Vi var i Dagmar til gallapremieren på Captain Fantastic i går aftes. Filmen vandt prisen for bedste instruktør ved dette års Cannesfestival. Både instruktøren, Matt Ross og hovedpersonen, Viggo Mortensen var til stede for at præsentere filmen, efter vi havde fået en let anretning i foyeren. Det er nok ikke lige den type af film, jeg umiddelbart ville springe på. Men gallapremiere, traktement og stjerneglimmer, hjælper lidt hvis jeg skal trækkes af huse for at se en ikke, for mig, typisk film 🙂 Det skal dog siges at maden før filmen var noget sølle. Men vi fik da set girafferne samt fik taget et billede af os på den røde, nej, grønne løber, så det var sådan set fint nok.

Ben (Viggo Mortensen) bor langt ude i skoven i det nordvestlige USA med sine seks børn. De lever et relativt harmonisk liv i pagt med naturen, langt fra alle det moderne livs goder samt knap så gode ting. Ben, som er en kærlig far, er ret så striks med sin hjemmeundervisning, som inkluderer både faglig såvel som praktisk viden om naturen, så børnene er velbevandrede i både alskens litteratur og musik samt hvorledes man fx. nedlægger et hjort med de bare næver. Bens kone, Leslie, er nogle måneder før vi kommer ind i deres liv, blevet indlagt på hospitalet med en lidelse, som jeg ikke vil komme ind på her … thi du skal ind og se denne film 🙂 Hvor om al ting er, så tager familien til nærmeste landsby med jævne mellemrum, for at hente post samt for at ringe til familien. Under en af disse ture til byen, får Ben at vide at hans kone er afgået ved døden. Nu kan den egentlige road-movie begynde …

Captain Fantastic Poster

Efter at være kommet over den umiddelbare sorg, beslutter familien sig for at drage i deres bus, Steve, mod storbyen med det mål at forhindre at moren bliver begravet efter kristne normer, som hendes forældre ønsker. I stedet vil de sørge for at hun bliver brændt og hendes aske bliver skyllet ud i toilettet, som det er morens ønske, i følge hendes testamente. På vej mod storbyen lær børnene en del om de ting, som Ben ikke har kunnet lære dem i deres isolerede paradis. Samtidig får de også god brug for nogle af de evner som de har lært efter at have levet hele deres unge liv i den vilde natur. Langsomt men sikkert går det op for børnene, at deres hidtidige liv ikke har været så perfekt, som Ben gerne har villet give dem indtryk af.

Alle børnene, Bodevan, Kielyr, Vespyr, Rellian, Zaja and Nai spiller fantastisk. Der er virkelig tale om stjernefrø her. Måden hvorpå de spiller rollen som børn der oplever livet uden for skoven for første gang, virker troværdig og ubesværet. Bodevan (George MacKay), som vi kender fra Pride fra sidste år, er tæt på at være sublim som den unge mand der oplever at blive forelsket for første gang. Den kærlighedsmonolog han serverer for sin udkårne, foran dennes mor, er så sjov at man nærmest hulker af grin. Samtidig formår han, uden sin fars vidne, at blive optaget på samtlige store universiteter i USA. Så Bens opdragelse og undervisning har ikke været spildt … selv om han det er mod hans idealer, at børnenes viden skal bruges på traditionel vis. Viggo Mortensen spiller såmænd også glimrende, i sin sædvanlige stil uden de store armbevægelser, som jeg egentlig godt kan lide.

Captain Fantastic er en meget musisk film. Det gode ved den, er at meget af musikken leveres af skuespillerne selv. Dette gøres uden at filmen på nogen måde kommer til at virke som en musical. Det falder naturligt ind. Og så er der lige en af de allersidste scener i filmen, som jeg ikke vil gå i detaljer med her. Men på et eller anden måde kommer alt til at gå op i en større enhed, mens en af pigerne synger morens yndlingssang, en fin no-nonsense version af “Sweet Child O Mine”, akkompagneret af hele familen. Dette sker til flere af de flot fotograferede naturscenerier, som er gennemgående i hele filmen. Måske det lyder lettere plat. Tro mig, det er det ikke!

Captain Fantastic er fin lille film uden de store armbevægelser. Den kryber på en eller anden måde under huden og kommer til at virke vedkommende. Jeg kunne godt lide stilen, håndværket og budskabet. Og især kan jeg godt lide, at de par gange hvor man tror at den tilter over og bliver sukkersød … bliver man narret! Glimrende instruktørarbejde Matt Ross. Captain Fantastic har almen premiere i morgen og får 5 fine stjerner.

starstarstarstarstarstar empty

Læs mere om Captain FantasticIMDb.

Pin It on Pinterest