Nu har jeg aldrig været en die-hard fan af Coen-brødrenes udgydelser på det store lærred. Til eksempel kan jeg nævne, at den film som alle Coen-freaks altid hiver frem, nemlig The Big Lebowski, ikke gjorde de store indtryk på mig. Det gjorde så forskelligartede film som No Country for Old Men og Burn After Reading, som begge to var geniale, til gengæld. Anyways, da Joel og Ethan Coen har skrevet manuskriptet til en af 2015’s bedste film, vi taler naturligvis om Bridge of Spies, valgte jeg at tro på at de var inde i en god stime og smuttede derfor ind for et se Hail, Ceasar!. På papiret, og på traileren, ser brødrenes nyeste film jo rigtig god ud, og med en masse kendte og gode skuespillere i castet, kunne det vel ikke gå helt galt …
Flere af de kneb som instruktørerne bruger i Hail, Ceasar!, brugte de også i f.eks. The Big Lebowski. Bevareres det er da meget sjovt med de store show/dansescener på “syre”, som helt sikkert er flot, men samtidig meget traditionelt lavet (hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting) og ligeledes stunts’ne der (med vilje) er så overdrevne og dårligt lavede, at det skal være skægt. Men måske de to herrer skulle finde på noget nyt at underholde deres publikum med? Eller måske de skulle holde sig til film á la No Country for Old Men og til at skrive manuskripter til dramaer i fremtiden? Filmens klart bedste og mest underholdende scene, den hvor instruktøren Laurence Laurentz (Ralph Fiennes) prøver at lære den unge fremadstormende skuespiller Hobie Doyle (Alden Ehrenreich) at tale korrekt engelsk og ikke mumle som en cowboy, har vi allerede (delvist) set i traileren! Udover det, bliver det ikke til så meget andet end lidt kluklatter fra tid til anden, og det er altså langt fra nok …
Ellers må man sige at det vel ikke er skuespillernes fejl som sådan, at Hail, Ceasar! ikke når i mål. George Clooney, Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Frances McDormand, Scarlett Johansson og Josh Brolin, kort sagt “hele den gamle garde” når vi snakker Coen-film, gør det såmænd allesammen udemærket, men historien og morskaben når bare ikke rigtigt ud over scenekanten, om jeg så må sige. I øvrigt skulle man næsten tro at instruktøren bag den Oscarnominerede Trumbo (Jay Roach) og Coen-brødrerne har koordineret deres bestræbelser, i og med at begge hold har lavet en film om Hollywoods kommunistforskrækkelse i 1950’eren. Om det så er lykkes Roach at lave den seriøse version bedre end det er lykkedes Coen’s at lave den komiske, ved vi så snart jeg har set Trumbo 🙂
Måske man skal være ægte Coen-fan for at for alvor kunne værdsætte Hail, Ceasar!? Som sagt så starter det rigtigt godt, men i de sidste to-tredjedele af filmen, sad jeg med en al for voldsom følelse af deja vu. Og det hele, følte jeg, løber ret så meget ud i sandet og sluttede, ja, vagt, i mangel af et bedre ord!
Cirka halvvejs gennem de 100 minutter som Hail, Ceasar! varer, begyndte jeg at kede mig voldsomt og glædede mig faktisk til at vi kunne se enden på filmen, og det er jo ikke legefrem befordrende for bedømmelsen af en film. Hail, Ceasar! får 3 mellemstore stjerner.
Læs mere om Hail, Ceasar! på IMDb.
