Nu kan jeg ikke ligefrem påstå at jeg stormer i biografen og ser musikdokumentarfilm, eller dokumentarfilm overhovedet, særligt ofte. Så to af slagsen indenfor de seneste 14 måneder, The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years og Amy, det er temmelig imponerende. Anyways, en dokumentarfilm, af Ron Howard, om et af historiens største popbands, den skal bare ses. The Beatles blev dannet i 1960 og blev opløst i 1970. De slog igennem i 1963 og deres sidste optræden, en koncert på taget at deres studio på Savile Row i London, fandt sted i 1969. Selv om jeg var minus 2 år da de slog igennem, kan jeg ikke komme ud over at The Beatles var et skelsættende band 🙂
Som titlen antyder, koncentrerer filmen sig om de år hvor de turnerede verden tynd. Herunder den ene gang hvor de var i Danmark i april 1964. De fire unge mænd, knap 20 år, fra Liverpool, skabte mere massehysteri blandt tøserne end Justin Bieber, One Direction og alle dem fra samme skuffe tilsammen. Og det gjorde de samtidig med at de havde humor, en cool attitude, var hurtige på aftrækkeren, havde masser af musikalitet og, ikke mindst, stil. Samtidig med dette havde de også havde en mening om fx. raceadskillelsen i 60’ernes USA. De gjorde det klart at en koncert i Florida ikke ville blive afholdt, hvis alle racer ikke måtte sidde på de samme pladser. Hold da helt kæft hvor tidens unge idoler er pinlige, og pinligt ringe, sammenlignet med The Beatles!
Jeg synes at The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years er glimrende skruet sammen, dog savner man lidt drama. Det drama der er, skøjtes der ret let henover, kraftigt hjulpet på vej af Paul McCartney og Ringo Starrs udglattende kommentarer. Alligevel er filmen ikke uden sine rørende momenter. Bandets mange geniale sangtekster og melodier er medvirkende til at skabe den stemning. Ron Howard er ikke helt ueffen på det område. Han har da også mange gode spillefilm, herunder Apollo 13, A Beautiful Mind og Rush på CVet, så det manglede da bare. Uden at sammenligne The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years og Amy iøvrigt, er Amy dog en bedre dokumentarfilm. Den har naturligvis også Amys tragiske død som 27 årig, som filmens naturlige drama.
Udover kommentarer fra de fire Beatler, ja der er også arkivmateriale med de to afdøde medlemmer, fortæller bl.a. Sigourney Weaver, Whoopi Goldberg og Eddie Izzard ogsåom deres forhold til The Beatles. Er de to nævnte damer virkelig så gamle et de har været til koncert med The Beatles … ja, det er de 🙂 Weaver oplevede dem i Hollywood Bowl og Goldberg i New York. Deres beskrivelse af hvorledes disse koncerter påvirkede dem, er både sjov og rørende.
Soundtracket til filmen er naturligvis genialt. Billedsiden er langt hen ad vejen lige ud ad landevejen. Der bliver vist det som kommentarsporet snakker om, uden nogen fancy overgange og andet gejl. Der er heller ikke, så vidt jeg kan se, gjort forsøg på at restaurere elendige liveoptagelser. Det finder jeg ganske sympatisk, thi det øger filmens autencitet. Man kunne godt ønske sig at man fik set længere stykker uforstyrrede koncertoptagelser. Men det er kun ved The Beatles sidste koncert, der på taget i Savile Row, at vi under rulleteksterne får et par af deres største hits iden fulde længde.
Der er egentlig ikke så meget mere at sige! Er du enig i at The Beatles var et af de første STORE bands? Kunne du godt tænke at få en ting eller to at vide om bandet, som du måske ikke kendte til i forvejen, så vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at se filmen. The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years får fire fine stjerner.
Løs mere om The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years på IMDb.
