111 minutter

Sort/hvide The Party er ikke en genindspilning af Peter Sellers-klassikeren The Party fra 1968. Det havde naturligvis også nærmet sig blasfemi, at gøre forsøget. Der er derimod tale om et lille engelsk sort-humoristisk kammerspil med dramatiske noter, lavet bl.a. med hjælp fra Copenhagen Film Fund og nogle håndfulde danskere i crewet.

Janet er lige blevet minister, og inviterer de nærmeste venner over til en hyggelig aften for at fejre udnævnelsen. Janets mand Bill, som allerede før gæsternes ankomst virker noget deprimeret, varmer aftenen op, ved at spille gamle vinylplader for fuld hammer i den lille stue. Gæsterne ankommer en for en, alle med deres egen lille hemmelighed eller overraskelse. Dog er Toms kone forsinket, hvilket ikke forhindrer hende i at spille den måske vigtigste rolle i The Party. Når hun at dukke op før den korte film slutter?

Vurdering

Skuespillet i The Party fejler bestemt ikke noget som sådan. Dog kan det godt virke som om, at det at filmen er optaget i sort/hvid, har ansporet castet til at spille mere teatralsk end nødvendigt er. Næsten som om at de troede, at ikke alene var det en sort/hvid film de medvirkede i, men at det samtidig også var en stumfilm. Well, jeg går ud fra at skuespillere som Bruno Ganz, Kristin Scott Thomas og Timothy Spall sagtens har kunnet finde ud af at agere, uden at overagere, så dette uforståelige greb må stå på instruktøren Sally Potters regning. Ret skal være ret. Jeg synes faktisk at Timothy Spall (Secrets & Lies, Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street) og Bruno Ganz (Der Untergang) gør det rigtigt godt. Men begge disse to herrer, er jo også taget fra øverste skuffe!

Man kan vel godt sige, at The Party indholder flere karakterer og situationer, som kunne have udviklet sig i en spændende retning. Der er nok at tage fat på. Alle, som i alle, karakterer i kammerspillet har deres hemmeligheder. En sniffer banevis af coke og har medbragt en pistol til festen, stort set alle har dyrket horisontale øvelser med personer som de ikke burde have gjort det med samt andre ting fra den skuffe … Men det er som om at hver gang vi begynder at kradse lidt i overfladen på disse hemmeligheder, springer vi straks videre i handlingen. Altså vi kommer på ingen måde i dybden med hvorfor at personerne er kommet så langt ud, som de øjensynligt er.

Konklusion – The Party

The Party er en af de korteste spillefilm jeg har set ever … og samtidig er dette en af mine korteste anmeldelser ever 🙂 Uanset længden på The Party, skulle nok ikke have varet ret meget længere, før vi var begyndt at småkede os. The Party får tre stjerner.

Læs mere om The Party på IMDb.