30-årige Therese (Rooney Mara) arbejder i legetøjsafdelingen i en stormagasin i 50’erens New York. Egentlig drømmer hun om at blive fotograf, men har endnu ikke haft mod til at prøve at føre den drøm ud i livet. En dag træder Carol (Cate Blanchett) ind i afdelingen og straks tænder den modne og sofistikerede kvinde et eller andet i den unge Theresa, uden at hun er klar over præcis hvad. For os tilskuere står det klart fra første møde, at de to kvinder er fysisk tiltrukket af hinanden, thi luften er ladet med subtil, men dog tydelig, seksuel spænding. Therese, som til at begynde med er lidt af en lille grå mus, er dog forbavsende hurtig til at sige ja til Carols tilbud om at komme hjem til hende, og spise søndagsmiddag i hendes store hus i New Jersey.
Carol ligger i skilsmisseforhandlinger med sin mand, da hun har indset, qua hendes første forhold til en kvinde, at ægteskabet med hendes mand må bringes til ophør. De handlingen foregår i 50’erens USA, hvor kommunist-, homo- og alle mulige andre forskrækkelser var på sit højeste, og da Carol har sin datter at tage hensyn til, er dette naturligvis en meget ømtålig affære. Da faderen skal have datteren over julen, beslutter Carol at indvitere Theresa på et lille road-trip til Chicago. Langsomt med sikkert kommer de to kvinder tættere på hinanden, og endelig nytåraften, sker det uundgåelige, og de to kvinder lader deres følelser for hinanden få frit spil må motelværelset hvor de bor.
Dagen efter viser det sig, at Carols mand har sat en privatdetektiv til at udspionere og aflytte de to kvinder, med henblik på at få dømt Carol uegnet som mor, og dermed få de fulde forældrettigheder over deres datter. Kort sagt er det her problemerne for Carol og Therese for alvor begynder. Om det lykkes for dem at løse disse udfordringer, må, og bør, du gå i biffen for at få svar på. Du vil ikke blive skuffet!
Cate Blanchett er skøn i rollen som titelfiguren. Afdæmpet, cool og sexet som bare fanden. Og der er et eller andet ved hendes fremtoning der gør, at hun passer perfekt i rollen som en overklassefrue, med et twist, fra 50’ernes New York. Rooney Mara, som jeg ikke har det helt store kendskab til, bortset fra 2015’s udmærkede Her og US-udgaven af The Girl with the Dragon Tattoo, som jeg ikke var vild med, kender jeg hende faktisk slet ikke … det gør jeg så nu. Men hun er rigtig fin, som den unge sarte kvinde som starter som en lille grå mus, men langsomt folder sig ud og bliver til en fin sommerfugl. Det sker dog ganske gradvist og uden de store falbelader. En ting der, i mine øjne taler til Rooney Maras fordel, er at hun, ikke mindst på grund af hendes korthårede frisure i filmen, minder ikke så lidt om Audrey Hepburn som hun så ud i 50’erne i en film som Roman Holiday. Så bliver det ikke meget større i mine øjne. Kyle Chandler (Harge Aird) gør sig også godt som Carols forsmåede ægtemand, som dog ikke er så dumt et svin som han umiddelbart ser ud til at være.
Carol er virkelig flot filmet og man føler sig i den grad hensat til 50’ernes USA. Alle kamerabevægelser og panoreringer foregår i et behageligt roligt tempo. Et lille trick som instruktøren (Todd Haynes) benytter sig af, er at lade mange scener filme gennem et vindue, fx. en bilrude eller vinduet til en diner. Udover at det giver nogle virkeligt flotte spejleffekter, gør det også at vi som publikum bliver holdt lidt på afstand, indtil vi, på et tidspunkt får lov til at komme helt tæt på personerne. Denne effekt forstærkes af at lyden i disse situationer også er let dæmpet, som om mikrofonen er pakket ind i vat. En anden dejlig ting ved Carol, er at dialogerne er så dejligt underspillede og ej-overlæssede, hvilket er temmelig uamerikansk. Hvis en skuespiller er dygtig nok, er det muligt for hende eller ham, at sige meget mere, ved at lade det være usagt …
Carol er egentlig ikke for lang, men kunne er par steder godt speedes lidt op, synes jeg, uden at det ville gå ud over filmens fortælling. Men en superfin lille kærlighedsfilm har vi helt sikker med at gøre, og den burde nok have fået en enkelt eller to af de seks Oscars som den var nomineret til. Et absolut must-see film, også for d’herrer! Jeg vil skyde på at over 90% af publikum i Dagmar udgjordes af lesbiske par (en vurdering foretaget uden min ikke-eksisterende gaydar) … og at der i alt var cirka seks mænd i salen. Det virker, i min bog, en anelse påfaldende … men det er måske bare mig? Carol får lige akkurat 5 stjerner.
Læs mere om Carol på IMDb.
Den film må jeg se, den lyder hyggelig.
Hyggelig? God var den i hvert tilfælde! Skynd dig ind og se den …