The Shining – Director’s Cut
Here’s Johnny …
Det var en stor fornøjelse, langt om længe endelig at få set Stanley Kubricks mesterværk, The Shining – Director’s Cut på det store lærred i Imperial, og så ovenikøbet i den 24 minutter længere US-version. Nu er det et stykke tid siden jeg har set filmen på TV sidst, så hvor meget de ekstra scener gjorde for filmen, ved jeg ikke rigtigt. Hvis filmen skulle have haft hele Stephen Kings murstensroman med, forslår de 24 minutter ikke meget, så skulle der snarere have været tale om dobbelt helaftensfilm! Der er i hvert tilfælde et par steder, også i den her version, hvor man tænker, hvad gik det der lige ud på? Well, nu er der jo tale om en Kubrickfilm, så det er ikke alt der skal forstås, hverken i første eller 117 omgang … men alligevel 🙂
Jack søger, og får, job som vinteropsynsmand på The Overlook Hotel, som er lukket i vinterperioden. Lige før Jack skriver under på kontrakten, fortæller hoteldirektøren ham, at en opsynsmand som var ansat på stedet 10 år tidligere, fik et anfald af kabinekuller, og dræbte og skar både sin kone og sine tvillingedøtre i småstykker og til til slut blæste sin hjerne ud med et jagtgevær. Ikke noget problem, mener Jack, thi han er en normal og afbalanceret mand … med alkoholproblemer, temperamentsproblemer og ting i den dur! Allerede før Jack & Wendy og Dannny tager afsted til hotellet, oplyser sønnens (Danny) usynlige ven, med en noget gusten stemme, at han ikke vil med. Både Danny og hans usynlige ven, kommer nu med alligevel. De ankommer til det afsidesliggende hotel, på dagen hvor hotellet lukkes ned for vinteren. Alt er lyst, venligt og stemningen er god. Der skal ikke gå længe før end det ikke længere er tilfældet …
Vurdering
The Shining – Director’s Cut er helt og holdent Jack Nicholsons film. Han fungerer fantastisk i rollen som Jack Torrance, som lider af en seriøs omgang “cabin fever”. Han spiller med vanvid og underfundig dræbende humor, til UG med kryds og slange. Hans præsentation er vel næsten på højde med hans rolle i One Flew Over the Cuckoo’s Nest fem år tidligere. Sønnen Danny (Danny Lloyd) er også god i rollen som den besatte dreng. Moderen Wendy (Shelley Duvall), er egentlig også fin nok som den, ikke overraskende, voldsomt bekymrede mor. Dog har hun en lidt underlig flagrende løs stil, når hun skal agere med andet end tale og mimik? Scatman Crothers, hotellets kok, som er den eneste der fornemmer at eller andet er riv-rav-ruskende galt på det vinterlukkede hotel, er god som en handlingens mand.
Lyden og musikken er i den grad med til sætte stemningen i The Shining – Director’s Cut. Den er intens, ofte høj og til tider direkte ubehageligt skinger og enerverende. Der er ofte tale om “lydtapeter”, altså ikke egentlig musik, men blot en ubehagelig og nærmest kvalmende lyd. Men det virker glimrende. Jeg tror næsten at man ville kunne “se” filmen, ved blot at lytte til lydsporet!
The Shining – Director’s Cut er flot fotograferet. Der er kælet for bjerglandskabet omkring hotellet, med den rolige kameraføring. Når vi er inde på hotellet, følger kameraet ofte karakterererne. På afstand ganske vist, men til gengæld ubønhørligt og ubehageligt overvågende. Effekterne virker en anelse bedagede her i 2017, man kan godt se at filmen er fra 1980, men det lever man fint med, filmens øvrige kvaliteter taget i betragtning. Der en del chok, blod og vold, samt en hel del “seen syner”, som ikke alt sammen giver mening. Alligevel går det (næsten) altsammen op i en højere enhed, i sidste ende.
Stanley Kubrick havde en del fantastiske film på samvittigheden (Lolita, Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb, Clockwork Orange, 2001: A Space Odyssey og Eyes Wide Shut). Ikke allesammen, hvis nogen af dem overhovedet, lige let tilgængelige, men aldrig kedelige … og altid med et stænk kulsort humor. The Shining – Director’s Cut er bestemt ikke en undtagelse fra denne “regel”.
Tilbage har jeg kun et spørgsmål! Hen i mod slutningen af The Shining – Director’s Cut hvor Wendy løber forvildet rundt i hotellets gange og ser syner, passerer hun et af hotellets værelser hvortil døren er åben. Ved sengen ligger en mand, iført i bjørnekostume på knæ, mens han, tilsyneladende er ved at at give en mand i jakkesæt et blow-job! Hvad betyder det lige?
Konklusion – The Shining – Director’s Cut
The Shining – Director’s Cut holder, her 37 år efter den oprindelige premiere, stadig max, synes jeg. Så har du ikke fået set den på det store lærred, eller set den overhovedet, så er det med at komme i Imperial og se den, indenfor den næste uges tid. The Shining – Director’s Cut får fem stjerner.
Det betyder, at med mindre der dukker en sleeper surprise ud af den blå luft i årets sidste syv uger, ser 2017 ude til at blive det første år i mands minde, hvor ikke en eneste af de film jeg har set, får seks stjerner. Samtidig har jeg haft mere end svært ved at udfylde min minimumsfilmkvote, og det selv om jeg sjældent har set så mange ringe film, som jeg har set i år. På med vanten Hollywood et al … det kan I næsten kun gøre bedre!
Edit: Efter at have genset filmen igen-igen-igen, har jeg revurderet og ender nu på seks fuldfede stjerner 🙂
Læs mere om The Shining på IMDb.
0 kommentarer