålidelige kilder, at filmen egentlige målgruppe, større børn til og med tweens, var ganske godt underholdt af løjerne. Jeg har så netop hørt i min hørechokoladebolle, at filmen kun er tilladt for børn over 11 år! Mine spioner var så 9 og 12 år gamle, og var begge ret så vilde med filmen 😉 Iøvrigt så jeg filmen i Greenwich Picturehouse. En hyggelig biograf placeret på hovedgaden i Greenwich. Ufatteligt komfortable stole samt både bar og restaurant i bygningen. Kan absolut anbefales hvis man befinde sig i Londonområdet, og skulle få lyst til et smut i biografens mørke!
Den sidste trejdedel af Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, redder i nogen grad filmen, uden at man dog kom til for alvor at sidde og klappe i hænderne af glæde. Så nu sidder jeg med et lille og fromt håb/ønske om at den kommende Beatlejuice 2, kan redde Burtons renommé. Eller måske har skilsmissen fra Helena Bonham Carter, som jo også har medvirket i de fleste af hans film, fjernet gnisten og Burtons evne til at lave eventyrligt skøre film? Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children får tre stjerner.
Læs mere om Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children på IMDb.
